Dagbjört Strandberg

Fagkonsulent med speciale i radikalisering og diskrimination Mere om Dagbjört

Interesserer du dig for at samtale med mennesker og at fremme forståelsen af hinanden? Så er det dig vi søger til vores nye team af dialogskabere. Vi leder efter unge mellem 18-25 år med gåpåmod til at facilitere engagerende og givende dialogworkshops for elever over hele landet!

Center for Digital Pædagogik starter et spændende nyt initiativ med fokus på at udvikle og afholde dialogworkshops for unge af unge med det klare mål at forebygge intolerance gennem samtaler om identitet og fælleskaber med fokus på det digitale liv. Som en del af dette initiativ opretter vi et ungeteam bestående af 10-12 dialogskabere – og nu har du muligheden for at være en del af teamet!

Om stillingen

Stillingen som dialogskaber er et spændende studiejob, hvor du kan se frem til at afholde mindst fem elevworkshops i projektperioden, der strækker sig fra september 2024 til udgangen af 2025. Formålet med workshopsene er at skabe dialog med elever i udskolingen, på ungdomsuddannelser og i klubber om demokratisk dannelse, fællesskaber, fordomme og forskelle med målet om at fremme tolerance for hinanden, og i elevernes fællesskaber.

Vi søger engagerede unge, der er villige til at forpligte sig til mindst et års engagement ved siden af studierne. Arbejdstiden kan tilpasses i samarbejde med projektlederen, så den passer sammen med dine studier. Arbejdet er honorarlønnet, og du får udbetalt honorarløn pr. afholdt workshop, samt uddannelsesdage. 

Opstart er i uge 34 i Aarhus. 

Om dig

Som en del af vores team af dialogskabere bliver du ansvarlig for at facilitere elevworkshops over hele landet, der fremmer dialogen om identitet, fællesskab, forskellighed og fordomme, med særlig fokus på det digitale liv. 

Det er derfor vigtigt, at du kan omfavne forskelligheder og har en nysgerrig tilgang til andre. Du skal desuden være i stand til at skabe et inkluderende miljø under din formidling. Din rolle er afgørende for at forebygge intolerance og fordomme gennem forskellige øvelser og dialoger.

Om du bor på Sjælland, Fyn eller Jylland er ikke afgørende, da vi planlægger at ansætte to separate dialogteams, der dækker hver deres landsdel. Der skal dog forventes transport til og fra workshopstederne.

Hvad du får ud af jobbet

Når du bliver ansat som dialogskaber, forventer vi ikke, at du har en faglig baggrund inden for de nævnte temaer, men at du har en nysgerrighed på at blive klogere på både det faglige indhold og formidling. Som en del af din ansættelse bliver du opkvalificeret gennem et uddannelsesforløb i august, der bliver afholdt af Center for Digital Pædagogik. Her vil du få indsigt i både de faglige temaer for elevworkshopsene samt øve dig i at formidle og tilegne dig pædagogiske værktøjer til klasserumsfacilitering.

Desuden vil du løbende udvikle dine kompetencer gennem supervision og efteruddannelse. Du bliver en del af en spændende og dynamisk arbejdsplads, hvor du vil få en unik indsigt i arbejdet med børn og unges digital dannelse og trivsel. Gennem arbejdet vil du styrke dine evner som oplægsholder og facilitator af komplekse emner.

Du vil blive en del af et solidt fællesskab, hvor deltagelse i sociale og faglige arrangementer er velkommen. Faglig sparring og vejledning vægtes højt, og du får mulighed for at sætte dine faglige interesser og viden i spil både med de unge og dine kolleger.

Send ansøgning

Send din motiverede ansøgning og CV til dagbjort@cfdp.dk. Vi afholder løbende samtaler og lukker annoncen, når vi har fundet de rigtige kandidater, så send gerne din ansøgning hurtigst muligt. 

Vi ser frem til at høre fra dig og til at arbejde sammen om at skabe positive forandringer for danske unge.

Vil du vide mere om stillingen

Kontakt projektkoordinator Dagbjört R. J. Strandberg på mail dagbjort@cfdp.dk eller mobil:  23 9346 09.

Hvad synes du om vores artikel?

Hvis du vil sætte et par ord på din tilbagemelding, vil det hjælpe os rigtig meget, til at kunne forbedre vores indhold.