Facebook har i de seneste måneder gjort meget ud af hvor mange profiler for børn under 13 de har lukket, og nævnt tal som 20.000 om dagen. Så det var noget af en overraskelse, da chefen selv, Mark Zuckerberg, var ude og fortælle om planerne for at åbne Facebook for de yngre børn. Udtalelserne viste sig også at være blevet lidt oversolgt i medierne. Hvad Facebook har gjort er at lufte idéen og tale om en fremtidig mulighed for at åbne for de yngre brugere – så netværket også kan bruges i bla. undervisning. Det lyder for mange af Facebooks kritikere, og fortalere for netsikkerhed og god netetik, som en frygtelig idé – det vil udsætte en langt yngre aldersgruppe for problemstillinger omkring profil-billeder, online venskaber og god tone.

Men det er netop derfor, det måske er en rigtig god idé.
Det bedste bud på hvor mange børn under 13 der er på Facebook er ca. 7,5 millioner – selv sammenlignet med de over 500 millioner brugere der er i alt, er det faktisk ikke småting. Ingen ved hvor mange der kommer til om dagen, og altså om tallet er stigende. Amerikansk lovgivning har strenge begrænsninger på hvad man må bruge denne aldersgruppes oplysninger til, og hvornår man skal tage kontakt til, eller have tilladelse fra, forældre. Så strenge at det er langt smartere for Facebook helt at undlade at have disse brugere, eller i hvert fald ikke at tillade dem. Derfor har Facebook heller ingen “børneprofil” mulighed. Alle profiler er ligestillede og ingen bestemmer over nogen. Det er lige så åbenlyst den rette løsning til voksne, som det er den forkerte til opdragelse af børn. Børn har ikke brug for de samme muligheder som voksne, skal måske beskyttes på særlige måder og har netop brug for at der er nogen der bestemmer over de vigtigste beslutninger og følger med. De har brug for de voksne. I Center for Digital Pædagogik råder vi forældre til at lade børn bruge ny teknologi og tjenester så tidligt som muligt, men med de begrænsninger der skal til, for at forældrene føler sig trygge. Facebook begrænser allerede hvor åben en profil kan være, hvis man er under 18. Hvis man koblede børnenes profiler sammen med deres forældres, åbner der sig andre, og spændende muligheder for at begrænse og følge med, såsom:

  • Lukket venneliste – far og mor skal godkende alle venne-anmodninger til og fra barnet.
  • Styrede privatlivs-indstillinger – far og mor bestemmer, alt er lukket som udgangspunkt, og barnet kan bede om at få åbnet fra tilfælde til tilfælde (“Peter vil gerne dele dette billede med venner’s venner – Tillad?”).
  • “Se mor!”-funktion – barnet kan bede om at en given post, nyhed, billede eller andet bliver vist til forældrene. Enten hvis der sker drillerier, eller hvis man bare vil være sikker på at far og mor ser hvad man har lavet i skolen.

Der er mange flere muligheder. Men det giver ingen mening for os eller andre at kræve eller bede om at Facebook skal implementere dem, når det kun er de 13-årige og opefter der officielt set er på. Vi håber at Facebook, og andre sociale netværk, vil lave en børneprofil. Men det skal tages alvorligt som en udfordring. Både ift. sikkerhed, men også som en unik mulighed for at involvere forældrene og trække opdragelsen med ud på nettet. Hvis ungerne er derude, skal vi voksne følge med. Det bliver spændende at se om det bliver en realitet, og hvordan opgaven bliver løftet – ikke mindst hvordan Facebook tænker opdragelse og undervisning ind i deres platform i fremtiden.

]]>

Hvad synes du om vores artikel?

Hvis du vil sætte et par ord på din tilbagemelding, vil det hjælpe os rigtig meget, til at kunne forbedre vores indhold.