Anni Marquard

Administrerende direktør, stifter & kreativ ildsjæl Mere om Anni

Cyberhus – Center for Digital Pædagogik har efter et års intensiv jagt på politisk og økonomisk opbakning netop fået tildelt en livline på 2 millioner støttekroner. For et års tid siden blev tæppet næsten trukket væk under vores online rådgivning for børn og unge, Cyberhus, da vi fik afslag på en ansøgning om tilskud fra Socialministeriets sats-pulje. Ansøgningen, som var på knap 2 millioner kroner om året skulle sikre vores primære drift og fastholde de lønnede og knap 100 frivillige medarbejdere det næste år, så vi kunne få tid til at udvikle, etablere og forankre samarbejdet omkring virtuel rådgivning og online socialpædagogik med kommunerne. Med afslaget risikerede man fra statslig side at lukke 6 års unik viden om og erfaring med online rådgivning af sårbare børn og unge ud med badevandet. Derfor har vi gennem 2010 forsøgt at råbe politikerne op, så 6 års erfaringer og støttekroner ikke falder til jorden, og så sårbare børn og unge fortsat har et online mødested, hvor de kan få hjælp og rådgivning fra kompetente voksne rådgivere, der lytter til de unge på deres præmisser. Et års rutsjetur er slut
Millionbevillingen er en positiv afrunding på et år, der har været noget af en rutsjebanetur for Cyberhus. Sidste års afslag stillede os over for en meget stor udfordring.

Selv om vores tilbud ligger inden for den kommunale forsyningsforpligtelse, har det været meget svært at få kommunerne til at deltage til den fælles betaling til et netbaseret landsdækkende tilbud.
Det socialpædagogiske arbejde på nettet er stadig en opgave, som ikke bliver prioriteret særligt højt i de enkelte kommuner. Det er dog her, vi vurderer, at der fremover vil ske den største udvikling, og ikke mindst muligheder for at reducere nogle af de offentlige omkostninger.
Vi er godt i gang med at bearbejde og etablere samarbejdet med kommunerne, og der er ingen tvivl om, at kommunerne skal betale deres del af omkostningerne. Men det tager tid.
Vi havde håbet på Socialministeriets opbakning til denne proces de næste par år, men efter afslaget stod vi mildest talt over for en noget mere usikker fremtid, på trods af, at vi år efter år kan dokumentere fremgang for vores socialpædagogiske møde med børn og unge på nettet.

Kan sikre forankring i kommunerne
I Cyberhus og i vores moderorganisation, Ungdommens Vel, har vi aldrig været i tvivl om, at en tidlig social indsats over for udsatte børn og unge både er en gevinst i forhold til de unges trivsel og i forhold til samfundet generelt. En indstilling, der blandt andet er blevet underbygget af CASAs store analyse ”Investeringer i tidlige sociale indsatser” fra november 2010. Vi kan undre os over den hidtil lunkne opbakning fra nationalt hold, hvilket har medført en helt reel risiko for, at mange vellykkede ideer og projekter kuldsejlede.

Men nu får vi tiltrængt støtte til den videre proces, og nu trækker vi for alvor i arbejdstøjet, så vores værested og rådgivningstilbud kan fortsætte og videreudvikles til glæde og gavn for de mange udsatte børn og unge, der dagligt bruger Cyberhus. Vi har fået en gave, der sikrer vores videre arbejde på en lang række platforme en tid endnu, og som ikke mindst giver os bedre tid til at forankre vores projekter i kommunerne, så vi på landsplan får en sammenhængende socialpædagogisk indsats, der møder de socialt udsatte børn og unge, der hvor de i stigende grad befinder sig, nemlig online.

]]>

Hvad synes du om vores artikel?

Hvis du vil sætte et par ord på din tilbagemelding, vil det hjælpe os rigtig meget, til at kunne forbedre vores indhold.

Vil du vide mere?

Anni Marquard

Administrerende direktør, stifter & kreativ ildsjæl Kontakt Anni

CfDP har ekspertise og ydelser inden for digital rådgivning, børns digitale vaner, digital dannelse og trends og tendenser på sociale medier og i computerspil.

Vi deltager i og driver projekter om blandt andet computerspil som pædagogisk redskab, hate speech og anti-ligestilling på nettet.