Afstanden mellem sårbare unge og den etablerede behandling er stadig stor

I Politiken kunne man forleden læse, hvordan Instagram er blevet “det nye sort” for unge, der dyrker anoreksi og bulimi som selvvalgt livsstil i modsætning til sygelig lidelse (Politiken, 03-08-13). Billederne og de unges fortællinger fra Instagram er gruopvækkende i sig selv, og alligevel er det er en anden del af artiklen, som jeg finder mest skræmmende.

Online fællesskaber er ikke noget nyt
Dét at dyrke anoreksi eller bulimi som livsstil betegnes også “pro-ana” (“for anoreksi”) eller pro-mia (“for bulimi”). At disse pro-fællesskaber mødes omkring dyrkelsen af eksempelvis anoreksi eller bulimi i online fællesskaber, er langt fra noget nyt. Gennem de seneste 5-10 år har sårbare unge på danske pro-sider “støttet og rådgivet” hinanden i opretholdelsen af deres spiseforstyrrelser, og som det også fremgår af Politikens artikel, kan det være ganske skræmmende læsning.

Et af de “råd” jeg husker bedst fra de forskellige sider, som jeg har stiftet bekendtskab med, er: “Spis altid foran spejlet… du mister din appetit og spiser mindre hvis du kan se hvor ulækker og fed du er mens du spiser.” Det kan være svært at forestille sig, hvor meget selvhad og smerte et menneske må føle indeni, for at at kunne finde sådan et råd brugbart… puha.

Instagram er en farligere udgave
På trods af pro-hjemmesidernes relativt lange historie, har de unge med Instagram fundet et væsentlig mere potent og farligt redskab til dyrkelsen af deres fælles passion.

De fleste af de gamle pro-sider og -blogs, som jeg første gang stødte på for syv år siden, da jeg startede som rådgivningskoordinator i Center for Digital Pædagogik´s rådgivningstilbud, Cyberhus, var forholdsvis statiske sider med info om pro-livsstil og råd til hvordan man bedst kunne opretholde den. Siderne var også i højere grad et subkulturelt fænomen. Eller som Information skriver i 2008: “Det internationale netværk pro-ana/mia lever blandt andre kontroversielle sider i nettets parallelverden.”

Et billede siger mere end 1000 ord, siger nogen. Jeg er ikke sikker på at det er universel sandhed. Men at et billede er langt hurtigere end tekst til at fange og igangsætte følelser og tanker hos beskueren, kan jeg godt tilskrive mig. Så når man tænker på, 1) at Instagram er en billeddelingtjeneste, 2) at nettet er noget vi alle har i lommen, og 3) at tjenesten konstant sender os notifikationer om, at der er sket noget nyt i de netværk vi følger, kan jeg kun begynde at forestille mig, hvor stærk en effekt de nye pro-fællesskaber må have på de sårbare unge, der kæmper med spiseforstyrrelser.

Når en ung for fem år siden var aktiv i et pro-fællesskab, skete det via en lukket online platform, hvor kun spiseforstyrrelsen var omdrejningspunkt. Via sociale netværk som Instagram kan interessen for pro-fælleskabet uden problemer kombineres med andre dele af den unges liv. Dyrkelsen bliver mere ligestillet med de øvrige interesser og fællesskaber, som den unge måtte indgå i via online sociale netværk, hvilket kan gøre det sværere for de unge at forholde sig kritisk til pro-fællesskabet.

Det skræmmende er den manglende viden
Som tidligere nævnt er de her fællesskaber i sig selv skræmmende nok. Dog blev jeg først for alvor skræmt, da jeg læste følgende lille afsnit i Politikens artikel: “Han kendte ikke til dyrkelsen af anoreksi på Instagram, før Politiken kontaktede ham, og det gør det mere problematisk, at det foregår under radaren på eksperter og forældre, mener han.”

At en overlæge på et behandlingtilbud for spiseforstyrrede ikke har kendskab til, hvad der rører sig online, og hvordan sårbare unge søger fællesskaber, støtte og råd på nettet, må desværre ses som et symptom på, hvordan afstanden er alt alt for stor mellem de sårbare unges virkelighed på den ene side og praksis hos de etablerede behandlingstilbud på den anden.

Nettet udgør en omfattende del af de fleste unges liv, og det er helt naturligt for dem også at søge hjælp og rådgivning her. Hvor ville det være fantastisk, hvis de unge i langt højere grad kunne finde alternativer til pro-siderne, når de googlede efter gode råd til at tabe sig.

Hvem er det, der lever i en parallelverden?
Og ja, alternativerne findes i nogen grad, og rådgivningstilbud som vores eget Cyberhus, og Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade bliver bestemt også godt besøgt. De seneste fem år i streg har spiseforstyrrelser været det hyppigst repræsenterede emne blandt de unge rådsøgende i Cyberhus´ chatrådgivning. Det er blevet til mere end 1000 samtaler.

Men hvad med de offentlige etablerede behandlingstilbud på netop dette område? Dem har jeg svært ved at få øje på. For de mange sårbare unge der kun åbner op omkring problemerne i cyberspace er ekspertisen og hjælpen som findes i de offentlige sundhedstilbud meget langt væk. Deres fravær får mig til at tænke tanken, at det efterhånden er de etablerede behandlingstilbud der lever i en parallelverden til de unges virkelighed og behov.

]]>