Anni Marquard

Administrerende direktør, stifter & kreativ ildsjæl Mere om Anni

Det er vigtigt, at vi tager snakken om hurtige penge med børn og unge, og i dag foregår så meget af det online, at det også er vigtigt med den digitale forståelse.

Med eksempelvis puff bars så vi, at sociale medier fik nogle unge til at købe store mængder hjem, sælge videre til venner og bekendte og ikke forstå dén risiko, det udgjorde for dem selv, hvor de fx kunne risikere bøder fra 10.000kr og opefter, hvis det blev opdaget.

For nogle år siden så vi en stor stigning i antallet af unge, der blev antastet ved hæveautomater og spurgt, om de i bytte for 5.000 kr. på MobilePay ville hæve 4500 kr. til gerningspersonen. Det er svært at stå imod som ungt menneske, at man kan tjene 500 kr. på få minutter, men de unge risikerer en efterforskning og en straf for at bidrage til hvidvasken.

Blogindlægget her er motiveret af et nyt fænomen, hvor nogle danske personer eller virksomheder tilbyder unge at tjene penge på at videresælge designertøj. Dén forretning kan sagtens vise sig at være lødig, men som ung, der hører om den potentielle indtjening, tænker man ikke over, hvor varerne kommer fra, og her ville man så f.eks. kunne risikere at videresælge hælervarer.

Gode råd til snakken

Spørg dit barn, om de har hørt om måder, hvorpå man kan tjene penge online

Det er fint at spørge bredt ind, så I kan få en mere generel snak. Det kan være, de nævner de lyssky eller komplekse typer indtægt i jeres samtale, og det kan være, de kun har hørt om valide muligheder: fx at udfylde spørgeskemaer for værdikuponer, at kunne tjene penge med et stort publikum på YouTube eller Tiktok eller online lektiehjælp. Men samtalen giver dem mulighed for at dele det andet også.

Snak med barnet om, at der ikke er nogen garanti for at tjene penge

Rigtig mange af disse investeringer og forretningsmodeller er direkte svindel, hvor man mister alle sine penge i dét øjeblik, man laver indbetalingen. Allerede dér kræver det en kritisk sans at gennemskue. Alle de modeller, der ikke er direkte svindel, er dog også behæftet med stor risiko. Som med Team Plug kan bagmændene sagtens have tjent gode penge på at købe designertøj og videresælge, men hvis tusindvis af tøjinteresserede teenagedrenge skriver sig op samtidig, bliver markedet jo mættet, og muligheden for indtjening vil være baseret på så høj konkurrende, at man ikke længere kan være sikker på samme fortjeneste. Sådan nogle ting tænker de unge ikke over, og her har de brug for hjælp.

Brug interessen til at tage snakken om et almindeligt fritidsjob

Det kan være svært for den unge at se meningen med et fritidsjob til 80 kr. i timen, når andre tydeligvis lever i luksus på færre timer, fordi de har fundet en smart fidus. Og barnet skal også anerkendes i, at man ikke bliver rig af at arbejde, men at alle andre former for indtægt end et arbejde er forbundet med meget større risiko. Fritidsjobbet giver selvfølgelig en løn, men det giver også en ansvarsfølelse, en ramme for at udvikle gode pengevaner og en rigtig god start på livet ift at være modstandsdygtig over for fremtidige tilbud om at blive en hustler og grinde sig til hurtige penge i krypto.

Sammen skal vi sætte fokus på området

Forbrugerrådet Tænk, Red Barnet, Børns Vilkår, Medierådet for Børn og Unge og Center for Digital Pædagogik opfordrer i denne artikel fra DR d. 29. april 2024 forældre til at være opmærksomme på virksomheder, som er en del af denne trend blandt særligt unge drenge.

Hvad synes du om vores artikel?

Hvis du vil sætte et par ord på din tilbagemelding, vil det hjælpe os rigtig meget, til at kunne forbedre vores indhold.

Vil du vide mere?

Emil Ludvigsen

Fagkonsulent med speciale i gaming og online fællesskaber Kontakt Emil

CfDP har ekspertise og ydelser inden for digital rådgivning, børns digitale vaner, digital dannelse og trends og tendenser på sociale medier og i computerspil.

Vi deltager i og driver projekter om blandt andet computerspil som pædagogisk redskab, hate speech og anti-ligestilling på nettet.