Skrevet af tidl. medarbejder Erroll Marshall

Så er 2011 skudt i gang og i Cyberhus.dk’s brevkasser fortsætter den eksplosive vækst. Januar bød på 164 besvarelser fra vores frivillige rådgivere, hvilket er det højeste tal nogensinde for en måned.

Tendensen fra de sidste par år fortsætter. Både i 2010 og 2009 oplevede vi, at antallet af spørgsmål fra børn og unge i Danmark steg med godt 100%. Årsagen til denne stigning, tror jeg, primært skal findes i følgende to aspekter:

1. Kendskabet til Cyberhus spredes
Vi oplever en generel stigning af besøgende på sitet. I rådgivningen oplever vi, at de unge anbefaler Cyberhus til hinanden, hvilket er fantastisk. Det vidner om, at den unge synes, vi gør et godt stykke arbejde, og at de føler sig trygge ved at snakke med os, hvilket fra starten har været det primære mål for Cyberhus.

Vores Google-optimering har også haft stor betydning, og Cyberhus optræder nu højere og højere i den unges Google-søgning på info og hjælp til det, som fylder meget for dem. Her er det store antal af spørgsmål og besvarelser i vores brevkasser en afgørende faktor.

2. Brevkassens trygge rammer

  • Anonymitet og ingen samtale:
    Vi oplever tit, at brevkassen er den unges første forsøg på at spørge om råd og hjælp, og måske første gang, de formulerer deres tanker og følelser over for et andet menneske. Denne manglende erfaring i at italesætte egne følelser og tanker, som kendetegner mange unge i dag, gør samtalen med en forælder eller en lærer uoverskuelig og svær for den unge. I brevkassen er de anonyme og kan i eget tempo skrive deres spørgsmål og beskrive deres situation.
  • Det respektfulde møde:
    Vi har i rådgivningen arbejdet målrettet og professionelt med det respektfulde og skriftlige møde mellem den unge og den voksne rådgiver i brevkassen. Jeg tror, at de pædagogiske og etiske funderinger, der ligger til grund for vores besvarelser giver pote og at den unge føler de kan bruge vores brevkasser konstruktivt i deres liv. Jeg tror, de føler sig hørt, respekteret og ikke mindst oplever, at en voksen vil dem og tager sig den nødvendige tid.
    Vores besvarelser er offentliggjort på cyberhus.dk, og vi kan se at vores besvarelser bliver læst af mange. Jeg tror, at man som børn og unge læser dem og sikrer sig, at det er nogle “ordentlige” voksne der svarer, inden de selv stiller deres spørgsmål.
  • Den virtuelle platform:
    Cyberhus er et online klubhus, og netop det netbaserede aspekt er vigtig i denne sammenhæng. På nettet er den sårbare unge på hjemmebane og føler sig ofte mere tryg, end for eksempel til samtalen på lærerværelset, hos lægen, på socialrådgiverens kontor eller rundt om spisebordet med mor og far. Dette skaber ofte et mere trygt og konstruktivt fundament for den første dialog/rådgivning med en voksen.

Der skal ikke være tvivl om, at målet med brevkasserne og vores rådgivning generelt i Cyberhus er at motivere og modne den unge til at opsøge dialogen og hjælpen hos voksne i virkeligheden. Men muligheden for at øve sig i en brevkasse kan være et skridt i denne retning. 2011 bliver et spændende år i brevkasserne, fordi vi i antallet af spørgsmål og tilknyttede frivillige også bliver udfordret på at bevare og konstant udvikle et stærkt fagligt og etisk fokus i vores besvarelser. Ethvert barn og ethvert spørgsmål er unik og skal mødes og besvares som sådan.

Erroll Marshall

]]>

Hvad synes du om vores artikel?

Hvis du vil sætte et par ord på din tilbagemelding, vil det hjælpe os rigtig meget, til at kunne forbedre vores indhold.