Hvad synes I om aldersgrænsen på de sociale medier?

Langt de fleste sociale medier har valgt at fastholde en aldersgrænse på 13 år. Dette skyldes primært, at man i USA (og andre steder i verden) har meget restriktive krav til firmaer, der henvender sig til børn. I USA er det Federal Trade Commission’s Children’s Online Privacy Protection Act (COPPA), der helt tydeligt forlanger skriftligt samtykke fra forældre.

Dette skriftlige samtykke kan Facebook ikke indhente – derfor kræver siden at man som bruger verificerer sig som værende over 13 år. Denne aldersgrænse har ingen juridisk betydning for børn, der alligevel opretter en profil ved at lyve om deres alder, men den betyder groft sagt, at firmaet Facebook ikke kan holdes ansvarligt, hvis der sker noget med barnet.

Som følge af heraf designer Facebook deres platform til 13+ målgruppen, og man tager ikke højde for, at der er mindreårige iblandt de mange millioner brugere. Facebook har indført en anmeldelsesfunktion til brug, hvis man ser en mindreårig profil. Facebook har ligeledes software, der søger efter mindreåriges profiler, hvorefter de slettes. Vi regner dog med at Facebook i en vis grad er klar over at de unge er til stede på platformen.

Som forældre til mindreårige børn med ønske om at komme på Facebook har vi lavet en række anbefalinger som du kan læse  her. (.pdf)

Er der et privatliv på de sociale medier?

Vi anerkender at grænserne i privatlivet har rykket sig, bl.a. pga. de sociale mediers indflydelse på vores dagligdag. Vi deler billeder og informationer, som aldrig før. Derfor mener vi, at det er vigtig at have et øget fokus på privatindstillingerne på de sociale medier. Hvis man vil sikre sig, at ikke alle kan følge med i ens liv anbefaler vi at slå disse til. Vi mener, at sociale medier som f.eks. Facebook langsomt har indskrænket privatlivet ved at tilbyde flere og flere oplysninger til den brede offentlighed.

Hvad er CfDPs holdning til brugen af andres sociale medier?

Trends som ”Facerape” er rent faktisk profilhacking, og vi tager stærkt afstand fra brugen af andres private profiler. Det er væsentligt at man lærer, at mobiltelefoner, mailkonti og profiler på nettet anskues som noget privat, man ikke umiddelbart skal have adgang til. Derfor anbefaler vi, at hvis man opdager en der har glemt at logge ud af sin profil, så gør man det for dem, frem for at bruge den selv.

Har de nye medier ændret ungdomskulturen – til det værre?

I CfDP anerkender vi, at unge har fået en ny mulighed for at være sociale med hinanden, gennem de sociale medier. Det ser vi som at være social på en ny måde. Den øget tilgængelighed til hinanden gennem de sociale medier, har skabt et ekstra pres da unge nu konstant skal forholde sig til deres digitale profil på de sociale medier.

Med smartphones og virtuelle “vægge” kan en samtale med enhver ven starte når som helst, eller foregå løbende i form af korte kommentarer og beskeder. Det giver selvfølgelig en ny kultur. Lærer man at bruge mulighederne til sin fordel mener vi faktisk, det kan medføre en masse gode ting: At kunne skabe og holde kontakter virtuelt er ikke dårlig træning til et netværkssamfund. At overskue, sortere og vurdere store strømme af informationer er en vigtig del af enhver dannelse og uddannelse. Og selvom det starter i det små og måske fjollede, kan det at dele sine problemer, opture og små kreative bedrifter være både en fed succesoplevelse – eller det man har brug for, når livet er hårdt.

Hvilke retningslinjer har i til børns mobilbrug?

Når vi kigger på statistikkerne, og ser udover de klasser vi besøger, er spørgsmålene nærmere: Hvornår skal børnene have en mobil, hvilken model skal den være og hvad kan den mon i morgen?

Vi ser ikke noget problem i selve mobilerne, men vi anerkender den mængde af muligheder de åbner op for hos de unge. Det gør selvfølgelig en forskel, at man altid er et tryk væk fra klassekammeraterne, underholdning og sociale medier. Vi anerkender derfor, at det kan være meget fristende at skulle begrænse bruget af mobilerne når fristelserne er lige ved hånden hele tiden. Igen ser vi ikke noget problem i at “være på”, men det er et helt legitimt ønske, at man som forælder vil værne om det eksklusive nærvær ved middagsbordet. Derfor anbefaler vi at man laver retningslinjer, som f.eks. ”mobilfrizone” ved aftensmaden. Samtidig anbefaler vi, at man er tydelig på de krav og ønsker man har til barnets brug, når de får en mobil for første gang.

I de helt små årgange, omkring skolens indskoling, ser vi sjældent smartphones brugt til meget andet end spil. Det kan være en besparende foranstaltning at blokere for indholdstakserede sms’er – en mulighed alle teleselskaber giver i en verden, hvor mange producenter gerne vil have børn og unge som kunder.

Hvad betyder den digitale hverdag for vores identitet?

Det er et meget stort spørgsmål, som CfDP ofte får stillet. Vi ser sådan på det, at den digitale del af vores liv er en udvidelse af vores øvrige tilværelse. Hvis livet er et hus, har vi nu fået et ekstra rum. Det, der foregår i onlinerummet, kan påvirke de andre rum og omvendt. Nogle gange taler man om, at de digitale muligheder “tager noget fra os”, og det er også en mulighed, hvis man ikke er opmærksom på, hvad man foretager sig. Men hos CfDP beskæftiger vi os rigtig meget med, hvad digitale medier kan give os.

Identitetsmæssigt er der plusser og minusser ved den elektroniske del af vores hverdag. Det hænger sammen med, at mange redskaber virker forstærkende på det, vi allerede oplever. Hvis man som ung har svært ved at finde ud af, hvem man er og hvordan man skal opføre sig, så kan de sociale medier give den unge nye redskaber de kan bruge, til at skabe sig selv. Derved kan de digitale medier forbedre den unges sociale kompetencer. Den digitale hverdag kan altså også være med til at definere, hvem man er, og forstærke den unges egen identitet.

Samtidig er det væsentligt at pointere, at der også kan medfølge et pres på den unge om, at være på bestemt måde online. Det er vigtigt at få likes f.eks. sige de rigtige ting, lægge de rigtige ting ud osv.

For mange mennesker er det nemmere både at kritisere og rose via nettet, og det er blandt andet disse udvekslinger, der er med til at udvikle vores identitet. Den “digitale hverdag” betegner altså ikke noget radikalt anderledes end hvad vi ellers oplever, men endnu en måde, hvor vi må forholde os til os selv og hinanden på godt og ondt.

Er der mange, der opfører sig anderledes på nettet eller måske bliver “en anden”?

Generelt har vi en opfattelse af, at vi er forskellige alt efter hvilket fællesskab vi er en del af. Vi er anderledes når vi snakker til vores bedsteforældre end når vi snakker til vores venner. I den forbindelse er der ingen tvivl om, at vi kan agerer anderledes på nettet. Dog bliver man automatisk ikke til ”en anden”. Der er snarere tale om en modificerede version af ens person, alt efter sammenhæng på nettet.

I forhold til falske profiler kan vi i kraft af vores erfaringer i børne- og ungdomsrådgivning gennem Cyberhus fastslå, at “falske” identiteter eller profiler ikke er et almindeligt problem. Dog anerkender vi at de eksisterer, og at det bl.a. bruges til at styrke den unges leg med identitet.

Det er en naturlig del af dét at være ung, at nogle af ens handlinger er motiveret af et ønske om at være populær, og det kommer til udtryk både i den fysiske og digitale verden. På nettet kan det føles lettere at gøre noget modigt, f.eks. tage kontakt til en dreng eller pige, man godt kan lide, men hvis man ikke tør skrive sit rigtige navn, fordi man ikke kan se personen i øjnene henne i skolen, så kan det blive noget underligt noget. For omgivelserne ser det måske ud som om, man forsøger at være en anden på nettet, men vores erfaring er, at det sjældent er tilfældet.

Dog findes der eksempler på, at mennesker har misbrugt sociale medier for at opnå ét eller andet. I mange år har vi været opmærksomme på grooming (og den generelle tilstedeværelsen af voksne, der søger seksuel kontakt med børn) i foraer, der egentlig er tiltænkt børn og unge. Vi anbefaler ikke, at man af den grund holder interesserede unge væk fra nettet eller bestemte sider.

Vi henviser til at man som forældre er ekstra opmærksomme på, at skabe en åben samtale om hvad der er sket på nettet. Det er samtidig vigtigt at stille forventninger om, at hvis der sker noget der har været en mærkelig, ubehagelig eller upassende oplevelse, at de så fortæller det.

Unge fremstiller sig selv på en bestemt måde på sociale medier, hvordan kan det være?

Selvom vi lever i en moderne verden med masser af elektroniske dimser, er mennesket stadig et flokdyr. Det vigtigste for os er, at andre kan lide os – og det gælder både børn og voksne. Når unge fremstiller sig selv positivt på f.eks. Facebook og YouTube, så hænger det sammen med dette behov for at have en plads i fællesskabet.

Vores indtryk er derfor, at unge gerne vil give det bedst mulige indtryk af dem på de sociale medier. Dette sker bl.a. gennem en redigeret virkelighed, hvor der er fokus på det gode ved den unge, og nogle gange sker der også overdrivelser. For den unge handler det dog også om, at begrænse udbredelsen af de mere negative informationer dem selv. Selvfremstilling handler dermed ikke bare om de billeder og statusopdateringer, man uploader, men også om alt det, man holder for sig selv.

Man kan altså mene – og det er en populær påstand i de her år – at brugere af sociale medier skræddersyr deres digitale førstehåndsindtryk og dermed bidrager til fordrejede idealer. CfDP mener, at der er noget sandt i denne påstand, men vi mener ikke, at fænomenet er nyt. Mennesker, måske især unge, har altid gjort deres bedste for at tage sig godt ud, og de sociale medier er blot endnu en måde at formidle sig selv på.

Er digital mobning et stort problem?

Digital mobning er et stigende fænomen. Den digitale mobning hænger ofte sammen med den mobning der sker i den fysiske verden, hos de unge. Det siger nærmest sig selv, at hvis man bliver holdt udenfor eller rutinemæssigt chikaneret, så kan det afspejles i mange af den unges sociale arenaer. Bliver man mobbet i skolen, kan det evt. også ses i en eller anden udstrækning til fodbold og på de sociale medier.

Hos CfDP er digital mobning et stort fokusområde, hvor vi er meget optaget af, hvad der sker når mobningen bliver digital, og hvordan man kan forhindre det.

Når mobningen bliver digital er der nogle nye aspekter, der er væsentlige at pointere. Man kan nås alle steder, sprogbrugen kan hurtigt eskalere i grovhed, når man ikke ser hinanden i øjnene, og ens sociale netværks-profil kan blive enten en slagmark eller et ødeland, der minder én om, at man er udelukket fra fællesskabet. Derfor er det selvfølgelig vigtigt, at man også tænker de digitale sociale processer ind, når man vil forebygge, opdage, tale om eller stoppe mobning.

Skal vi filtrere, blokere og overvåge de unges mediebrug?

Vi har en generel holdning til at filtrere, blokering og overvågning ikke er med til at hjælpe de unges færden på internettet. Dog er der særlige tilfælde, hvor disse redskaber kan være med til at afhjælpe specifikke problemer, eller ved at afskærme små børns netbrug. Det kan f.eks. være i forbindelse med at mindske risikoen for, at de ved et uheld falder over skræmmende eller upassende indhold. Problematikken ved at afskærme indhold på internettet er at de indstillinger kun er gældende på den pågældende computer. Det vil sige at hvis barnet eller den unge får adgang til en alternativ måde at komme på internettet, så kan det dét.

Kan man blive afhængig eller voldelig af computerspil?

Helt overordnet er vi i CfDP ikke blevet overbevist om nogle af delene. Der findes ellers rigeligt med undersøgelser, der mener at finde en sammenhæng mellem voldelig adfærd og computerspil. I realiteten påviser de fleste undersøgelser, at mange computerspillere har en højere puls, er sværere at chokere og måske leger lidt vildere, efter at de har spillet et oprivende spil.

Vi anbefaler at man følger de samme råd, som i mange år har været aktuelle i relation til voldelige film: Brug det internationale mærkningssystem, lær mere om de spil, du er i tvivl om og snak frem for alt med ungerne om, hvad de oplever i spillene.

Unge og børn har får mange impulser døgnet rundt, også fra de voksnes verden. Tv’et er fyldt med nyheder om krige, og film er fyldt med eksplosioner. Det er gennem legen at unge og børn kan give udtryk for det de oplever. Legen har i de seneste år også rykket sig over på de digitale medier, men det betyder ikke nødvendigvis, at det gør børnene mere voldlige af at dyrke legen der. Om barnet forestille sig volden i sin egen leg eller om den bliver visualiseret gennem et spil har altså ikke den store betydning, barnet har stadig en leg der omhandler vold eller krig. Samtidig vil vi gerne fastslå, at alle børn er forskellige. Et spil kan påvirke et barn på en måde, mens et andet barn kan have en helt anden opfattelse.

Afhængighed er et ord der hænger løst disse dage; i forhold til blandt andet pengespil, sociale netværkstjenester og computerspil. De fleste eksperter mener dog ikke, at man kan være afhængig af så komplekse adfærdsmønstre. Hos CfDP taler vi snarere om usunde vaner. Computerspil er måske ikke farlige i sig selv, men derfor er det stadig skadende, hvis man bruger dem som en nem flugt fra en skoleklasse, man ikke føler sig hjemme i, eller et liv man er utilfreds med. Vi anerkender at der kan være tale om elementer i computerspil, som kan virke vanedannende – dette kan f.eks. være gennem belønninger inde i spillet, men at det er decideret afhængighed der finder er vi ikke enige i.

Hvornår man spiller for meget, eller af de forkerte grunde, kan vi selvfølgelig ikke give et entydigt svar på. Vi anbefaler at sondre mellem sociale spil/spil-mønstre, og de situationer hvor spillene isolerer barnet eller den unge. Hvis der er et problem, kan det være en god idé at lave klare aftaler om hvad, hvornår og hvor meget der må spilles.

Og så skal man huske, at spil kan give fede, sociale oplevelser sammen med venner fra klassen eller andre lande. Oplevelser, hvor man har mulighed for at lære samarbejde, engelsk, historie, hurtige beslutninger og forståelse af komplekse sammenhænge.

Hvad er digital pædagogik?

I CfDP tænker vi digital pædagogik som de overvejelser, man gør sig i forbindelse med børn og unges tilstedeværelse i digitale arenaer. Det vil sige pædagogiske overvejelser omkring kommunikation gennem sociale medier, samt pædagogiske overvejelser om at være en del af et socialt medie.

CfDP driver eksempelvis Cyberhus, der er en rådgivningsplatform på nettet, hvor børn og unge kan chatte kontrolleret med en voksen rådgiver. Her går de pædagogiske overvejelser på, hvordan empati, anerkendelse og konkret vejledning formidles virtuelt og helt uden fysisk nærvær. Samtidigt driver CfDP en fysisk formidlingstjeneste med skolebesøg, hvor vi underviser børn og fagfolk i etisk forsvarlig brug af digitale medier og sætter fokus på begreber som digital dannelse og digital identitet.

CfDP driver eksempelvis Cyberhus, der er en rådgivningsplatform på nettet, hvor børn og unge kan chatte kontrolleret med en voksen rådgiver. Her går de pædagogiske overvejelser på, hvordan empati, anerkendelse og konkret vejledning formidles virtuelt og helt uden fysisk nærvær. Samtidigt driver CfDP en fysisk formidlingstjeneste med skolebesøg, hvor vi underviser børn og fagfolk i etisk forsvarlig brug af digitale medier og sætter fokus på begreber som digital dannelse og digital identitet.

Hvad synes CfDP om aldersproblematikken på de sociale medier?

Fra undersøgelser og egen observans ved vi i CfDP, at danske børn i markant grad har profiler på de sociale medier før de bliver 13 år. En langt overvejende del af de 11-årige har allerede en profil. Nogle endda noget før. Vi mener, at man bør tale med børn om de sociale medier og i det hele taget debattere etik og sikkerhed på det tidspunkt, hvor de begynder at etablere en netkultur på de sociale medier. Vores indgangsspørgsmål til børnene er altid: “Hvad tror I, Facebook synes man skal kunne på Facebook, siden de har valgt en aldersgrænse på 13 år?”. Med dette tænker vi på de sociale kompetencer der forbindes med at kunne omgås på de sociale medier.

Da mange af de sociale medier ikke har en funktion til forældre, så de kan kontrollere hvad barnet foretager sig, så anbefaler vi at man etablere nogle regler med barnet når det kommer på de sociale medier for første gang. Dette kan være f.eks. være at forældreren skal være ven med barnet. Samtidig er det vigtigt at barnet kan føle at det kan komme til forældrene, hvis der sker noget på de sociale medier de ikke kan styre selv. Vi anbefaler også at forældrene sikre sig at barnet har slået de privatindstillinger til, der findes på de sociale medier.