Børn og unge er eksperter i deres eget liv, og de kan bidrage med vigtige indsigter og perspektiver på, hvad det vil sige at være barn og ung i en verden, der er domineret af digitale- og sociale medier. Det er præcis det, som Pernille interesserer sig for og arbejder med hos CfDP. Her er hun en del af oplægstjenesten, hvor hun er ude på bl.a. folkeskoler og holde oplæg for elever fra 2.-9. klasse om digital trivsel og netetik. Hun holder også oplæg for deres forældre og fagpersoner om børn og  unges digitale trivsel. 

Pernille er uddannet bachelor i Uddannelsesvidenskab og kandidat i Pædagogisk Psykologi fra DPU på Aarhus Universitet. Hun har speciale i unges overskridelse af marginalisering, og så har hun flere års erfaring med at rådgive og vejlede børn, unge og voksne. Erfaringen bruger hun aktivt som rådgiver i CfDP’s børne- og ungerådgivning, Cyberhus. 

Tidligere har Pernille arbejdet med digital læring, medier og udviklingen af fremtidens folkeskole. Det bruger hun hos CfDP, når hun er med til at udvikle undervisningsmaterialer som for eksempel “Dit Liv På Nettet”.