Vores rådgivninger har eksisteret siden 2004.

De unge får et frirum

Her kan børn og unge skrive anonymt med både fagprofessionelle og hinanden. Vi har især fokus på børn og unge i sårbare og udsatte positioner, der udnytter anonymiteten og det uforpligtende i chats og online brevkasse til at få hjælp med ting, de ikke ellers tør tale med deres jævnaldrende, forældre, lærere/pædagoger eller fysiske, kommunale rådgivninger om.

Det gør os til en unik arbejdsplads, hvis du ønsker at udvikle dig inden for digital pædagogik og blive dygtig til online rådgivning af sårbare unge. Som frivillig hos os kan du først og fremmest gøre en forskel for mange unge, men du kan også oparbejde en helt unik kompetence indenfor for digital rådgivning, som vil kunne styrke din faglige profil. 

Mål

Vi ønsker at yde unge støtte til at skabe forandringer i deres liv i forhold til de problemstillinger, de henvender sig med. I vores rådgivninger er målet at skabe en tryg, nærværende og fordomsfri ramme, som den unge kan udtrykke sig i, og at støtte den unge til potentielt at nå ét skridt videre i en allerede igangværende proces.

Etik og værdier


Vi mener, at ligeværdige og troværdige relationer er afgørende for at skabe forandring i eget liv. Derfor arbejder vi for at give alle børn og unge mulighed for at give udtryk for egne tanker og følelser i en tryg og tillidsfuld ramme. En ramme, hvor  kompetente rådgivere nysgerrigt reflekterer over problematikker, ressourcer og handlemuligheder, sammen med de rådsøgende børn og unge. 

Vi arbejder ud fra en forståelse af, at de unge gør deres bedste i den konkrete henvendelse. Vi påtager os ansvaret for at møde de unge, hvor de er, og i videst muligt omfang at skabe en positiv relation.

Rådgiverne

CfDPs rådgivninger bemandes primært af frivillige rådgivere med en faglig baggrund indenfor det social-, psykolog- eller sundhedsfaglige område.

De frivilliges indsats understøttes af lønnede koordinatorer, som støtter og sparrer med de frivillige, for at sikre den enkelte frivilliges tryghed og udvikling. Koordinatorerne sikrer kvaliteten i det rådgivende arbejde ved at sikre, at rådgivningen foregår ud fra den ramme og metode, som er vedtaget i CfDP.

Nogle koordinatorer er deltidsansatte, der udelukkende har koordinatorfunktion i chatrådgivningen. Andre er fuldtidsansatte i CfDP, hvilket betyder at de også varetager andre funktioner, i et eller flere af CfDP’s øvrige projekter. 

Alle koordinatorerne er erfarne chatrådgivere, som oprindeligt er startet som frivillige rådgivere, og har derfor tilsvarende faglig baggrund som de frivillige rådgivere. 

Når vi ansætter frivillige rådgivere er det vigtigt for os, at den enkelte, foruden sin faglighed, besidder de rigtige personlige egenskaber. 

Som rådgiver i CfDP’s rådgivninger skal du kunne:

  • sende ”et kram” gennem tastaturet, hvis situationen kræver og/eller tillader det
  • fastholde din nysgerrighed og dit fokus på den enkelte rådgivningsopgave
  • tilsidesætte egne behov for at lykkes som rådgiver
  • trives i uforudsigelighed, da rådgivningen byder på mange forskelligartede henvendelser
  • søge hjælp og sparring, hvis der opstår tvivl.