Digitale fællesskaber over tid

Gruppechatten er et dynamisk og succesfuldt redskab i den eksisterende pædagogiske praksis på Cyberhus.dk. Nu får den sit eget liv i et nyt udviklingsprojekt, støttet af Socialstyrelsen.

Det særlige i dette nye rådgivningstilbud er overførslen af Center for Digital Pædagogiks positive erfaringer med åben digital gruppechat, til digitale gruppeforløb. Tusindvis af unge opsøger årligt de danske digitale rådgivninger, fordi de her kan modtage rådgivning, mens de opretholder en særlig høj grad af anonymitet. Over årene har de digitale rådgivninger udviklet et mere og mere finmasket net af kommunikationsmetoder og -medier, som kan tilgodese forskellige behov hos målgruppen, men der er stadig huller i det relativt unge digitale rådgivningsfelt. I projekt Gruppechat.dk søger vi at udfylde flere af disse huller med en ny rådgivningsform, som er mere relationsorienteret og mindre flygtig end de eksisterende anonyme tilbud.

Kontinuitet

Projekt Gruppechat.dk går i luften i marts 2018, og der vil være plads til 6 unge og to rådgivere i hvert gruppeforløb, som strækker sig over 8-12 digitale sessioner á 2 timer. Grupperne vil være sammensat baseret på både de unges alder, og hvilke udfordringer de oplever, og er rettet mod unge fra hele landet, i alderen 12-25 år. Baseret på vores erfaringer med åben digital gruppechat, forventer vi, at gruppeforløbene for de unge vil virke informationsgivende gennem psykoedukation, støttende gennem udvikling af mestringsstrategier, og identitetsopbyggende gennem spejling og opbyggelse af fællesskab i gruppechatten. Rådgiverne er frivillige som rekrutteres fra social- og sundhedsfaglige uddannelser og erhverv, og de vil løbende modtage faglig udvikling gennem supervision og opkvalificering i det digitale arbejde.


Som frivillig chatrådgiver i Gruppechat.dk får du:

  • Rådgivningserfaring
  • Faglig og personlig udfordring
  • Et spændende socialt og fagligt netværk
  • Faglig opkvalificering og vejledning
  • Indflydelse på det frivillige arbejde
  • Mulighed for at samskabe et nyt online rådgivningsværktøj for unge.

Du skal:

  • være fyldt 24
  • være i gang eller færdig med en uddannelse som enten lærer, pædagog, psykolog eller socialrådgiver eller lign.
  • kunne forpligte dig til at køre mindst 1 forløb af gangen. Et forløb spænder over 10 sessioner á 3 timer.

Som frivillig skal du være indstillet på at møde ind hos os i Århus (Skanderborgvej 156, 8260 Viby J). Kontakt Signe på signe@cfdp.dk for mere information


Sideløbende udvikles en aktiv digital brobygningsmodel mellem det frivillige sociale arbejde og kommunernes professionelle behandlingstilbud. Det handler om, at rådgiveren kan arrangere et digitalt møde på projektets tilhørende platform (en inviteret chat) mellem den unge og en lokal ungerådgiver, således at den unge kan blive fulgt direkte til den “digitale dør” hos kommunen, uafhængigt af om kommunen har et digitalt tilbud.  

Et tæt fællesskab

Projektet er metodisk funderet i psykologiens verden, men vi ønsker også at lade os inspirere af vores erfaring med MitAssist.dk, hvor elementer fra spilverdenen spiller en stor rolle. Det kaldes også gamification, og handler om at bruge elementer fra blandt andet computerspil og spil generelt i andre kontekster.

I projektet vil gamification, i første omgang, blive inddraget i det sprog, som bliver brugt på platformen, f.eks. “gruppemissioner” frem for gruppeforløb, og “solomissioner” frem for hjemmearbejde. Formålet er at skabe et narrativ i rådgivningsuniverset, som både indbyder til leg og opdagelse, og som samtidig implicit fordrer en vis forpligtigelse fra de unge. De skal kunne mærke, at de er vigtige for deres gruppe, og at deres deltagelse har værdi, på samme måde, som når de forpligter sig til et spil Counter Strike eller League of Legends. 

I 2019 håber vi desuden, at projektet kan inddrage endnu flere elementer, herunder små spil på platformen og brug af rollespil, baseret på relevante tematiserede narrativer, i rådgivningskonteksten.

Klik her for at læse mere om den almindelige gruppechat på Cyberhus 

Hvis du ønsker at vide mere om gruppechatten eller om projekt Gruppechat.dk, så kan du kontakte Signe Sandfeld Hansen på signe@cfdp.dk

Skriv ny kommentar

CfDPs Nyhedsbrev

Du vil løbende blive opdateret omkring de unges digitale liv, cirka hveranden måned.