Hvad mon der sker, når chatten slutter?

Hvem ved, hvad der sker, når døren til det virtuelle rum lukkes?
Når jeg sætter mig foran skærmen som rådgiver, er det altid med en intention om at få skabt et trygt og tillidsfuldt rum, der kan give den pågældende unge mod og lyst til at åbne op. Åbne op for det, der måske aldrig er blevet sagt højt og give slip på de følelser, der kan sidde i maven som en stor knude. Det er også med et håb om, at min rådgivning ikke blot forbliver ord på en skærm, der forsvinder igen, når chatten afsluttes. Men hvem ved, hvad der sker, når døren til det virtuelle rum lukkes?

Bare mine arme kunne række ud igennem skærmen
Uvidenheden om, hvad der sker, når chatten afsluttes og accepten af ikke at kunne følge op på, hvordan det går med en pågældende ung, er et vilkår i chatrådgivningen, jeg efterhånden har forenet mig med. Sådan da. Efter godt 1 ½ år som chatrådgiver er der mange unge, der i tidens løb har sat spor og taget pusten fra mig med deres fortællinger på en måde, der ofte har fået mig til at ønske, at jeg kunne række mine arme igennem skærmen og tage den unge væk fra en virkelighed, der kan synes helt ubegribelig. Selv om jeg efterhånden har vænnet mig til, at omsorg og tryghed kan og skal skabes igennem sproget, er der også dage, hvor jeg bare ikke føler, at det er nok. Jeg vil ud af cyberspace og møde den unge IRL:

Chatten er første gang en hemmelighed bliver fortalt
En 14-årig pige logger på chatten en fredag eftermiddag. Hun er ny i Cyberhus og lidt forsigtig i starten, men får lidt efter lidt fortalt, at hun bliver misbrugt af sin far, som hun bor alene med. Det er første gang, hun fortæller ’deres hemmelighed’ til nogen, så udgangspunktet er, at vi ’bare’ snakker. Selv om jeg er ved at være ’gammel i gårde’, er det første gang, jeg møder en ung, der er blevet udsat for seksuelt overgreb – og hendes historie gør virkelig indtryk. Jeg bliver hurtigt fyldt op af en inderlig trang til at overskride regler om anonymitet og tage direkte hjem til pigen og få hende væk fra sin far. Jeg bider det selvfølgelig i mig og forsøger at skabe et trygt og tillidsfuldt rum i håb om, at hun får lyst til at komme igen og måske på et tidspunkt bliver klar til at handle. Jeg er nødt til at respektere, at hun med stor sandsynlighed stadig holder af sin far, selv om han gør hende ondt.

Med bankende hjerte og svedige hænder – der skal handles 
Chatten tager imidlertid pludselig en drejning, da hun fortæller, at overgrebene sker stort set hver dag, og at faren ofte inviterer sine venner over om aftenen, hvor de drikker sig fulde og ’gør ting’ ved hende. Den lønnede pædagogiske medarbejder, der er koordinator denne fredag, har fulgt med undervejs, og sammen vurderer vi, at det ikke længere er nok blot at tale med pigen om, hvordan hun har det, da hun kan være i livsfare. Der skal handles. De næste tre kvarter føles som en evighed. Jeg sidder med bankende hjerte og svedige hænder, imens den unge pige ringer op til sin lærer og fortæller, hvad der sker derhjemme. Jeg forsøger at berolige hende, imens vi venter på, at læreren skal komme og hente hende, og sidder med en voksende frygt for, at faren skal komme hjem inden. Tiden synes uendelig, og jeg kan ikke gøre andet end at håbe på, at læreren rent faktisk dukker op, og at pigens far har rørt ved hende for sidste gang. Jeg har ikke lyst til at give slip, men er nødt til at lade hende afslutte chatten, så hun kan komme væk fra huset. Jeg roser hende for hendes mod, og fortæller hende, at hun gør det rigtige. Og så er hun væk…

Det giver sgu mening!
Jeg sidder tilbage med en følelse af at have forladt biografen lige midt i filmens klimaks uden at vide, om den nu også ender lykkeligt. Uforløst og samtidig fyldt op af en følelse af meningsfuldhed. Jeg får nok aldrig at vide, om læreren dukkede op, og om den 14-årige pige kom væk fra sin far, men jeg ved, at jeg fik skabt et rum, der gav hende mod til at åbne op og tage de første skridt på vej til et bedre liv. Og det giver sgu mening!

…..

Vi ville selvfølgelig gerne kunne kreditere vores chatrådgiver for dette gode indlæg, men i vores rådgivning er det afgørende, at ikke kun de unge men også rådgiverne er anonyme. Rådgiver-anonymiteten er til for at sikre, at den enkelte unge ikke får et afhængighedsforhold til en rådgiver, da vi aldrig vil kunne imødekomme afhængigheden i praksis.

]]>