Emil Ludvigsen

Fagkonsulent med speciale i gaming og online fællesskaber Mere om Emil

Børn og unge risikerer at komme i besiddelse af hælervarer, hvis de ikke passer på, og det er vigtigt at vide noget om, fordi man kan straffes, selvom man ikke har haft en intention om at begå bedrageri. I fagsprog kalder man de mennesker “muldyr”, der udnyttes af en gerningsperson til at flytte enten varer eller penge, der er opnået på ulovlig vis, og der er nogle ting, du kan holde øje med for at mindske risikoen for, at børn og unge omkring dig kommer i klemme. Især børn og unge, der bruger sociale medier i forvejen og er vant til hyppige overførsler via MobilePay kan risikere at komme i problemer.

Hvad siger loven?

Som sagt kan man risikere at blive straffet som ung, fordi man bare ikke har været påpasselig nok, idet politiet kun skal bevise, “at muldyret har haft en formodning om, at udbyttet kunne være relateret til kriminalitet, og dermed har udvist en inkriminerende risikovillighed i forhold
til transaktionen”. Hvis en ung bliver kontaktet med en forespørgsel om at hæve 3.500kr i kontanter og aflevere dem, men de modtager 3.000kr via MobilePay for tjenesten, kan det altså vurderes, at de har udvist en for høj risikovillighed og burde have gennemskuet, at der var tale om en kriminel handling.

Uden muldyr er det særdeles vanskeligt at gennemføre flere former for it-relateret økonomisk kriminalitet uden at efterlade inkriminerende spor.

– Nationalt Center for IT-kriminalitet

Det er selvfølgelig de færreste, der tilfældigt bliver udvalgt af kriminelle til at indgå i disse kriminelle handler, men hvis man er en ung, der ofte indgår i handler med designertøj på Facebook eller skins i computerspil, eller hvis man i forvejen har mange transaktioner ud og ind af sin konto, der ville gøre det mindre mistænkeligt, kan man altså være på nogle kriminelles radar. At tage snakken med de unge kan dermed mindske antallet af unge, der bliver straffet som muldyr, samtidig med at det gør det mere besværligt for de kriminelle bagmænd at foretage hvidvask og videresalg af hælervarer.

Så hvordan undgår man det?

Der er nogle ting, du som fagperson eller forælder kan minde om, så børn og unge er bedre forberedt på at være kritiske, hvis de en dag bliver kontaktet med henblik på at tage del i hæleri eller hvidvask. Med bare enkelte råd kan man stoppe en stor del af disse sager:

  • Unge bør ikke sige ja til at hæve penge for fremmede
  • Unge bør ikke sende penge til konti eller MobilePay-numre, de ikke kender
  • Unge bør være kritiske, hvis de får tilbudt gode penge for en meget lille tjeneste
  • Unge bør ikke tilbyde at sælge varer videre uden kvittering

At beskytte sig selv imod at blive et såkaldt “uforvarende muldyr” handler altså grundlæggende om at være kritisk og stoppe op, inden man siger ja til at hjælpe, selvom intentionen kan være at hjælpe andre eller at tjene nogle hurtige og smarte penge.

Hvis jeg vidste, at det kunne ende på min straffeattest, havde jeg aldrig nogensinde hævet penge for mennesker, jeg ikke engang kender.

Kilde: dkr.dk/muldyr

– Louis, 18 årig gymnasieelev

Læs mere i politiets eget oplysningsmateriale

Nationalt Center for IT-kriminalitet har lavet et godt materiale, man kan bruge i arbejdet med unge, der måske har været muldyr, eller som er risiko for at blive det. Materialet kan findes via dette link og indeholder blandt andet vejledninger til, hvordan både 1:1- og gruppesamtaler om emnet kan faciliteres.

Hvad synes du om vores artikel?

Hvis du vil sætte et par ord på din tilbagemelding, vil det hjælpe os rigtig meget, til at kunne forbedre vores indhold.