SIKKER INTERNET DAG. I år sætter over 170 deltagende lande fokus på ansvarlige og positive brug af sociale og digitale medier under sloganet ’Together for a better Internet’.

Center for Digital Pædagogik og Medierådet for Børn og Unge har taget tanken om samarbejde til sig, og vi har derfor slået os sammen med et ungepanel, der består af en 8. klasse fra Egebjergskolen i Horsens for at markere den 19. Sikker Internet Dag den 8. februar.

Sammen har vi udviklet en lettilgængelig aktivitet til klasselokalet, der blandt andet består af to videoer, og en ønskeliste til forældre, hvor klassens unge forklarer, hvad der skal til for at skabe den bedste dialog om livet online.

– Børn og unge skal ikke være overladt til sig selv med alle de op- og nedture, der kan forekomme, når de er online. Og vi skal huske på, at de fleste unge gerne vil snakke med deres forældre. Vi opfordrer derfor voksne til at vise oprigtig interesse for børn og unges digitale liv. Med denne aktivitet håber vi, at både børn, unge og forældre bliver inspireret til at tage den gode snak præget af gensidig forståelse, siger Stine Liv Johansen, formand for Medierådet.

De unge har spillet en stor rolle i udviklingen af aktiviteten, som vi kalder ‘Drop forhøret – men spørg gerne!’

Materialet har til formål at skabe en gensidig forståelse mellem, hvad unge og voksne hver især tænker om at færdes online. Videoerne skal også give anledning til dialog, så vi kan mindske den digitale generationskløft.

– I arbejdet med ungepanelet i Horsens mødte vi ret hurtigt tydelige holdninger til forældrenes måde at spørge teenagerne ind til onlinelivet på. Mange oplevede, at interesse mere blev til snagen, og flere kunne berette om forældre, der selv delte billeder uden at få samtykke. Samtidig var de unge godt klar over, at de også selv kunne blive bedre til at fortælle forældrene om livet i de digitale fællesskaber, siger seniorrådgiver hos Center for Digital Pædagogik Jonas Ravn om valget af årets tema.

Du kan tilgå ‘Drop forhøret – men spørg gerne!’ her.

Skal vi løfte internettet til et bedre sted sammen, er det vigtigt, at vi får så mange med på vognen som muligt. Vi håber, at du også vil gøre en indsats i at sikre en bedre dialog om at færdes online mellem unge og voksne. Brug de simple aktiviteter, og giv børn og voksne noget at tænke over.

Fakta om Sikker Internet Dag

Sikker Internet Dag er dedikeret til at stille skarpt på internettet som et sikkert, kreativt og oplysende sted at være for børn og unge. Dagen markeres i dag i mere end 170 lande og er blevet fejret siden 2004.

Hvad synes du om vores artikel?

Hvis du vil sætte et par ord på din tilbagemelding, vil det hjælpe os rigtig meget, til at kunne forbedre vores indhold.