Mobilen er lige ved hånden, men kan være svær at se…

På vores Mobiler Mod Mobning-workshops, hvor 6-9 kl. elever laver små kampagne-spots mod digital mobning, har jeg et par gange oplevet noget overraskende. Ungerne ved ikke hvordan man bruger en mobiltelefon!

Når man skal lave en film, skal det være konkret – der skal filmes noget, og man skal vide hvad det noget er. Men spørger man “hvordan sender man en sms?”, når sådan en scene skal med i filmen, så kan man nemt blive mødt af spørgende øjne – og måske en mistanke om, hvorvidt man er lidt dum. For selvfølgelig kan de såkaldt “digitale indfødte” sagtens bruge mobilen; faktisk tror jeg, at de er for dygtige til det. Hvorfor skulle man tænke over detaljerne omkring brugen, før netop detaljerne skal bruges til en film? Selvfølgelig tager man mobilen op af lommen, tænder, finder sms-menuen, osv. Man ser det bare aldrig selv. Filosofer som mig møder første gang fænomenet når vi præsenteres for Heidegger’s hammer; når man bruger en hammer, så tænker man ikke mere over hammeren som en ting, eller over de små detaljer der er i brugen. Man mærker dens vægt som del af en arm, man styrer med den finger der ligger bedst for (hvilken én er det lige? – tænk over det næste gang, du bliver måske overrasket!), osv. Redskabet holder op med at være en ting, og er bare en del af vores aktivitet. Det kan man så lade filosoferne diskutere rigtigheden af, men det er omtrent det der menes, når vi til dagligt anerkender at “mobilerne er en del af de unges hverdag”.

Psykologen Maslow sagde engang, at hvis det eneste redskab man har er en hammer, begynder alt at ligne et søm. At arrangere afhentning fra fodbold? Et problem der så afgjort kan løses med en mobil, i sidste øjeblik, enda! Finde vej til Esbjerg? Mobilen igen! Hvad sådanne tanke-eksperimenter, og oplevelser ude blandt de unge, peger på, er hvor radikalt vi skal tænke den forskel redskaberne gør. Det er ikke kun når fingrene rammer tasterne, eller i spørgsmålet om hvad dimsen kan teknisk, at vi får svar på hvad en mobil er for de unge. Mobilen er alle de ting man pludseligt kan, den er alle de ting man tænker anderledes når man har den i lommen, den er alt det man gør automatisk på grund af den. Det er der intet galt i; som sagt har vores redskaber altid påvirket og ændret os – og nutidens unge kommer nok ikke til at lide overlast, hvis de aldrig skriver en aftale ned på hånden, eller køber et kort på en tankstation. Men tænker man ikke efter, kommer nogle beslutninger næsten til at blive taget uden os. Hvem besluttede at vi skulle bruge penge på biler, frem for toge og busser? Hvem besluttede at det er OK ikke at lave aftaler med børnene i sidste øjeblik? Hvordan reagerer man som pædagog, når ungerne har mor med i lommen, og kan ændre aftaler på et splitsekund?

På vores Mobiler Mod Mobning workshops og skolebesøg taler vi ofte om hvor nemt det er blevet at sms’e grimt tilbage, at putte en smiley som kommentar til en Facebook besked der ikke er sjov for modtageren, osv. Det kan være en god øvelse at tænke over redskabet; hvad det gør nemt, og hvad man pludselig selv gør automatisk. Men det bør ikke kun være en øvelse for børnene – det er os voksne der har ansvaret når vi udvikler, udleverer og tillader alle de små dimser som vokser dybt ind i ungerne og deres hverdag.

Det er en ny slags børn, med helt nye evner, vi har i dagens Danmark; og det rejser en masse spændende spørgsmål som vi her i Center for Digital Pædagogik vil vende, diskutere, dele erfaring og hjælpe med. Fremtiden bliver vild – jeg glæder mig til at være med!

]]>