Hvorfor deler man børneporno?

Handling og konsekvens

I denne uge faldt de første domme i de mange sigtelser – henholdsvis 30 og 40 dages betinget fængsel lød straffen på for to af de mange unge, som over de næste måneder får turen gennem retslokalet. Diskussionen om hvorvidt de 4-5 uger er for meget, for lidt eller forkert bølger frem og tilbage. I vores hverdag møder vi flest unge, som synes, at de (betingede) fængselsstraffe er rimelige, hvorimod en større del af forældrene synes, at det er i overkanten. Det er svært at komme med et sort/hvidt svar på, hvilken strafferamme der er optimal, men de aktuelle straffe ligger absolut i den højere ende af, hvad vi tidligere har set i lignende sager.

Vi har i de sociale efterveer fra Operation Umbrella brugt mange timer og meget spalteplads på at diskutere, hvad der er sket. Vi har i samme periode brugt forsvindende lidt energi på at diskutere, hvorfor det er sket.
Vi har en unik sag i Danmark. En kriminalretslig situation, hvor et (også på internationalt plan) uhørt antal unge mennesker, flere endnu ikke fyldt 18 år, er anklaget efter straffelovens §235 – besiddelse og distribution af børnepornografisk materiale. Det  er – i mangel af bedre ord – en fantastisk mulighed for at kradse lidt i overfladen på Generation Z og dens forbrug af sociale medier og de deraf etiske og moralske efterdønninger.

Porno!

Videoen i den pågældende sag – ofte kaldet Nordsjællands Videoen – er påfaldende grov. Det er ikke lækkert. Det er ikke sexet.
Den situation, som udspiller sig i videoen, er ikke et samleje, som er blevet filmet. Det er et overgreb.
Det leder os til én af to konklusioner; enten har (mindst) 1.004 unge i Danmark et aldeles forrået syn på seksualitet og krop, eller også er videoen ikke blevet delt pga. dens seksuelle indhold, men fordi chok-værdien er så høj.
Når en video som den i sagen bliver delt med en steppebrands-lignende hastighed, er det farligt at misforstå delernes motiv. Jeg tror, at vi som fagpersoner gør os selv en bjørnetjeneste ved at hæfte os ved pornografien i §235’s ordlyd og ikke kigge videre.

“Årh hvad?!”

En stor del af teenage-livet er at afsøge grænser. På godt og ondt er man usårlig, og man vil finde ud af, hvorfra ens verden gror, og hvordan den egentlig skal vende. Man tager alt ind, slynger desto mere ud og tænker sjældent over konsekvenserne for både sig selv og andre. Når en video som denne kan fange så stor interesse så hurtigt, så handler det i høj grad om, at den vækker nogle følelser og stemninger i seeren. Chok, afsky og væmmelse snarere end opstemthed. Den er i høj grad et ekstrem, som man kan bruge til at understrege en misforstået voksenhed eller sejhed, og som man i et øjebliks seksualitetsforvirring tror er værd at dele.

Jeg holdte sidste år et oplæg i et 10. klasses-center, hvor vi blandt andet snakkede om nogle af de nøgenbilled-sager, der havde været. Vi snakkede om paragraffer, skyld og ansvar i en livlig debat, lige indtil klassens Karl Smart hev telefonen op af lommen, afspillede den pågældende video og kæphøjt spurgte, om “Det her så er børneporno?”. De obligatoriske lakaj-tumper skulderklappede og overgangs-stemme-fniste, imens jeg, ikke specielt venligt men dog bestemt, måtte medgive, at det var det ganske rigtigt, og at hvis han ikke “slettede videoen omgående og gav klassen en undskyldning” ville jeg tage en snak med inspektøren. Øjensynligt havde jeg hverken farvekridt eller staveplader nok med, til at forklare forseelsens alvor for knægten, for resultatet blev, at han forlod oplægget. Det var heldigvis et godt oplæg med debat og nuancer med de 27 tilbageværende elever.
Men den vigtigste lektie jeg tog med mig fra den situation var ikke, at jeg skal huske farvekridt og papskilte – det var, hvorfor han delte den. Videoen blev i det øjeblik og den situation vist fuldstændig usexet, men med en stor forventning om forargelse. Det lykkedes, og tumpen med videoen vandt på sin egen brovtende facon vores lille konfrontation.

Teenager – på godt og ondt

De andre unge som vi har kunnet snakke åbent med om videoen – til blandt andet foredrag og workshops – har medgivet at være nysgerrige på videoen. Ikke fordi de synes, den lyder fræk eller sexet, men fordi alle snakker om den og “fordi den lyder til at være så meget… for meget!”, som en ung 9. klasses elev på en efterskole sagde for nylig.

Vi har ikke en generation af små perver løbende frit rundt i Danmark. Hverken Instagram, Facebook eller Snapchat-filtrene har smadret deres seksualitet og kønsfokus. Til gengæld har de sociale medier og de vidt udbredte fiber-forbindelser gjort det nemt at være nysgerrig, også på morbide og vulgære ting. Når man som teenager hører om sådan en video, bliver man nysgerrig “for alle de seje drenge og piger i klassen har sikkert set den”. Der opstår lynhurtigt flertalsmisforståelser om, hvad videoen kan og er, og man vil ikke være den eneste i verden, som ikke har set den.
Så man ser den. Måske man deler den. Måske man bare nøjes med at sige, man har set den. Men man forholder sig til den. Og det er, desværre, ret normalt.
Kombineres teenage-generationens grænsesøgende adfærd med den åbenlyse trang til at passe ind og ikke være alt for mærkelig, så skaber den megen omtale pga. den usædvanligt grove karakter, et desto større behov for at se videoen. Det handler ikke om, at se et overdrevet og groft samleje – det er der læssevis af på de mest befærdede pornohjemmesider – det handler om nøjagtig dén video med nøjagtig dén pige, med nøjagtig dén medieomtale, netop fordi dén video er så forkert og så forbudt.

2Girls1Cup

Da jeg gik i 9. klasse, flokkedes vi allesammen om en helt bestemt hjemmeside, der hed Rotten.com. Hjemmesiden havde ikke noget med pelsklædte kloakdyr at gøre, men var arnested for alle de ting, som var for rodne til resten af internettet. Der gik sport i at være den næsten-mand, som kunne finde de klammeste videoer af mord, ulykker eller selvmord. Det skulle selvfølgelig dokumenteres ved at vise klippene til de andre næsten-mænd i klassen, som selvfølgelig skulle tage hele videoen ind uden at fortrække en mine. Det var man jo for smart til. Da MSN Messenger og Kazaa var blevet faste bestanddele, gjaldt det tiere om at sende klippene til hinanden. Alt fra machete-drab, tog-ulykker og 2Girls1Cup blev delt med smileys, superlativer og det, der var værre.
Det var dumt. Det var vi også. Vi var teenagere – det er ikke en undskyldning, men måske en forklaring.
Vi taler ind i en generation, som har fuld fart på og ingen styrthjelm. Som teenager er man udødelig og nærmest biologisk forpligtet på at gøre dumme ting – oftest går disse ting heldigvis kun udover en selv, som når man i festligt lag “sagtens kan drikke alle de shots der”. Nogle gange går de ud over andre – som når man i et øjebliks opmærksomhedstrang “sagtens kan skaffe den video der”.
De unge mennesker, som har efterspurgt og delt videoen, har ikke været i tvivl om, hvad det var. Vi skal ikke gøre dem dummere, end de er. Men de har ikke efterspurgt eller delt videoen, fordi de har manglet porno på nettet – der er rigeligt, i både virtual reality, surround sound og full hd – men netop fordi videoen ikke er porno, eller endda seksuel. De har delt videoen, fordi den forarger, fordi den er forkert og forbudt.
Som fagpersoner og forældre omkring den her generation af unge, bliver vi nødt til at anerkende, at der på nettet findes alt. Alt det bedste i verden og alt det værste. Det er der, hvadenten vi vil det eller ej. Vi bliver nødt til at være klædt på til at tage snakken om, at der måske nok findes nogle ting, som ligger langt væk fra vores normale grænser, men at det bare fordi det er digitalt eller virtuelt ikke nødvendigvis er ufarligt for hverken os selv eller andre.
Digitale overgreb er også overgreb. Vi lever i en digital hverdag – seksualiteten er blevet digital, og det er overgrebene desværre også. Vi skal være klædt på til at navigere i snakken om, hvad der findes, hvorfor det er spændende, hvad det kan, og hvordan man som nysgerrig teenager håndterer det. -Ellers ender vi med at spille argumentatorisk fallit overfor en 10. klasses dumsmart pseudo-alpha-han, som lykkes med at forarge os…]]>