Frihed under ansvar, ikke censur
Vores ungereporter Michael Kaas Christensen har rapporteret i film og tekst fra den åbne høring om internetcensur i Europahuset, der fandt sted torsdag 14. november. Politikere, interessenter og presse samt Facebook og Google mødte op til debat, mens Apple valgte at blive hjemme.
Som man kan se i reportagen er der dårligt nok enighed om, hvad der udgør censur. Kan det kun være censur hvis en stat udfører den ved lov? Eller kan en platform der kontrollerer sine brugeres adfærd også udføre censur? Hvad hvis det er brugerne der anmelder hinanden? Definitionen af censur, og det som gør det mildest talt problematisk ud fra en demokratisk vinkel, er at man på forhånd udelukker bestemte mennesker, ytringer, holdninger eller former. Som når Google bestemmer hvilke sider du ser og hvor højt oppe i resultat-listen de står, når Apple bestemmer hvilke programmer du overhovedet må have på din telefon, eller når Facebook i kraft af deres regler bestemmer at billeder af nøgenbadere ryger ned ved første klage – mens de retoucherede bikinimodeller bliver hængende. Lisbeth Knudsen, chefredaktør på Berlingske, er heller ikke i tvivl: “Facebook har beføjelse til at fratage folk muligheden for at deltage i den demokratiske debat. Vi må foretage selvcensur som mediehus! Kan I høre, hvordan det lyder?”
Debatten i Danmark er ikke længere blot et produkt af vores jura, fælles normer og individuelle udtalelser – men i mindst lige så høj grad af hvad der er i internationale firmaers juridiske, PR-mæssige og økonomiske interesse. Det er måske nemmere at se problemet når det er en stat der udfører censuren, imod vores normer – som når Pakistans teleudbydere på statens ordre sletter SMSer med frække ord. Men Peter Øvig Knudsen bliver her i Danmark afholdt fra at præsentere et alternativ til retoucherede modeller lige så effektivt som dem der følger “normalen” for afbillede kvindekroppe. Forsiden på bog om hippietidens frisind er forbudt på Facebook, og Apple slet ikke vil have den på sin platform for e-bøger. Men bliver det ikke også til kontrol og måske censur, hvis staten skal bestemme over private firmaerne platforme?
En gammel løsning til et nyt problem?
Faktisk har vi allerede, både herhjemme og i udlandet, fundet i hvert fald én mulig løsning på problemet. Da vores postvæsen og første teleselskab startede som monopoler, var det under en forståelse af, at de ikke havde ansvar for hvad der blev sendt ad deres kanaler, men at de heller ikke måtte censurere på indhold, afsender eller modtager. Selv om monopolerne er brudt, gælder disse regler stadig – i USA kaldes det at have “common carrier status”, og store dele af vores internationale samfund fungerer netop i kraft af sådanne ordninger: internet-udbydere, fragt, offentlige transportmidler, postvæsnet, osv. (Selvom løsningen i disse tider er under angreb når vi kræver at tele-udbyderne stopper adgangen til bestemte sider, eller når nogle lande tillader dem at skrue ned for hastigheden når du bruger programmer der konkurrerer med dem, såsom Skype).
Facebook, Apple, Google og mange andre tjenester (Paypal, for eksempel) har dog fået en anden aftale fra starten: De er ikke ansvarlige for det indhold deres brugere sender (i hvert fald ikke hvis de samarbejder med myndighederne efter en anmeldelse), men samtidig må de gerne censurere, smide brugere af deres services og generelt gøre som der passer dem. Al friheden, intet af ansvaret.
Hvad kan vi gøre?
Måske er problemet at politikerne ikke mener de har nogle sanktionsmuligheder: Det ville måske være endnu mere problematisk ud fra en censur-anskuelse at forbyde brugen af Facebook hvis de brød vores regler – for ikke at tale om hvor svært det ville være. Ikke desto mindre står vi tilbage som fagpersoner og forældre for en række børn og unge der kommunikerer i stadig stigende grad via nettet – og derfor er mere og mere censurerede og styrede i hvad de må skrive og ser (for ikke at tale om hvor overvågede de er). Børn og unge i Pakistan har endegyldigt fået frataget muligheden for at lave visse fejl på SMS, og dermed chancen for at lære noget af disse fejltagelser. I CfDP er vi store tilhængere af, at børn og unge kommer tidligt igang på net og mobil – så tidligt at fars og mors, læreres og pædagogers råd, irettesættelser og støtte stadig har stor vægt. Det handler ikke om at stoppe ethvert fejltrin før det sker, men netop om at være parat til at gribe barnet eller den unge når de har sendt eller modtaget den problematisk besked, billedet eller linket. Men med censur fratager man desværre både børn, unge og voksne ansvaret for deres udtalelser, ved at fjerne dem før de får konsekvenser.
Som vi hører i rapportagen ønsker unge faktisk et sted at henvende sig personligt, når der er problemer – ikke en anmelderknap. Og som Michael så rigtigt skriver skal vi tale pænt på nettet – men det skal læres under frihed, ikke tvinges ved teknisk anordning. Og det skal slet ikke være den laveste fællesnævner der bestemmer hvad der er en fejltagelse; kondom er et forbudt ord i Pakistan, et billede af nøgenbadere forbudt på Apple og Facebooks platforme. Hvad skal danske børn og unge have lov til at sige til hinanden?
Det behøver ikke være på denne måde; der er ingen grund til at andre skal bestemme over hvad man vil dele på internettet eller hvilke programmer man må bruge. Men så længe det er giganternes løsninger vi bruger, må vi træne os selv og ikke mindst børn og unge i at forstå den censur der sker. Hvem bestemmer hvad du ser på Google? Hvem af dine venner der dukker op i din nyhedsstrøm på Facebook? Hvad kan du med din telefon, gennem Apple og Googles App stores?
Hvem gav dig lov til at læse denne artikel?
Skrevet af tidl. medarbejder Kristian Lund
]]>
Hvis du vil sætte et par ord på din feedback, vil det hjælpe os rigtig meget til at forbedre vores indhold.