Er de danske børn og unge digitale junkier?

Kan et stort mobilforbrug sidestilles med afhængighed?

Når jeg er ude og holde oplæg for forældre, sidder der som regel en del, som er meget bekymret, og ønsker svar på, om børnene bliver afhængige af at bruge meget tid bag en skærm, og i så fald hvilke tiltag der skal til for at afhjælpe denne afhængighed. Og jeg forstår godt, at de stiller de spørgsmål. For så snart man kommer ud på en folkeskole, hvor eleverne har frikvarter, sidder størstedelen af de ældre elever med ansigtet begravet i en skærm. Mange snakker ikke sammen, og hvis mobilen skal pakkes væk til undervisningen, er lommen det længste den ryger væk, så man altid kan mærke, om man får en besked eller notifikation. For tænk hvis der er nogen, der skriver om noget vigtigt, så skal man jo være klar til at svare med det samme. Eller hvis børnene skal på ferie, hvor der ikke er sikret WIFI, bliver koden til SnapChat givet til en ven eller veninde, så man ikke mister sine streaks. Mange unge tilbringer ikke fysisk tid sammen efter skole. I stedet bruger de fleste børn og unge et sted mellem 3-4 timer bag en skærm dagligt. Et højt timetal ifølge mange af de forældre, jeg møder rundt om i landet. Det er derfor forståeligt, at der er rigtig mange forældre og fagpersoner, som er meget bekymret for vores børn og unges adfærd. Og meget tyder på, at mange unge også i stigende grad er meget opmærksomme på, at deres skærmforbrug har taget overhånd. I hvert mener 67 % af gymnasiepiger i en undersøgelse fra 2017, at de bruger mobilen for meget.
Men! Der er en meget stor forskel på, at man bruger mobilen for meget til, at man rent faktisk er decideret afhængig. Afhængighed er en diagnose, og i følge WHO’s definition, er der først tale om afhængighed, når man bl.a. forsømmer andre livsaktiviteter, såsom skole, arbejde, fritidsaktiviteter eller ens sociale relationer til fordel for det, man er afhængig af. Og det er meget få, hvor brugen af mobiler, tablets mv. fører så vidt. Forskning i computerspil viser, at det kun er ca. 3 % af gamere, der udvikler noget, der minder om afhængighed. Når det kommer til, om man kan sammenligne teknologibrug med brug af narkotika som kokain eller methamfetamin i forhold til, om det aktiverer samme nydelsesprodesser i hjernen, såsom dopaminudløsning, er resultaterne ret tankevækkende. Forskning viser, at det udløser 50-100 % mere dopamin at spille computerspil end ved andre normalt sjove aktiviteter. Hertil viser andet forskning, at det udløser 1.200 % mere dopamin ved methamfetamin . For at bruge adjunk Andreas Lieberoths ord: “Det svarer til at sammenligne en skovsø med Vesterhavet”. Derfor kan man argumentere for, at brugen af termen ”afhængighed” og ”digital junkie” er en anelse misvisende betegnelser at bruge, når man har et stort skærmforbrug.

Vi skal ikke acceptere fraværende børn og unge

Selvom det er de færreste børn og unge, der rent faktisk udviser sygelig adfærd, når det kommer til deres skærmbrug, så må man selvfølgelig anerkende, at det er en udfordring, at så mange forældre og fagpersoner beskriver børn og unge, der ikke kan være nærværende i det fysiske rum uden også altid at være til stede i et digitalt rum. Og det er meget problematisk, at mange unge føler sig så presset til altid at være på, at de oplever det som stressende. Det er alvorlige udfordringer, vi skal løse. Men måden at gøre det på tvivler jeg på, at vi finder ved at sygeliggøre en hel generation ud fra adfærd, der på mange måder er helt menneskeligt. Når unge føler, at de skal have mobilen tæt på, er det ikke mobilen i sig selv, men det er forbindelsen til omverdenen, de gerne vil have tæt på. Når børnene oplever, at streaks er noget af det vigtigste i verden, hænger det sammen med, at hver streak er en bekræftelse på, at andre vil bruge tid på en. Er det sygeligt? Det mener jeg ikke. Jeg er af den overbevisning, at det er naturlige, menneskelige behov. Men selvfølgelig kan forbruget tage overhånd, og vi har alle et ansvar for at hjælpe børn og unge med at finde den rette balance. Det er vigtigt, at børn og unge lærer, at man ikke behøver altid at være tilgængelig alle tider af døgnet. At det er vigtigt at kunne fordybe sig i noget uden ens mobil afbryder. At man ikke tager sin mobil unødigt frem, når har en samtale med nogen. Vi må og skal ikke acceptere, at nogle børn og unge bruger digitale medier helt ukritisk og uhæmmet, og som ikke kan være nærværende i et fysisk rum uden også at skulle være tilgængelig i det digitale rum.

Mobilbrug er et symptom på noget andet

Men hvordan hjælper vi så børn og unge med at finde den rette balance? Jeg vil ikke påstå, at jeg ligger inde med den gyldne løsning til udfordringen med børn og unges – til tider – overforbrug af digitale medier. For jeg ved, at det kan være svært at finde en universel løsning, der passer til alle, fordi børn og unge er forskellige. Men hvis man er bekymret for, om ens barn bruger for meget tid bag skærmen, så prøv at kig bag om forbruget. Sidder dit barn ofte og tjekker Instagram, fordi han eller hun venter på at få likes på et billede og vil være sikker på, at der kommer nok, så det ikke skal tages ned igen, fordi det vil være for pinligt, hvis det ikke har fået nok? Eller er det fordi han eller hun føler, at det er nødvendigt at være opdateret på alt der sker, fordi der ellers er en risiko for at gå glip af noget? Det kan også være, at dit barn absolut skal game hver dag. Kan det have noget at gøre med de venner, han eller hun mødes med online? Eller er dit barn dagligt optaget af at sende snaps, fordi han eller hun er bange for at miste sine streaks, hvilket kan medføre, at en ven bliver sur, hvis det sker? Eller er det mon fordi, at SnapChat er en nem måde komme helt tæt på hinandens liv? Vi bliver nødt til at være nysgerrige og spørge ind til, hvad det er der gør, at børn og unge er så optaget af det, der foregår på mobilen. For det er ikke mobilen i sig selv, der fører til et overforbrug. Det er alt det, den giver adgang til – fx fællesskaber og bekræftelse. Og det bliver bare en del nemmere at have konstruktive samtaler om mobilforbruget, hvis børnene i forvejen føler sig mødt og forstået.
For vi skal snakke med vores børn om deres skærmforbrug. Og det er helt okay at have regler eller retningslinjer om skærmbruget. Men mange kan nok godt nikke genkendende til, at det til tider kan være en daglig kamp at få børnene til at overholde reglerne. Det kan dog være lettere for dem at overholde reglerne, hvis de selv har været med til at lave dem, og været med til at finde på de konsekvenser, der skal være, hvis man ikke overholder reglerne. Og her er det selvfølgelig selvsagt, at reglerne gælder for alle familiemedlemmer. For vi voksne må erkende og acceptere, at vi er rollemodeller for vores børn. De spejler sig i os, og derfor er det også nødvendigt, at vi kigger på vores eget forbrug, før vi peger fingre af børnene.
Og endelig, ligesom med så mange andre ting, kan det for rigtig mange børn og unge være meget lettere at bebrejde deres forældre for, at de ikke er tilgængelig online, end at indrømme over for vennerne, at de faktisk ikke har lyst til at være tilgængelig på mobilen hele tiden.
 
Pernille Ballisager / pernille@cfdp.dk]]>