Skal børn bruge digitale medier til at dokumentere overgreb eller omsorgssvigt?

Niels-Christian Bilenberg

Seniorkonsulent med speciale i digitalpædagogisk ungerådgivning Mere om Niels-Christian

Udgivet d. 06 feb, 2012 Læsetid: 3 min.

I vores online rådgivning i Cyberhus er det ikke en problematik vi ofte støder på i praksis, men ikke desto mindre en problematik vi skal forholde os til, da vi hver dag møder netop de børn og unge som lever med omsorgssvigt og overgreb.

 Hverken for eller imod
I Cyberhus synes vi det er en enorm kompleks problematik som ikke kan forenkles til en “for eller imod” holdning.

Det er åbenlyst at billededokumentation vil kunne gøre det lettere for børn og unge, at dokumentere det eventuelle overgreb eller svigt som de oplever derhjemme overfor en relevant myndighed.

Samtidig synes vi det er ligeså åbenlyst problematisk, hvis vi signalerer til børn og unge at der er behov for dokumentation for at få hjælp, ligesom vi synes vi som fagfolk let kunne komme til at opfordre børn og unge til at iscenesætte forløb, som kan dokumenteres med mobilen. Hvis en ung står i en situation hvor han/hun ønsker hjælp til at stoppe forældres overgreb, vil det være voldsomt problematisk at opfordre den unge til at optage lyd eller billeder af “det næste overgreb”, i stedet for at opfordre den unge til at søge hjælp eller komme væk fra overgrebene nu…inden det næste kommer.

Vi mener ikke man kan udstikke en generel opfordring om at børn og unge skal dokumentere med deres mobil, men samtidig kan vi heller ikke afvise, at det kan være et brugbart redskab. Det afhænger af den enkelte unge og den enkelte sag. Og derfor kræver det, at vi som voksne er i dialog med den enkelte unge.

 Motivere til at bryde tavsheden
I Cyberhus´rådgivning tegner der sig et klart billede af, at langt størstedelen af de unge der faktisk tager skridtet og bryder tavsheden, bliver positivt modtaget. Problemet er at det, i forhold til de unge vi møder, er en forsvindende lille del der tør tage det skridt. Hvis ikke den unge overhovedet er klar til at søge hjælpen, er det der vi skal sætte ind i stedet.

Vi skal være mere fokuseret på vores egen rolle som voksne i forhold til børn og unges “lyst” til at bede om hjælp.  I Cyberhus møder vi hver dag mange børn og unge der endnu ikke er nået dertil i deres erkendelsesproces, hvor de er klar til at bryde tavsheden og snakke med en lærer, en pædagog eller lign. De fortæller, at de er bange for hvordan de voksne vil reagere, hvad de voksne vil tænke om dem og hvad der i det hele taget kommer til at ske med deres familie og hverdag hvis de åbner op og fortæller om det de oplever derhjemme.

Som pædagoger, lærere og andre voksne der er en væsentlig del af den enkelte unges daglige kontaktflade skal vi gøre meget mere ud af at skabe nogle trygge rammer hvor vi talesætter vores vilje til at lytte og rumme og samtidig tydeliggør, at vi kan og vil handle på de ting den unge fortæller om.