Det er svært at være barn, når ens forældre drikker eller tager stoffer. Derfor har Projekt BRUS i tre år hjulpet midtjyske børn i familier med rusmiddelproblemer. Nu har projektet fået knap 39 millioner kroner fra en pulje under Socialstyrelsen til at fortsætte det vigtige arbejde i fire år mere. Center for Digital Pædagogik er den digitale partner i projektet, og vi er stolte af et godt samarbejde om en god sag.

Projekt BRUS er et helt igennem fantastisk og godt eksempel på et projekt, som handler om at samarbejde, og om evnen til at gå på tværs af organisationer og sætte den sårbare unges behov i centrum. På tværs af sektorer og faglighed er Projekt BRUS lykkes med at skabe samarbejde mellem mange kommuner og mellem det kommunale system og private aktører. Alt sammen til gavn for børn og unge i en svær situation.

Når kommune og NGO tager hinanden i hånden kan vi nå endnu flere sårbare unge…

Gennem de seneste fire år har CfDP samarbejdet tæt med de 11 jyske kommuner, som er tilknyttet BRUS. Det har været en stor glæde at indgå i projektet med vores digitale kompetencer og i fællesskab med kommunerne udvikle projektets digitale spor. CfDP har blandt andet stået for projektets anonyme chatrådgivning og udviklet dets hjemmeside.

Den digitale indsats var fra start tænkt ind i projektet som en metodisk overvejelse på niveau med projektets andre indsatser, hvilket har haft stor betydning for, at det er blevet en digital succes.

Det har været en særdeles givtig og spændende rejse gennem de seneste fire år, hvor partnere i høj grad har arbejdet for gøre hinanden bedre. En rejse i samskabelse og frugtbart samarbejde, når det er allerbedst.

Jeg har som centerleder haft fornøjelsen af at sidde i projektets styregruppe alle årene, og det har været en stor fornøjelse at opleve hvordan 11 kommuner har kunne samarbejde på tværs med øje for de unges trivsel. Det kan være nemt for os i de private organisationer, at stå udenfor det kommunale system og pege fingre af kommunalt bureaukrati, regler og manglende fleksibilitet. Men hold op, hvor har det været lærerigt at få lov til at sidde med i det kommunale maskinrum og møde så mange dygtige og kompetente medarbejdere og ledere rundt på de kommunale rusmiddelcentre, der alle arbejder for at skabe bedre trivsel for sårbare unge i familier med nogle tunge udfordringer.

Det har også været meget berigende og indsigtsfuldt at opleve, hvordan vi som NGO kan bidrage med innovative løsninger og ideer, som kan skubbe på en udvikling i det kommunale system, som måske ellers ikke var mulig. Vi har fået lov til at udvikle projektets digitale indsats og uddanne Projekt BRUS’ dygtige medarbejdere til digitale og kompetente rådgivere – det udviklingsarbejde glæder vi os umådeligt meget til at fortsætte de kommende fire år.

… Og det virker

Evalueringen af BRUS peger på, at de fleste oplever, at det virker at tale med andre. Tallene viser, at børnene og de unge trives bedre efter et forløb i BRUS, og at de ikke længere er så belastede i forhold til negative tanker, ensomhedsfølelse og fysiske problemer. Hovedparten af de unge oplever også, at de i højere grad bliver i stand til at passe deres skole, uddannelse eller arbejde og til at deltage i aktiviteter i fritiden. Herudover hjælper BRUS også ganske ofte forældrene til at gå i rusmiddelbehandling og dermed til at gøre noget ved de grundlæggende problemer i børnenes liv.

Det er sød musik i mine ører, at så mange unge får den rådgivning, de har brug for, og det stemmer overens med vores ønske om, at det digitale bliver tænkt endnu mere ind i rådgivningslandskabet herhjemme.

Fakta om BRUS

BRUS er et tværkommunalt støttende tilbud til børn og unge, som vokser op i familier med stof eller alkoholproblemer. Formålet er at styrke børn og unges muligheder for at håndtere de udfordringer, som følger af en opvækst præget af rusmiddelproblemer. Målet er at bidrage til, at de oplever en generel bedring i trivsel og udvikling, og på sigt kan opnå de samme muligheder for at udnytte deres potentiale, som andre børn. BRUS tilbyder individuelle samtaler, chatsamtaler, familiesamtaler og gruppeforløb til børn og unge i alderen 0-24 år.

BRUS findes i disse 11 kommuner: Aarhus, Randers, Herning, Skive, Ikast-Brande, Norddjurs, Syddjurs, Samsø, Odder, Skanderborg og Hedensted.

BRUS er støttet af Socialstyrelsens pulje for behandlingstilbud til børn og unge fra familier med stof- eller alkoholmisbrug.

Læs mere

www.projektbrus.dk (BRUS’ hjemmeside)
www.cyberhus.dk/brus (BRUS’ chatrådgivning) www.facebook.com/projektbrus (BRUS’ Facebook-side) www.youtube.com/projektbrus (BRUS’ YouTube-kanal)

Digital trivsel Nyheder Online rådgivning