Opråb fra en familieterapeut: Vi skal turde møde vores børn og unge digitalt – ellers svigter vi dem!

Dette blogindlæg er skrevet af Pernille Vamberg, der er familiterapeut og projektleder og frivillig i CfDP.

YouTube, Snapchat og Discord. Børn og unge i dag bruger i stigende grad digitale platforme til samvær, leg og selvudfoldelse. 

Så skulle man tro, det gav mening, at vi som fagpersoner også er på de platforme. For på den måde at knytte bånd til børn og unge og kunne udføre vores kompetente socialfaglige arbejde på deres banehalvdel.

Men det sker ikke. Frygten for at bryde persondatalovgivningen og en generel overforsigtighed i forhold til det digitale forhindrer både, at fagpersoner kan bruge platformene, og at de får mulighed for at videreuddanne sig inden for det digitale. Og det er ærgerligt.

“Vi forpasser store muligheder for at gøre en forskel i vores sårbare børn og unges liv”

Pernille Vamberg

Digital interesse aktiverer – især blandt sårbare
Børn og unge er aktører i eget liv og har en særlig indsigt i deres hverdagsliv, i deres tanker, følelser og bekymringer, håb og drømme. Desværre viser flere undersøgelser, at mange børn og unge oplever, at de ikke bliver set, hørt eller inddraget selvom der er en socialfaglig indsats i gang. Her kan digital praksis være en oplagt mulighed.

Derfor satte vi i Børnecentret i samarbejde med VIA University Aarhus for noget tid siden gang i et projekt, hvor vi prøvede at øge vores digitale opmærksomhed og tilstedeværelse. Vi fandt, at de deltagende børn og unge har haft en oplevelse af, at de professionelle har interesseret sig for dem og deres digitale fortællinger, at det har været lettere for børn og unge at kommunikere med de professionelle og at de deltagende børn/unge generelt har kommunikeret mere, hyppigere og via flere kanaler end ellers.

Her er det vigtigt at pointere, at det især er sårbare og udsatte unge, der har mest gavn af, at kommunale indsatser henvendt til dem bliver digitale. De er mere isolerede og er dem, der har sværest ved at deltage i fysiske rådgivningstilbud eller fællesskaber, for eksempel på grund af social angst, diagnoser eller generel dårlig trivsel.

Udfordringerne har til gengæld været, at vi som professionelle ofte følte os på udebane. 

Uden digitale kompetencer, men med masser af faglig ballast, skete det hele tiden, at vi “faldt i”, og bevægede sig over i det teoretiske børneperspektiv frem for det konkrete barns/den unges perspektiv. 

Men digital praksis kræver bare, at man som professionel skal være parat til at tolerere mere usikkerhed og have modet til at eksperimentere, for at forstå og lytte til barnets/den unges oplevelser og perspektiver.

Vores håndbog fra projektet kan findes her.

Vi skal være mere modige
Altså tyder noget på, at der er stor gavn i at udnytte digitale platformes muligheder for at nå og arbejde med unge. Men at det samtidigt kræver mod og nysgerrighed, hvis det skal lykkes.

Det er desværre svært at opnå, når vi som kommunalt ansatte er indskrænkede i vores muligheder for overhovedet at være til stede digitalt. Med baggrund i datasikkerhedsovervejelser er vi afskåret fra at bruge andet end få digitale platforme, som børn og unge godt nok har brugt til skolearbejde under coronanedlukningen, men som ellers på ingen måde er en populær platform for folk under 30. Vi må ikke være på hverken Snapchat, Instagram eller Discord. Altså der, hvor de unge bruger store dele af deres hverdag.

“Jeg oplever en overforsigtighed og juridisk fastlåsthed, der gør, at vi forpasser store muligheder for at gøre en forskel i vores sårbare børn og unges liv”

Pernille Vamberg

Selvfølgelig skal vi som kommunalt ansatte passe på både vores og borgernes data og rettigheder. Men jeg oplever en overforsigtighed og juridisk fastlåsthed, der gør, at vi forpasser store muligheder for at gøre en forskel i vores sårbare børn og unges liv.

Jeg har selv kendskab til flere fagpersoner, der under coronakrisen har benyttet sig af ikke-godkendte platforme og programmer for at kunne tale med de unge, de arbejder med til dagligt. De ved godt, at det er imod retningslinjerne, men trodser dem modigt for at sikre sig, at den vigtige kontakt til sårbare unge bliver vedligeholdt i en skrøbelig situation.

Selv har jeg, i min søgen efter at udvikle mine digitale kompetencer, meldt mig som frivillig hos Center for Digital Pædagogik, hvor jeg rådgiver sårbare børn og unge i netop chat eller digital brevkasse.

Vi må også selv rykke os
Selvfølgelig kræver et ryk mod digital funderet praksis også noget af os som fagprofesionelle. Mange møder de digitale platforme og har ikke lyst til at lære nyt.

Den professionelle praksis foregår bare ikke uafhængigt af samfundet omkring os, derfor skal vi kontinuerligt udvikle den i relation til livet i øvrigt i samfundet. De nye digitale redskaber og medier er ukendt land for professionelle, hvilket kan skabe faglig, social og personlig usikkerhed i forhold til hvordan der skal navigeres.

En usikkerhed der kan resultere i at de professionelle griber til automatreaktioner, ofte svingende mellem forbud og restriktioner eller at lukke øjnene for de nye medier, manglende engagement i børn og unges mediebrug og håbe, ” at problemet løser sig selv”.

Men vi, og ledelseslagene i de kommunale indsatser på børne- og socialområdet, er nødt til at rykke os. Alternativet er, at gabet mellem børn og unges interesser/daglige liv og vores faglige arbejde bliver for stort, og vores ønske om at gøre positiv forskel i sårbare unges liv forbliver et ønske.