I CfDP’s digitale rådgivningstilbud for unge, Cyberhus, kan vi lige nu mærke julen nærme sig. Ikke kun fordi der bliver snakket om julegaver og juleferie, men også fordi det for mange af de unge er en svær tid. De har måske forældre der har glemt at købe gaver, hvor julemad er rugbrødsmadder og hvor det ikke er dansen om juletræet der er i fokus, men derimod juleøllene. For andre er der ingen at holde jul med. Det kan være unge, der ikke har en familie, eller unge, der simpelthen er blevet valgt fra. Og hvad gør de så? En 17 årig pige skrev til Cyberhus’ brevkasse for at spørge om hjælp til juleaften og det endte ikke blot med et svar til hende, men startede samtidig også refleksioner omkring hvad julen er for nogle mennesker.

Første skridt eller sidste håb

Vi modtager dagligt rørende, smertefulde, optimistiske og indsigtsfulde spørgsmål i Cyberhus’ brevkasse. En gang imellem er der dog nogle af spørgsmålene der gør noget særligt ved én som rådgiver. Det er der hvor man kan sidde med tårer i øjnene, et stort smil eller få kuldegysninger over hele kroppen, fordi vi i dem får indblik i verdener der ofte hverken kan begribes eller accepteres.

Det er de sårbare og udsatte unge vi gerne vil hjælpe i Cyberhus. Det gør vi ved at give dem flere muligheder og nuancer i en ofte udfordret livssituation og ikke mindst en stemme i en voksenverden, hvor alt nogle gange går lidt for hurtigt og vi derfor glemmer at lytte og se dem der har mest brug for det. Langt de fleste unge vi snakker med, både i chatrådgivningen og i brevkassen, har forsøgt at få hjælp, enten ved at spørge deres lærer, pædagog, kontaktperson eller forældre, men har uforståeligt ikke altid fået den. Derfor kommer de i Cyberhus, nogle gange som første skridt, andre gange med deres sidste håb.

Når systemet svigter

Det var netop det den 17 årige pige gjorde – hun skrev et dybt rørende brev til os og fortalte at hun ikke havde et sted at holde jul. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle få hjælp, da de personer hun havde kontaktet, heriblandt sin kontaktperson, socialrådgiver og tidligere pædagog ikke havde grebet hende, og foran ventede derfor en jul alene, eller med den far der misbrugte hende, da hun var lille. Hun skrev; “Jeg ønsker ikke medlidenhed på hvad der er sket i min barndom, blot et svar/råd/ide til hvor jeg kan tage hen juleaften og dagene omkring!

Jeg og hele Cyberhus’ stab af både ansatte og frivillige rådgivere blev dybt berørte af dette brev. For kan det virkelig passe at en ung pige skal stille et spørgsmål til os, for ikke at være alene juleaften, hvor man måske især har brug for at sidde med andre mennesker omkring sig? Det mener vi ikke! Det er uforståeligt at unge som hende får så mange utilfredsstillende svar af sine omsorgspersoner, men også at det for os var så svært at finde alternativer til et sårbart menneske på hendes alder.

Den usynlige hjælp

Vi besluttede os for at undersøge hvor man som ung kan holde jul, hvis man ikke har ressourcestærke voksne omkring sig. Vi ringede rundt til mange forskellige foreninger og organisationer, for at snakke med dem om dette problem og der sidder heldigvis rigtig mange søde og omsorgsfulde voksne i rådgivningsDanmark parate til at hjælpe. Men det viste sig også hurtigt, at de enkelte ungdomstilbud, der var, alle lå i dagene rundt om juleaften. På selve dagen den 24. december var der kun tilbud til voksne, ensomme, hjemløse, alkoholikere, eller aleneforældre. Der findes ikke umiddelbart et juleaftenstilbud til unge, og det synes vi er en stor mangel. For en ung pige på 17 år skal der være en større grad af tilgængelighed af tilbud, så hun ikke får lyst til at give op på julen, fordi tilbuddene er upassende og usynlige.

Heldigvis ender historien godt for den 17-årige pige, da vi sætter hende i kontakt med en sød kvinde, Sanne fra Landsforeningen for Voldsramte Kvinder. Hun valgte at gå ud over sit kerneområde og har nu inviteret pigen med til deres julearrangement i København. Et par dage senere opsøgte pigen os på vores anonyme chat for at sige tak, både for hjælpen og for at få hende til at tro på voksne igen. Det er nogle gange de ekstra små ting vi alle gør, der kommer til at gøre en forskel, for de specifikke individer, men også mere generelt. Små historier kan forandre og i Cyberhus vil vi bruge denne erfaring i det fortsatte arbejde med særligt sårbare unge mennesker.

Skrevet af tidl. medarbejder Marianne Jessen

]]>

Online rådgivning