Kan selv, vil selv

De kvalitative resultater fra projektets fokusgruppe peger på, at de unge piger foretrækker at bruge deres nærmeste netværk, hvis de har et problem. Samtidig rapporterer de at være medlemmer af forskellige digitale fællesskaber på de sociale medier, hvor man kan søge og give rådgivning. De unge deltager altså i uformel rådgivning på de sociale medier, hvilket kan være en indikation på, at formel rådgivning i kommunen bør indeholde nogle af de samme kvaliteter for at være succesfuld.
Hypotesen blev testet ved, at CfDP, i samarbejde med Aarhus Kommune, arrangerede en gruppechat og inviterede syv forskellige unge piger fra målgruppen til at deltage. Chatten blev styret af en erfaren chatrådgiver fra Aarhus Kommunes 1-1 chat på Cyberhus.dk, med vejledning og hjælp fra en erfaren gruppechat-rådgiver fra Cyberhus.dk.
På trods af udfordringer med lavt deltagerantal, var tilbagemeldingen fra Århus kommune positiv:
“Der kom tre piger på, og det var en super god oplevelse! En af pigerne kunne ikke være der så lang tid, men hun skrev bagefter, at det havde været rigtig godt, og at hun glædede sig til næste gang, og en anden skrev, at hun desværre ikke kunne, men håbede hun kunne næste gang.” (Teammedarbejder, Ungdomscentrets Gadeplansindsats, Aarhus Kommune)
Udfordringerne med deltagerantal kan forklares ved, at det tager tid at få opbygget et digitalt fællesskab, hvor de unge føler sig personligt engagerede i gruppen. Det sker blandt andet, når de unge stoler på, at chatten er tilbagevendende, når de kan se en kontinuitet i rådgivningsstilen, og når chatten handler om relevante temaer, der fylder i deres liv.

Dig? Også mig..

Gruppechatten på Cyberhus har eksisteret siden 2012 og er det mest dynamiske af de tilbud på Cyberhus.dk, der retter sig mod ung-til-ung rådgivning, fordi de unge får direkte adgang til et socialt fællesskab med andre jævnaldrende. Chatten er åben hver torsdag kl.18-21 og der er i gennemsnit 20 deltagende unge per gang. Chatten har til formål at være et trygt og åbent rum, hvor de unge kan lære noget om sig selv og andre, både i forhold til at styrke empati, mentaliseringsevne og hensigtsmæssige mestringsstrategier. Chatten er skiftevis en emnechat eller en frichat, men uanset hvad, så skabes indholdet i samarbejde med de unge. Desuden er der altid en professionel rådgiver til stede i chatten, i modsætning til de åbne grupper på Facebook, som sørger for, at de sociale dynamikker og interaktioner overholder retningslinjerne for god tone og passer på både den enkelte og gruppen.

Gode grunde til at bruge gruppechatten

Resultaterne fra undersøgelsen peger på, at rådgivning gennem digitale fællesskaber, som minder om de unges eksisterende netværk, kan føre til øget kontakt med målgruppen, og dermed bedre mulighed for at fremme mental trivsel og at forebygge behandlingskrævende lidelser. I den forbindelse kan Gruppechatten bruges med forskellige formål for øje, og er derfor et pædagogisk værktøj, der kan øge fleksibiliteten i arbejdet med sårbare unge. Her følger et uddrag fra en liste med 6 gode grunde til at bruge gruppechatten:
1.) De skjulte unge – når man bevæger sig fra det fysiske sociale arbejde og over i det digitale, åbner det op for nye måder at møde de unge på. Det åbner også op for, hvilke unge man kan møde. Erfaringer fra Cyberhus.dk peger på, at de unge som søger digital rådgivning, har ingen eller negativ erfaring med det kommunale system, og at de ofte har rigtig svært ved den fysiske kontakt. Selvom flere kommuner allerede er ved at få øjnene op for dette i form af 1-1 chat, henvender gruppechatten sig også til de unge, som stadig er forbeholdne over for personlig rådgivning, og som i højere grad ønsker at spejle sig i andre unge for bedre at kunne vurdere deres egen situation. I de tilfælde kan rådgiveren altid henvise til 1-1 chatten eller sågar den fysiske praksis, enten som en åben invitation til alle deltagere eller i et hvisk, kun synligt for den enkelte.
2.) Spørgsmål efter oplæg – som en del af det opsøgende og forebyggende arbejde hos CfDP, afholdes der ofte oplæg eller undervisning for børn og unge. Når temaet handler om sociale eller psykiske problematikker, kan det være grænseoverskridende for den enkelte unge at stille spørgsmål direkte på plenum. Ved at åbne en gruppechat efter arrangementet, skabes der plads til de svære spørgsmål i et trygt og anonymt rum, hvor der samtidig er flere, som kan få nytte af svaret ,end hvis man opfordrer til kontakt på mail eller 1-1 chatten.
Læs hele listen med gode råd her

En del af noget særligt

Hos CfDP arbejder vi videre med, hvordan gruppechatten kan bruges i nye sammenhænge. I den forbindelse har vi fået en stor bevilling fra Socialstyrelsen til et udviklingsprojekt, Gruppechat.dk, der har fokus på, hvordan gruppechatten kan facilitere digitale rådgivningsforløb. Projektet går i luften i marts 2018, og der vil være plads til 6 unge i hvert forløb, som strækker sig over 8-12 digitale sessioner á 2 timer. Grupperne vil være sammensat baseret på både de unges alder, og hvilke udfordringer de oplever, og er rettet mod unge fra hele landet i alderen 12-25 år. I 2019 vil projektet desuden inddrage elementer fra gamification ind i selve rådgivningskonteksten, blandt andet ved brug af rollespil.
Du kan læse mere om projekt Gruppechat.dk her 
Hvis du ønsker at vide mere om gruppechatten på Cyberhus eller projekt Gruppechat.dk, så kontakt Signe Sandfeld Hansen, signe@cfdp.dk.]]>

Hvad synes du om vores artikel?

Hvis du vil sætte et par ord på din tilbagemelding, vil det hjælpe os rigtig meget, til at kunne forbedre vores indhold.

Vil du vide mere?

Signe Sandfeld Hansen

Seniorkonsulent med fokus på digital ungerådgivning og fællesskaber Kontakt Signe

CfDP har ekspertise og ydelser inden for digital rådgivning, børns digitale vaner, digital dannelse og trends og tendenser på sociale medier og i computerspil.

Vi deltager i og driver projekter om blandt andet computerspil som pædagogisk redskab, hate speech og anti-ligestilling på nettet.