Anonymiteten er afgørende

Det er vores erfaring, at mange unge kan sætte lighedstegn mellem større anonymitet og større tryghed. Og når den unge føler sig tryg opstår mere ærlige, nærværende og vedkommende debatter. Når de unge har muligheden for at “gemme sig” bag skærmen, tør de ofte at åbne sig både tidligere og i højere grad, end de normalt ville. Som en naturlig følge af, at ytringerne i den anonyme debat ikke har nogen direkte konsekvenser for den unge, oplever vi unge der tør fortælle om følelser, tanker, hemmeligheder og problemer som de ikke føler de kan dele med andre. Hvad gør mor og far? Hvad tænker de andre om mig? Hvad vil kommunen gøre? Disse er bekymringer, der ofte afholder den unge fra at åbne sig. Debatten på Cyberhus skal være den unges frirum fra disse bekymringer, og når den unge ifører sig anonymitetens “rustning” kan dagligdagens “maske” falde og sårbarheden kan for en kort stund blottes. 

De sårbare unge får kun et frirum, hvis der er voksne i kulissen

Det er vigtigt at understrege, at anonymiteten alene ikke kan skabe den trygge ramme. Et godt debatforum kræver kontinuerlig monitorering og vurdering for at sikre, at de debatterende unge (stamgæster såvel som besøgende outsidere) bidrager til en god tone og dermed et konstruktivt, givende fællesskab. I Cyberhus.dk, har vi en fuldtidsansat til at monitorere alle debatter, så vi kan reagere hurtigt i tilfælde af uhensigtsmæssige indlæg og kommentarer. Moderatoren går ikke ind og deltager aktivt i debatten, men har mandat til at korrigere løbske diskussioner ved at fjerne indlæg, som forbryder sig mod de klare og tydelige retningslinjer, som dem vi har formuleret for Cyberhus´ debatforum. Hvis moderationen er for vag eller sker for sent, kan diskussionerne eskalere og give brugerne dårlige oplevelser. Omvendt er det vigtigt, at moderator giver forummet et eget liv og ikke kvæler brugernes engagement med for streng en moderation. Det vil derfor ofte være et spørgsmål om at trække et indgreb så langt som muligt, og på denne måde vise forummets brugere tillid til, at de selv kan udrede deres debatter. Moderatorens evne til at balancere kontrol og tillid er på denne måde afgørende for brugeroplevelsen på et forum.

De voksne skal også “modnes”

For blot 2-3 tilbage var det tydeligt, at vi endnu ikke havde ramt denne balance på cyberhus.dk. På indlæg omkring selvmordstanker, spiseforstyrrelser og svær selvskade var vi dengang alt for hurtige til at “bryde ind” og henvise de unge til vores chatrådgivning eller til brevkasser, hvor de kunne få hjælp fra en voksen. Det gjorde vi naturligvis fordi vi vurderede at de unge havde brug for voksen hjælp og støtte, men det viste sig problematisk af flere årsager. Det var een ting, at vi ikke kunne se, hvorvidt de unge faktisk fulgte vores opfordringer, men hvad vi med stor tydelighed kunne se, var, at der efterfølgende ikke kom flere kommentarer fra andre unge. Velmenende indgreb blev som regel fulgt af larmende stilhed. I dag afventer vi i langt højere grad. Og efterhånden som vi venter, oplever vi, hvordan andre unge tilbyder støtte, råd og ikke mindst mange af de samme henvisninger som vi som voksne ville give.  Forskellen er bare at vi nu oplever, hvordan de unge er mere tilbøjelige til at takke og anerkende deres jævnaldrende for støttende ord og henvisninger end de tidligere var overfor os. De jævnaldrenes ord har ganske enkelt større værdi end vi voksnes. I hvert fald i debatten… og det giver jo meget god mening. I Cyberhus tilbyder vi fortsat rådgivning fra voksne i vores chats og i brevkasserne. Når så de unge vælger at oprette en tråd i vores ung-til-ung debat, så skal vi selvfølgelig have tillid til at det faktisk også er unge de ønsker råd fra. Cyberhus-debatternes stigende popularitet er tydeligt aflæselig i statistikken for 2013, hvor ung-til-ung sektionen af vores rådgivningstilbud fortsat vokser. Debatterne er i denne forbindelse blot ét af flere ung-til-ung tilbud på Cyberhus.

Online rådgivning