Vi sikrer en god start

Når de frivillige starter hos os, skal de, uanset hvilken rådgivning de tilknyttes, gennemgå et intensivt oplæringsforløb, hvor den praktiske deltagelse vægtes lige så højt som den teoretiske indsigt. Det vil sige, at vores håndbøger ikke kan stå alene uden praksis, fordi vi vurderer, at den bedste læring opstår i dialogen med de unge selv. Et oplæringsforløb består derfor af følgende elementer:
Personlig samtale: Når den frivillige har henvendt sig, afholdes der en samtale hvor den frivillige får indsigt i tankegangen bag den givne rådgivning, og hvilke unge der henvender sig. Den frivillige vil også blive spurgt om egne erfaringer med f.eks. sårbarhed og om, hvorvidt de kan komme til udtryk i arbejdet med f.eks. særlige problematikker. Det er ikke en hæmsko for de frivillige, hvis man har personlige erfaringer, og det gør os i stand til bedst muligt at passe på den frivillige og hjælpe, der hvor det er nødvendigt. Her får den frivillige også udleveret en håndbog og andre vigtige dokumenter.

Med på en kigger: Den frivillige får et indblik i, hvordan en chat skrider frem, og hvilke problemstillinger man vil kunne møde på chatten. Den frivillige får desuden føling med arbejdsgangen og stemningen i rådgivningen, når chatten er åben. Efter kiggevagten beslutter den frivillige, om det er aktuelt at fortsætte med oplæringen, eller om arbejdet ikke er det rette.
Prøvechat: Såfremt den frivillige vælger at fortsætte med oplæringen, skal der nu afholdes en prøvechat. Det fungerer som et online rollespil, hvor den frivillige får indblik i, hvordan chatmediet fungerer, og hvilke fordele og udfordringer man kan komme ud for. Det er muligt at gentage dette skridt i oplæringen, indtil den frivillige føler sig tryg ved at fortsætte.
Chat med støtte: Efter prøvechatten skal den frivillige prøve kræfter med chatrådgivning i praksis, og indtil den frivillige vurderes klar til at blive flyvefærdig rådgiver, foregår rådgivningen med særlig støtte fra den lønnede koordinator, som altid er på vagt sammen med de frivillige. Koordinatoren kigger med på skærmen og rådgiver efter behov.
Flyvefærdig rådgiver: Flere gange om året afholdes der koordinatormøder, hvor de frivilliges status vurderes, og det aftales, hvem der er klar til at blive flyvefærdig rådgiver. Den nye status videregives til den frivillige i en personlig samtale.

Vi stiller skarpt på metoden

Rådgivningerne hos Center for Digital Pædagogik er aldrig i stilstand, og der vil hele tiden være behov for at stille skarpt på, hvad vi gør, og hvorfor vi gør det. Det betyder også, at vi i højere grad er begyndt at knytte vores praksis op på et teoretisk rationale fra både den pædagogiske og psykologiske verden. Hos Gruppechat.dk baserer metoden sig på elementer fra 3. generations kognitiv terapi, narrativ terapi, samt mindfullness og visualisering. I Familierådgivningen tages udgangspunkt i kvadrantmodellen og et helhedsorienteret perspektiv på brugeren, og på Cyberhus.dk, vores største rådgivning, hjælper vi den unge med at skabe refleksion og have fokus på egen mestring. Beskrivelsen af det teoretiske fundament for vores rådgivninger er et løbende arbejde, som holdes op imod de konkrete erfaringer fra vores frivillige, således at håndbogen stemmer overens med det arbejde, der reelt udføres.
Læs her om vores kursus i Robusthedsprogrammet

Vi tager hånd om udfordringerne

Nogle gange oplever vi særlige udfordringer i vores rådgivninger. Gennem det sidste år har vi særligt oplevet en tilstrømning af 9-12 årige børn fra familier, hvor vold eller rusmidler har overtaget styringen, og lige præcis sådan en målgruppe kan være en udfordring for de frivillige. Dels på grund af niveauet af skriftlige evner i den aldersgruppe, dels fordi det er meget voldsomme fortællinger, som nogle gange stadig er aktuelle i børnenes liv. De frivillige kan derfor ikke undgå at blive påvirket, og det vil vi selvfølgelig gerne tage hånd om. Det har været muligt med hjælp fra PUF-midlerne. Vi har indført to årlige obligatoriske personalemøder, hvor de frivillige på tværs af rådgivningerne mødes og diskuterer, hvordan udfordringerne kan gribes an, og hvordan vi passer bedst muligt på hinanden. Derudover afholder vi to årlige kurser med særligt fokus på metoder eller redskaber, der kan benyttes i arbejdet med de særlige udfordringer, vi møder. Sidst men ikke mindst afholdes der gruppe-supervisioner med en ekstern psykolog, som er med til at sikre, at vi fortsat har en høj kvalitet i mødet med børnene og de unge.

Vi arbejder på tværs

På trods af at de forskellige rådgivninger benytter sig at forskellige teoretiske fundamenter, er der en gennemgående holdning til, at alle brugere af chatrådgivningen skal føles sig anerkendt og forstået i mødet med den frivillige. Samtidig lægges der vægt på de ressourcer som børnene, de unge eller de voksne brugere allerede har til rådighed, og som kan føre til øget mestring af de oplevede udfordringer. Ved at holde det fælles fokus for øje og opfordre til, at de frivillige udveksler erfaringer på tværs, knytter vi et stærkere bånd mellem vores frivillige. Vi sikrer samtidig, at kvaliteten fortsat er høj, uanset hvilken rådgivning man som barn, ung eller voksen benytter sig af, og det er, og vil altid være, højeste prioritet.
Har du spørgsmål til vores arbejde med frivillige kan du kontakte Signe Sandfeld Hansen på signe@cfdp.dk eller Niels-Christian Bilenberg på nc@cfdp.dk]]>

Hvad synes du om vores artikel?

Hvis du vil sætte et par ord på din tilbagemelding, vil det hjælpe os rigtig meget, til at kunne forbedre vores indhold.

Vil du vide mere?

Signe Sandfeld Hansen

Seniorkonsulent med fokus på digital ungerådgivning og fællesskaber Kontakt Signe

CfDP har ekspertise og ydelser inden for digital rådgivning, børns digitale vaner, digital dannelse og trends og tendenser på sociale medier og i computerspil.

Vi deltager i og driver projekter om blandt andet computerspil som pædagogisk redskab, hate speech og anti-ligestilling på nettet.