At chatte med andre i grupper kan give unge et helt særligt fællesskab, hvor der er åbenhed og plads til at være sårbare. Det viser en afsluttende evaluering af CfDP’s rågivningsplatform gruppechat.dk, der er blevet til med støtte fra Socialstyrelsen.

Tilbage i 2016 opdagede vi en stor tilstrømning af unge i vores gruppechat på rådgivningsplatformen Cyberhus.dk, og vi bemærkede, at flere unge vendte tilbage hver eneste uge. Dengang var gruppechatten ikke tænkt som et længerevarende fællesskab, men snarere som en ugentlig mulighed for at spejle sig i andre unge, og øve sig i at sætte ord på svære tanker, følelser og oplevelser i samspil med jævnaldrende. Heraf opstod ideen om at skabe en selvstændig platform, der ikke blot tilbød et ugentligt fællesskab, men som bakkede op om, og opfordrede unge til at vende tilbage uge efter uge.

Med støtte fra Socialstyrelsen, blev ideen ført til virkelighed, og Gruppechat.dk kom til verden. Den primære målgruppe for Gruppechat er piger i alderen 14-17 år, som er udfordret på forskellige parametre, blandt andet ved oplevelse af ensomhed, irritation på folk omkring sig og stress.

Du kan læse mere om Gruppechat.dk her

”Jeg startede her, da jeg gerne vil snakke med andre unge om mine oplevelser. Det er svært at finde nogle IRL, der forstår.”

Ung i gruppechatten

Nu, 4 år senere, er vi blevet meget klogere på, hvilke mekanismer, der spiller ind på unges deltagelse i online gruppeforløb, og samtidig opstår der fortsat nye tanker om hvordan digitale fællesskaber kan tænkes ind i en bredere praksis i arbejdet med unge. Særligt er vi blevet bevidste om, hvor hamrende vigtigt det er, at vi, som fagpersoner sørger for at stille sunde digitale fællesskaber til rådighed for alle unge, og ikke mindst for den gruppe af unge som er sårbare eller udsatte.  

Du kan læse om vores erfaringer her.

Evalueringen, der er foretaget af INEVA, viser, at Gruppechat.dk er en god platform til tryg digital kommunikation for unge mennesker, som har vanskeligt ved at indgå i fysiske relationer, men som har brug for et fællesskab at høre til. Det viser sig også, at anonymiteten er afgørende vigtig for de unge, når de deltager i chats på Gruppechat.dk. Den gør nemlig, at de unge tør dele nogle ting, som de ikke ville turde i virkeligheden, og som derfra fører til oplevelsen af spejling i mødet med andre unge, som har det ligesom en selv. 

”Når de unge har behov for at stille spørgsmål, som de ikke føler, de kan stille andre steder, så er det brugbart for dem at stille dem i et rum, hvor de kan spejle sig i andre på egen alder og se, at de ikke er de eneste og det er OK at have det svært. Det er vigtigt at se andre med samme udfordringer.” 

Frivillig Mentor på Gruppechat.dk

Der er plads til alle

I forbindelse med udarbejdelsen af den afsluttende evaluering, afholdte vi en gruppechat med netop evaluering som emne, hvor evalueringskonsulent Christian Jobling Astrup fra INEVA deltog. Gruppen var åben for alle brugere på platformen, og der blev sendt en direkte henvendelse til alle de nuværende aktive brugere, som havde været en del af Gruppechat.dk i mere end 1 år. Der deltog 6 unge, og med udgangspunkt i chatten, skriver INEVA bl.a.: 

Det essentielle for målgruppen er at opleve at være en del af et fællesskab, hvor man kan betro sig til andre, fordi man føler sig tryg. Denne tryghed skabes både af mentoren og af anonymiteten. Det anonyme aspekt er særligt vigtigt for målgruppen, og det italesættes, at man ikke ville åbne op på samme måde, hvis man ikke var anonym. Samtidig opleves det vigtigt med en form for personlig relation til de andre brugere og mentoren, hvorfor brugernavnet har stor betydning. De unge har brug for en følelse af, at der sidder et rigtigt menneske bag de ellers anonyme brugere.

Læs hele den afsluttende evaluering her

Mange flere grupper, tak

Vi er meget glade og stolte over at have skabt en platform, hvor unge kan deltage i sunde digitale fællesskaber, og vi arbejder løbende på at invitere flere aktører ind, så endnu flere kan få gavn af platformen.

Aktuelt har organisationerne Børn og Unges Trivsel, Ung Uden Mobning, Middelfart Kommune og UngeCenter Skanderborgvej (Århus Kommune) en aktiv gruppechat, hvor de unge dels kan finde råd og vejledning ift. forskellige problematikker, og dels kan få en oplevelse af ikke at stå alene med svære tanker, følelser og oplevelser. Uanset om det handler om angst, mobning eller kærestesorger. 

Der er plads til alle, som søger et fællesskab. 

Udvikling af Gruppechat.dk er støttet af Socialstyrelsen.

Vil du høre mere om Gruppechat.dk eller er I selv interesserede i at køre en online gruppe?

Kontakt Signe Sandfeld Hansen på signe@cfdp.dk eller 60137053

Online rådgivning