Signe Sandfeld Hansen

Seniorkonsulent med fokus på digital ungerådgivning og fællesskaber Mere om Signe

Langt de fleste mennesker opsøger og finder information online, og det er især aktuelt, når det drejer sig om mere følsomme emner, såsom seksualitet. Grænseløst.dk tilbyder de unge viden, og opfordrer dem ligeledes til at reflektere over egen adfærd, uanset om den opleves som problematisk eller ej.

Langt de fleste mennesker opsøger og finder information online, og det er især aktuelt, når det drejer sig om mere følsomme emner, såsom seksualitet. Grænseløst.dk tilbyder de unge viden, og opfordrer dem ligeledes til at reflektere over egen adfærd, uanset om den opleves som problematisk eller ej. Håbet er at Grænseløst.dk kan skabe et fundament for den gode dialog blandt unge, hvadenten det handler om holdninger til sugardating, samtykkeloven, eller deling af nøgenbilleder. 

Grænseløst.dk går i luften

Center for Digital Pædagogik kan nu offentliggøre en ny kampagneplatform “Grænseløst.dk”, der gør unge bevidste om deres seksuelle grænser og viser, at de kan få hjælp, hvis de oplever, at deres grænser er overskredet. På den måde bidrager Grænseløst.dk til at forebygge de alvorlige konsekvenser, der kan være forbundet med at få overskredet sine seksuelle grænser. Initiativet er finansieret af Socialstyrelsen, som et led i en forebyggelsesindsats af gråzoneprostitution blandt 15-30 årige. 

Platformen er udviklet i samarbejde med en række fagligt specialiserede organisationer, herunder Center for Digital Pædagogik, Den Boligsociale Fond, Kvisten, LivaUnge og RedenUng. Blandt organisationerne er der dels faglig specialiseret viden om bl.a. seksuelle overgreb, gråzoneprostitution, sugardating, sexkrænkelser, samt indgående kendskab til tidlig forebyggelse og digitale indsatser.

Hos Center for Digital Pædagogik får vi mange henvendelser om seksualitet i vores digitale ungdomsrådgivninger. Der er en generel tendens til at de unge synes, at det er svært at tale om sex og seksuelle grænser, med f.eks. venner eller familie. Så selvom der i lovgivningen bliver sat fokus på f.eks. samtykke til sex, så er vores oplevelse, at der stadig er et stykke vej til det bliver naturligt at tale om seksuelle grænser, samt hvad der føles rart og hvad der ikke gør.

Grænseløst.dk lanceres sammen med en landsdækkende kampagne fra uge 32.

Har du styr på dine seksuelle grænser?

Grænser handler, som udgangspunkt, om følelser. Det handler om at mærke hvad der føles rart, og hvad der ikke føles rart. Nogle gange er grænsen tydelig og fast, men for rigtig mange bevæger grænserne sig i gråzoner, hvor de kan føles mere løse og utydelige. Det gælder særligt i forhold til seksuelle grænser, hvor det er meget forskelligt, hvad man vil gå med til, og nogle gange afhænger det også af, hvem det sker sammen med.

På Grænseløst.dk kan unge finde viden om seksuelle grænser, og læse personlige fortællinger fra andre, som har oplevet at deres grænse blev overskredet. Det er muligt at gå på sin egen opdagelse i bloggen, eller lade sitet hjælpe med at finde indhold, ved at svare på nogle få spørgsmål i testen.

Vi håber at Grænseløst.dk vil inspirere unge til at tænke over deres seksuelle grænser, og med at forstå hvordan dét de gør, har en betydning for hvordan de har det. 

Som det allervigtigste er der også et overblik over hvor man, som ung i målgruppen, kan finde støtte eller hjælp, hvis man har været udsat for et seksuelt overgreb, hvis man har svært ved at mærke sine egne grænser, eller hvis man har mistet kontrollen over sin grænsesøgende adfærd.

Del af en samlet indsats

Grænseløst.dk er støttet økonomisk af Socialstyrelsen gennem puljen til forebyggelse af gråzoneprostitution. Puljen er udmøntet til flere organisationer, der forpligtes til at samarbejde. Der skal i indsatsen bl.a. være fokus på at etablere kontakt til unge i målgruppen (fx via internettet) og oplyse målgruppen om prostitutionslignende relationer, herunder om muligheden for at kunne modtage rådgivning og individuel støtte målrettet de prostitutionslignende relationer. 

Hos CfDP har opgaven været at undersøge hvilke digitale indsatser samarbejdsorganisationerne allerede arbejder med, samt at afprøve og styrke nye digitale metoder til at nå målgruppen. Den primære indsats er udvikling og drift af, samt kommunikation om Grænseløst.dk, mens der også har været mindre digitale indsatser med de øvrige puljedeltagere, herunder sparring ift. digital kommunikation, oplæg om unges digitale liv, og test af gruppechat.  

Ved projektperiodens afslutning, samler CfDP erfaringerne i en fælles metodehåndbog, med henblik på at kunne komme med nogle generelle anbefalinger til hvilke digitale indsatser der giver mening i arbejdet med målgruppen. Overordnet set forventer vi at metodehåndbogen kan bidrage til en stærkere indsats på området fremadrettet, og at vi dermed kan sikre at flere unge ikke havner i gråzoneprostitution og oplever de dertilhørende psykiske konsekvenser. 

Mere information

For mere information, kontakt Projektleder Signe Sandfeld Hansen på 6013 7053 eller signe@cfdp.dk 

Hvad synes du om vores artikel?

Hvis du vil sætte et par ord på din tilbagemelding, vil det hjælpe os rigtig meget, til at kunne forbedre vores indhold.

Vil du vide mere?

Signe Sandfeld Hansen

Seniorkonsulent med fokus på digital ungerådgivning og fællesskaber Kontakt Signe

CfDP har ekspertise og ydelser inden for digital rådgivning, børns digitale vaner, digital dannelse og trends og tendenser på sociale medier og i computerspil.

Vi deltager i og driver projekter om blandt andet computerspil som pædagogisk redskab, hate speech og anti-ligestilling på nettet.