Af Sonya Spender, kommunikationsmedarbejder i CfDP Det er formiddag. Udenfor blæser det, og vinden rusker i træerne, men på Spanien 19 byder Center for Digital Pædagogik de fremmødte velkommen med kaffe og lune rundstykker. Rådgiverne kommer fra forskellige kommuner, og de er alle med i projekt BRUS, et samtaletilbud til børn og unge fra familier med rusmiddelproblemer. Læs mere om projektet på projektbrus.dk Vi går lige så stille i gang, mens de sidste deltagere lister indenfor, og andre tygger af munden. I dag skal medarbejderne i projekt BRUS introduceres for deres kommende digitale rådgivningsværktøj, chatten. Digital rådgivningsleder Niels-Christian Bilenberg fra CfDP fortæller indledningsvist om sine erfaringer som chatrådgiver og om de udfordringer, man vil møde undervejs. Udfordringer som fx manglende kropssprog og betoning, misforståelser, at det tager tid at formulere sig skriftligt, at man skal undgå ord som fx “disse”, og om unge, der pludselig logger af. I dag skal medarbejderne gennem to workshops, hvor de selv skal udforske den digitale rådgivning i prøvechatten.

Det er lidt ligesom at lægge puslespil

”I må gerne allerede nu hver især finde på et problem, som I vil henvende jer med”, siger Niels-Christian. Deltagerne skal skiftes til at agere chatrådgiver og ung, så de får en bedre forståelse for de to perspektiver. Men inden da får det en alsidig tour i den digitale rådgivers værktøjskasse: ”Man møder jo rigtig mange forskellige typer børn og unge, nogle går lige til sagen, mens andre måske bare vil snakke lidt”, forklarer Niels-Christian og fortsætter: “Derfor skal man spørge ind til den unge, være omsorgsfuld og nysgerrig, men samtidig give ham eller hende plads. På den måde kan chat godt sammenlignes lidt med et puslespil, hvor man er nødt til at samle alle brikkerne for at danne sig et billede af den unge.” Niels-Christian gør det også klart, at chat bestemt ikke er for alle. Det er ikke det samme som en fysisk samtale, og det kræver en særlig tilgang og forståelse. Brug af chat er et bevidst valg og ikke i mangel af bedre.

Hér, tag rattet, nu styrer du selv!

Efter oplægget er der en kort pause. Deltagerne når lige at udveksle tanker, inden situationstræningen går i gang, og det er blevet tid til at udforske prøvechatten. De fordeler sig omkring bordene, snakken går, mens CfDPs konsulenter hjælper dem alle i gang. Lidt efter lidt får rådgiverne åbnet hver deres chatrum, og de “unge” begynder at tikke ind. De nysgerrige ansigter ser nu koncentrerede ud. Stilheden ophører brat: ”Hov, nu kom jeg til at skrive ”disse”!“, udbryder en deltager. ”Husk nu at bruge talesprog, og prøv at aflæse den unges mentale alder”, siger Niels-Christian udover forsamlingen. Der grines omkring bordene, og de nye chatrådgivere giver udtryk for, at det ikke er helt nemt at overholde de instrukser, som Niels-Christian lige har givet dem. Nu skal man også holde øje med den unges brug af smileys, blokbogstaver – og hvad med bandeord? ”Må jeg bruge bandeord, hvis det falder mig naturligt? Altså, noget i stil med, dét kan jeg fandeme godt forstå!”, spørger en deltager. ”Det kommer an på den unge, det er svært at vurdere fra starten. Nogle unge bruger en mere formel tone over for de voksne, altså, man kan godt se, at sådan taler de ikke med deres venner”, forklarer Niels-Christian. En deltager fortæller, at man nok er nødt til at passe på med at konkludere for hurtigt udfra, hvad den unge skriver, og at det er bedre at spørge mere ind, så man ikke misforstår den unge. ”Hvad med udråbstegn og sådan noget?”, spørger hun sidemanden. ”Det tænker jeg er ok”, svarer en anden. Der bliver tastet og sparret rundt om bordene, og efterhånden kommer der mere flow i situationstræningen.

Etik og retningslinjer

Efter frokost bytter de roller og et nyt hold “unge” logger ind på prøvechatten. Bagefter samles der op på workshoppen. Flere er enige om, at et minut er overraskende lang tid, når man er ung og har afsendt sin besked. “Man føler sig meget sårbar,” er der én der siger. Det er desuden frustrerende som ung at blive spurgt ind til, hvad man gerne vil med samtalen. ”Jeg vidste ikke, hvad jeg ville!”, siger en af ”de unge”. Andre synes, at der manglede talesprog i prøvechatten, da det føltes, som om nogle af rådgiverne talte hårdt til de unge, og nogle følte sig forstået og anerkendt i en sådan grad, at, det blev for meget. I forsamlingen er alle enige om, at det er en god idé på forhånd at give den unge mulighed for at sige fra eller til, hvis rådgiveren kører ud på et sidespor. Situationstræningen viser, hvor der er plads til forbedringer, og med det in mente fortsætter dagen med en ny workshop. Rådgiverne diskuterer etiske dilemmaer i mindre grupper, og det emne, som fylder mest hos deltagerne, er, hvad man gør, hvis man “genkender” en af de anonyme unge i chatten. Det munder ud i en længere diskussion: Bør rådgiverne angive deres rigtige fornavn i chatten, så de unge kan gennemskue, hvem de sidder med, eller skal rådgiverne bevare deres anonymitet og kun afsløre deres identitet, hvis de genkender den unge? Der falder ingen endelig beslutning på dagen, men alle er dog enige om, at det er en vigtig problemstilling at have for øje i det fremtidige arbejde i projekt BRUS. De lige dele begejstrede og trætte deltagere går fra dagen med ny viden og konkrete redskaber, som de kan bruge i deres chatrådgivning i fremtiden. De har taget første vigtige skridt på vejen til at lykkes i det digitale arbejde med de unge.]]>

Hvad synes du om vores artikel?

Hvis du vil sætte et par ord på din tilbagemelding, vil det hjælpe os rigtig meget, til at kunne forbedre vores indhold.