Skrevet af tidl. medarbejder Erroll Marshall

Toget bumler hen over Fyn, mens dagens indtryk fra mødet i netværksgruppen fordøjes. Som altid har det været en inspirerende dag, hvor tanker og udfordringer fra dagligdagen diskuteres og nye input tages med hjem.

Min kollega Niels Christian og jeg etablerede netværksgruppen i 2009 og her sidder repræsentanter fra bl.a. Red Barnet, Børns vilkår, Røde Kors og LMS, som alle tilbyder online anonym chatrådgivning til børn og unge i Danmark.  Alle arbejder vi i vores dagligdag på, at validere og udvikle vores tilbud til de børn og unge i Danmark, som har brug for at vende deres tanker og følelser med en voksen i en tryg og anonym ramme på nettet.

Vi sidder omkring bordet med en bred vifte af faglige baggrunde og erfaringer, og det giver en god dynamik og nye vinkler på kendte problemstillinger. Det er også tydeligt, at vi bygger ovenpå, tilfører og udvikler ny teori, ny praksis og nye redskaber i en pædagogisk og psykologisk kontekst, som ikke tidligere har været beskrevet til fulde eller har været anset som en isoleret faglighed på linje med ex. pæd/psyk. overbygninger på DPU.

Men er det skudt over mål….
At sammenligne, eller overhovedet turde anse online rådgivning som en pæd/psyk. overbygning på noget som helst? Kan alle voksne med et godt hjerte, ikke bare sætte sig ved tasterne og give den unge en skulder at græde ud ved og et skub i den rigtige retning?

Nej.…. Vi er almindelige voksne, ja, og i vores verden hvor frivillighed er fundamentet for vores virke, giver det god mening at udgangspunktet er et voksent øre og et voksent hjerte. Men vi er også meget mere.

En chatsamtale kan være et afgørende vendepunkt for en ung, det kan være et følsomt øjeblik hvor hemmeligheder og personlige emner bliver blotlagt, hvor et håb kan blive tændt og hvor vi prøver at hjælpe den unge i en mere positiv og konstruktiv retning. Men hvis vi ikke er gode nok som rådgiver er risikoen for, at den unge igen kan opleve nederlag, føler sig misforstået, føle sig afvist eller forkert igen, også til stede.

Alene derfor må vi som organisation tage ansvar for den måde vi møder den unge på og have fokus på hvordan vi hele tiden kan blive bedre til det. Når vi påtager os dette ansvar, tilfører automatisk faglighed til vores, i forvejen velmenende hjerter. Vi er i gang med en faglig overbygning på et felt, hvor vi i høj grad selv udvikler og finpudser vores måde at møde den unge på.


Andre fagpersoner er fascineret og/eller  skeptiske

Værdien af chatsamtalen er i høj grad afhængig af vores  viden om hvordan ord, sætninger og konstruktion af samtalen virker i forhold til den unge. Om hvornår det lyttende øre, skal afløses af mere handlingsorienterede sætninger og hvordan man kan etablere en tryg ramme, hvor den unge føler sig respekteret og meget mere.

Når jeg er ude og fortælle om de muligheder og den faglighed der bruges i en anonym online chatrådgivning, slår det mig hvor både fascineret og skeptiske tilhørende kan være. Og det er meget forståeligt.

Pædagogen fra ungdomsklubben, læreren fra skolen eller psykologen står og hører om en almindelig samtale mellem en voksen og en ung. En situation de alle har stort kendskab til og på hver deres måde er eksperter i. Men samtalen foregår på en anonym online platform, hvilket på afgørende områder ændrer ved den opsætning, de forventninger og redskaber der ellers danner ramme om deres samtale. Og ikke nok med det, men nu står der en person foran dem og påstår, at han skaber en unik kontakt til denne unge og ofte oplever, at den unge føler sig tryg efter 10 minutter, og derfor kan snakke om meget personlige og svære ting. Noget som de selv kæmper timer, dage og år på at opnå.

Jeg mener, at både vi som specialister i online anonym rådgivning og andre fagrupper, samt det offentlige system, skal begynde at se vores arbejde som en faglig specialisering. Det vil betyde et mere fokuseret og kontinuerligt arbejde hos os som ansvarlige for rådgivningen, men også åbne op for en større nysgerrighed hos andre faggrupper, en større motivation for at samarbejde på tværs af faggrupper og en større velvilje til at medtænke chatmediet som en vigtig brik i vores nationale indsats og ansvar for at sikre bedst mulige vilkår for alle børn og unge i Danmark.

]]>

Hvad synes du om vores artikel?

Hvis du vil sætte et par ord på din tilbagemelding, vil det hjælpe os rigtig meget, til at kunne forbedre vores indhold.