OBS: Denne artikel indeholder spoilere for DR3-dokumentaren ‘100 falske forelskelser’. Psykolog og rådgiver Stine Helding Rand sætter her fokus på den person, der står bag den falske profil i udsendelsen – og hvorfor det er vigtigt, at vi som fagpersoner og myndigheder bliver bevidste om, at det i dag er nemt for svigtede personer at få den opmærksomhed og “hjælp”, de har brug for, gennem falske onlineprofiler. Hvis du gerne vil se dokumentaren, før du læser videre, kan du klikke her.

Hvorfor? Hvorfor vil nogen gøre det her? Hvad får man ud af det? Hvad er motivet? Hvad går det ud på?

Som psykolog og rådgiver i CfDP har jeg med stor interesse set DR3- dokumentaren ‘100 falske forelskelser’, hvor musikeren Malte gennem et år forsøger at finde ud af, hvem der har stjålet hans billeder fra sociale medier og i årevis udgivet sig for at være massecharmøren “Nikolaj Isaksen”. Og hvem der på den måde narret over 100 piger og kvinder, som har indledt dybe relationer til en person, som slet ikke findes.

Det er interessant for os, fordi vi netop arbejder med unges adfærd og leg med identiteter på sociale medier, og har mødt personer i vores online rådgivninger, der ligesom personen bag “Nikolaj” i dokumentaren, giver sig ud for at være andre for at få omsorg. I CfDP samarbejder vi samtidigt med kommunale og private aktører, der også rådgiver online – og her møder rådgiverne også brugere med vekslende identiteter. Derfor er dokumentaren en oplagt anledning til at tale om, hvordan vi imødekommer både udfordringen og de mennesker, der handler som “Nikolaj”.

“For ‘Anna’ bliver det en logisk og rationel slutning, at hun er nødt til at være en anden, for at kunne få den omsorg og opmærksomhed, hun så inderligt hungrer efter.”

Stine Helding Rand, psykolog og rådgiver i CfDP

Det viser sig nemlig, at det i virkeligheden er en kvinde, der står bag profilen. Det er den anonyme “Anna”, der i årevis har udgivet sig for at være en anden. Og de mest interessante spørgsmål set fra vores stol er derfor i stedet: Hvad får hun ud af at forfalske Maltes identitet? Og hvad kan vi som digitale rådgivere og eksperter i sociale medier få ud af historien om “Anna”?

Så… hvorfor?
Eftersom gerningspersonen ikke på noget tidspunkt tager kontakt til Malte. er det tydeligt, at dette intet har med Malte at gøre. Den eneste grund til, at Malte er involveret, er, at det tilfældigvis er hans billeder, der er blevet brugt. Det handler nemlig ikke om penge eller magt. Det handler om noget helt, helt andet.

“Anna” har haft en opvækst præget af massivt omsorgssvigt, fraværende voksne og en psykisk ustabil mor. Hun har været overladt til sig selv, og har manglet trygge voksne. Det har resulteret i et yderst understimuleret omsorgs- og opmærksomhedsbehov, der i voksenlivet kommer til udtryk på en uhensigtsmæssig måde. Både overfor hende selv og over for andre. “Anna” finder nemlig en vej til at opnå den omsorg og opmærksomhed, hun så længe, ganske berettiget, har hungret efter.

“Anna” har aldrig oplevet at være god nok til at modtage andres omsorg, og har aldrig oplevet sig værdig til at modtage andres opmærksomhed. Men som Nikolaj Isaksen mærker hun pludselig noget, hun aldrig har mærket før: Omsorg. Oprigtig, kærlig omsorg fra nogen, der ikke bliver betalt for det, og for hvem hun får lov at have en betydning.

For “Anna” bliver det en logisk og rationel slutning, at hun er nødt til at være en anden, for at kunne få den omsorg og opmærksomhed, hun så inderligt hungrer efter.

I vores store netværk af rådgivende instanser har flere rådgivere oplevet brugere med vekslende identitet.

“Anna” er ikke alene
Historien her er vild, og man kan fristes til at tro, at “Anna” er et enkeltstående tilfælde. Men det er hun ikke.

I vores rådgivninger, og rundt omkring hos andre organisationer, der tilbyder rådgivning online, har vi mødt unge, der med vekslende identiteter får deres omsorgs- og forbindelsesbehov stillet ved at tale med professionelle og frivillige rådgivere.

Hvorvidt vi har mødt lige præcis “Anna” i vores rådgivninger, kan jeg ikke sige med sikkerhed. Men jeg ved, at vi har mødt nogen, der udviser de samme handlemønstre og de samme underliggende bevæggrunde, som hun gør. I dokumentaren fortæller “Anna” følgende om årsagerne til hendes handlemønster:

“Jeg var jo ikke interessant for nogen mennesker. Jeg ville også prøve at få en følelse af at være den jeg ville være, og så samtidig have kontrol over det. Jeg har aldrig fået lov til at være mig. Jeg har brug for at føle noget igennem noget helt andet. Jeg kan få nogle relationer, som jeg selv kan kontrollere, uden at der er nogen der skal stå i vejen for det, eller uden at der er nogen der skal ødelægge det.”

Vekslende identiteter kræver meget af rådgiveren 
Både “Anna” og nogle af de brugere, vi har mødt, har været i telefonisk kontakt med dem, de har modtaget omsorg fra. Det kan lyde vildt og det kan være svært ikke at tænke “hvordan har de ikke kunnet høre det?”. Men når der er blevet skabt så stærkt et narrativ om den person, man forventer at snakke med, er hjernen så fint indrettet, at den fokuserer på det, der er i overensstemmelse med forventningerne og “vælger” at overse små afvigelser.

Endvidere er mennesker som “Anna” så involverede og engagerede i deres personaer, at de formår at spille rollen til perfektion, hvorfor man som “udenforstående” ikke aner uråd. Derfor kan det være et kæmpe chok at finde ud af, at den man har troet man snakkede med slet ikke eksisterer. Præcist ligesom pigerne, der skrev med “Nikolaj Isaksen” i dokumentaren bliver overraskede over, at de har talt med en kvinde og ikke en mand.

Som fagperson kan sådan nogle oplevelser føles grænseoverskridende, og man kan føle sig dum og naiv. Mange oplever også en følelse af magtesløshed. For denne type relationer giver nemlig mennesker som “Anna” en magt, de ikke har oplevet at have i andre aspekter af deres liv. Og det er her, det for alvor begynder at blive problematisk. 

I CfDP arbejder vi lige nu på at imødekomme udfordringer med brugere som “Anna” – sammen med vores samarbejdspartnere i kommuner og NGO’er

Som rådgiver bliver man frustreret, og kan få en fornemmelse af, at brugeren “leger” med én, og spilder ens tid. Det er forståeligt og naturligt at opleve den slags følelser, for det kan være ekstremt ubehageligt at opleve, at brugeren binder én historier på ærmet. Her er det dog vigtigt at huske på, at der er en eller anden årsag til adfærden. De er brugere, der oplever et uopfyldt behov for hjælp og støtte udefra. Det kan diskuteres, hvorvidt den digitale rådgivning er den rette hjælp for dem, men for nogle er det måske den eneste hjælp- og støtteforanstaltning, de har.

Derfor er det vigtigt, at vi som rådgivere er gode til at bruge hinanden både lokalt, men også på tværs af rådgivninger og instanser. Dels for vores egen skyld, så vi kan passe på os selv, og sørge for ikke at blive udtrættede på vores omsorg. Men også for brugernes skyld, så vi kan være der for dem, give dem det, de har behov for, og hjælpe dem hen mod passende hjælpeinstanser. 

Vi skal være der for alle, uanset tidsforbruget
I arbejdet med digital rådgivning, både internt i CfDP og sammen med andre organisationer, er det vores oplevelse, at der bliver anvendt mange ressourcer på mennesker som “Anna”.

Derfor er vi også allerede i gang med at arbejde systematisk på metoder og hjælpeforanstaltninger, der på tværs af rådgivninger og organisationer kan forholde sig til problemstillingen – og på sigt kommer med anbefalinger til en forbedret, nuanceret praksis på området.

“Hos CfDP er vi ikke et sekund i tvivl om, at personer som “Anna” ikke gør det her af ond mening.”

Stine Helding Rand, psykolog og rådgiver i CfDP

Hvorvidt vi hjælper de her brugere kan ikke siges sort på hvidt. For på den ene side hjælper vi dem, idet vi giver dem det, de så desperat (og menneskeligt naturligt) hungrer efter. Men på den anden side udøver vi symptombehandling, og har ikke mulighed for at komme til bunds i deres problematik, fordi vi ikke møder deres sande jeg.

Mennesker som “Anna” har brug for noget andet og mere end vi kan tilbyde i de digitale rådgivningsløsninger. De har brug for et stærkt psykiatrisk system, der kan følge dem og hjælpe dem i alle aspekter af deres liv – både de fysiske OG de digitale.

Nogle vil måske netop derfor argumentere for, at vi derfor ikke bør tilbyde digital rådgivning til denne type brugere. Men det er netop det, vi skal. For som sagt har vi her med brugere at gøre, som lige nu ikke oplever at blive hørt og mødt andre steder. Dermed ikke sagt, at vi skal give dem frie tøjler, og lade dem bruge de digitale rådgivninger fuldstændig uhæmmet. Men vi skal møde dem, og vi skal hjælpe dem, og vi skal bruge hinanden på tværs, så vi i fællesskab kan hjælpe dem godt videre.

Hos CfDP er vi ikke et sekund i tvivl om, at personer som “Anna” ikke gør det her af ond mening. De gør det ikke for at såre andre eller for at gøre andre ondt. De gør det, fordi de selv har lidt i årevis, og fordi de endelig har fundet en vej til at få noget af det, de altid har savnet, men aldrig har haft – nemlig omsorg og oprigtig interesse fra et andet menneske.

Digital trivsel Online rådgivning