Stine Helding Rand

Stine Helding Rand

Fagkonsulent med speciale i identitetsdannelse og kritisk tænkning Mere om Stine

Siden 2016 har CfDP hjulpet mere end 30 af landets kommuner i gang med en digital tilstedeværelse, der er i øjenhøjde med unge.

Som en del af CfDPs brobygningsprojekt, der skal sikre landsdækkende digital rådgivning til sårbare unge, udføres en evaluering af projektet af analysebureauet Analyse & Tal, som har fulgt projektet siden 2019.

Formålet med evalueringen er at indsamle informationer, som skal hjælpe CfDP med at forstå, hvordan de kan optimere deres digitale platform, samt dennes forankring i landets kommuner, for at kunne nå ud til så mange unge som muligt og støtte dem på bedste vis.

Cyberhus når bredt ud

Evalueringens indsigter bygger på to datakilder; brugeradfærd indsamlet gennem Google Analytics og interviews med medarbejdere i udvalgte kommuner. Evalueringen viser, at knap en halv million brugere har besøgt Cyberhus.dk mindst to gange over en toårig periode.

Af dem har godt 4 procent været forbi en kommunal underside. Analysen af brugeradfærd viser, at størstedelen af brugerne anvender Cyberhus.dk til at søge svar på deres spørgsmål – både lokalt i deres kommune og bredt på Cyberhus.dk.

Særligt brevkassen giver værdifuld viden, ikke blot for dem der selv stiller spørgsmål, men også for de tusinder af unge, der læser andres anonyme spørgsmål og svar.

Cyberhus.dk er en værdifuld kontaktflade mellem kommunerne og de unge. Særligt de unge, der ikke i forvejen er i kontakt med kommunen kan drage nytte af en åben, anonym og digital indgang til kommunen. En sådan indgang kan for den unge føles mindre “farlig”, da den er mindre konfronterende.

Samtidig har den unge fuld kontrol over varigheden af kontakten, og kan til enhver tid vælge denne til og fra. Endvidere foregår selve samtalen på den unges præmisser, og vedkommende kan selv styre samtalelængde og detaljegrad.

Tydelig forankring og klare arbejdsgange er vejen til succes

De kommunale medarbejdere pointerer vigtigheden af klart ejerskab og arbejdsgange, når Cyberhus.dk skal forankres i kommunen.

Når det er tydeligt, hvor projektet hører hjemme og ledelsesstrukturerne er på plads skabes de bedste vilkår for, at projektet kan lykkes og kan blomstre. Arbejdet med digital kommunal rådgivning på en fælles platform bidrager til nye arbejdsgange og nye samarbejdsrelationer mellem medarbejderne i kommunen.

I evalueringen fremhæver kommunerne særligt tre punkter, hvor de oplever værdiskabelse ved at være en del af brobygningsprojektet:

  • 1. Muligheden for at møde de unge, der hvor de tilbringer en stor del af deres tid – online,
  • 2. En enkel og tryg indgang til kommunens tilbud for de unge, og
  • 3. Muligheden for at nå unge, der ellers ikke nødvendigvis kommer i kontakt med kommunen.

Ved at man som kommune flytter sig derhen, hvor de unge i forvejen er, elimineres den hindring, der ofte er den største – at man som ung fysisk skal møde op på kommunen, for at få kontakt. Vejen forkortes drastisk og bliver samtidig langt mindre sårbar at betræde, idet man som ung kan gøre det i ro og mag fra sit værelse, der hjemme.

Du kan godt finde informationer om forskellige kommunale tilbud online, men så skal du stadig opsøge stedet i deres åbningstid, for at få svar på dit spørgsmål. Du kan godt komme på ungdomsskolen, hvis du går på et hold, men du kan ikke møde op på ungdomsskolen, hvis du har behov for at spørge, om man kan tage en fortrydelsespille. Når vi er tilstede digitalt får de unge et sted at gå hen efter skoletid.

Eldbjørg Pollestad, Skanderborg Kommune

Hvad så nu?

Evalueringen bør først og fremmest ses som et vigtigt vidensgrundlag for den videre udvikling af Cyberhus og samarbejdet mellem CfDP og landets kommuner.

Det er Analyse & Tals vurdering, at det i fremtiden vil det være oplagt at supplere de meget velfungerende rådgivningstilbud med features, der gør det muligt at bevæge sig fra primært at være en digital rådgivningsplatform til også at være et online værested for unge.

Analyse & Tal foreslår, at perspektiver for videreudvikling blandt andet kan være at tænke i fællesskabsopbyggende indsatser, der tager udgangspunkt i de brevkassetemaer, som optager de unge. Det kan også være at målrette indsatser til bestemte brugergrupper.

Analyse & Tal anbefaler på baggrund af evalueringen, at kommunerne bør inddrages i videreudviklingen af den digitale rådgivningsplatform, da lokale ungefællesskaber bør tænkes sammen med kommunernes allerede eksisterende tilbud. Eventuelt som alternativ for unge, der finder det svært at deltage i fysiske fællesskaber.

I forbindelse med evalueringen er der udgivet tre uddybende artikler. Du kan læse første artikel her, anden artikel her og tredje artikel her. Artiklerne kan læses uafhængigt af hinanden.

CfDP har siden 2017 med støtte fra Velux Fonden udviklet og afprøvet metoder i digital rådgivning og kommunikation til sårbare unge.

Hvad synes du om vores artikel?

Hvis du vil sætte et par ord på din tilbagemelding, vil det hjælpe os rigtig meget, til at kunne forbedre vores indhold.

Vil du vide mere?

Stine Helding Rand

Stine Helding Rand

Fagkonsulent med speciale i identitetsdannelse og kritisk tænkning Kontakt Stine

CfDP har ekspertise og ydelser inden for digital rådgivning, børns digitale vaner, digital dannelse og trends og tendenser på sociale medier og i computerspil.

Vi deltager i og driver projekter om blandt andet computerspil som pædagogisk redskab, hate speech og anti-ligestilling på nettet.