
Ung dialogskaber i Bruxelles: Skal børn og unge inddrages som en del af løsningen mod hadtale?
En af Center for Digital Pædagogiks unge dialogskabere talte til konferencen ‘Countering Extremism and Violent Extremism among Children an Youth’, som blev afholdt af EU Kommissionen i Bruxelles.
Hvad sker der, når vi inddrager unge som en del af løsningen i vores arbejde med at forebygge hadtale, fordomme og polarisering?
Det fik Sofie Weis Johansen for nylig mulighed for at fortælle om ved konferencen ‘Countering Extremism and Violent Extremism among Children and Youth’, som blev holdt af EU Kommissionen i Bruxelles.
Hun er en del af Center for Digital Pædagogiks team af unge dialogskabere, som rejser rundt til skoler og uddannelser i hele landet – og er som de øvrige af vores unge dialogskabere uddannet af os til at lave workshops med andre unge i alderen 12 – 25.

Man skal møde børn og unge der, hvor de er
Formålet er at stimulere refleksion og dialog mellem unge om demokrati, fællesskaber og de fordomme, som de møder offline såvel som online.
Eleverne skal ikke nødvendigvis blive enige om de emner, som kommer op, men de skal gerne opnå forståelse for hinandens udgangspunkter.
Som Sofie Weis Johansen fortalte ved konferencen i Bruxelles, så er noget af det afgørende for en god workshop, at dialogskaberne har modet til at møde de deltagende børn og unge, der hvor de er. Også i de svære eller grænsesøgende snakke, fordi det er det, der kan give eleverne oplevelsen af, at det ikke er farligt at deltage i samtalerne.
Workshopsene er utroligt populære. Og vi tror på, at det i høj grad kan tilskrives, at de er drevet af unge til unge.
I Center for Digital Pædagogik har vi i det hele taget stor tro på, at inddragelse af børn og unge er afgørende i vores indsatser.
Derfor er vi også superglade for, at Sofie Weis Johansen rejste afsted til Bruxelles på vores vegne og bidrog til at få ungeperspektiver udbredt til forebyggelsesarbejdet på tværs af flere EU-lande.
På samme tid er vi glade for, at Center for Dokumentation og Indsats mod Ekstremisme samt LB Foreningen har støttet os i at få udbredt indsatsen til flere børn og unge i Danmark i 2025.
Hvis du vil sætte et par ord på din feedback, vil det hjælpe os rigtig meget til at forbedre vores indhold.