Jeg har i går og i dag haft fornøjelsen af at repræsentere CfDP på  SSP-Samråds årsmøde i Vejle. Selvom jeg havde taget køreturen ud af cyberspace og ned gennem Jylland, var det alligevel lidt som at være hjemme. Hjemme, forstået på den måde, at møde nogle mennesker med samme værdier og interesser, som dem vi praktiserer i CfDP. 250 pædagoger, lærere, politifolk og andre fagpersoner samlet på ét sted. Alle med høj faglig indsigt og stor interesse for at støtte de udsatte børn og unge. En pragtfuld forsamling af nysgerrige mennesker med hjertet på rettet sted. Lige som hjemme i CfDP.

Foreningen er en sammenslutning af medlemskommuner, som arbejder i feltet SSP. Foreningens formål er at være kontaktorgan mellem medlemmerne, at holde medlemmerne ajour med udviklingen og at formidle forslag og ideer til relevante parter.

I går deltog vi i praksiscafeen, hvor 30 forskellige organisationer, råd og virksomheder var inviteret til at fortælle om erfaringer og produkter med relevans for SSP-samarbejdet. I dag holdt Jonas Ravn og undertegnede foredrag om de muligheder, der ligger i at tilbyde Cyberhus.dk som et rådgivningstilbud i den forebyggende indsats, og hvordan man bedst muligt iværksætter en klassedebat om net- og mobiletik.

Der var masser af debat, dialog og spændende indsigtsfulde snakke. Flot arbejde I gør derude, SSP-konsulenter – vi er glade for at kunne understøtte dette arbejde digitalt – og siger tak til SSP-netværket for 2 spændende dage.

]]>

Nyheder