Sine går på Peter Sabroe Pædagog Seminariet og er netop ved at afslutte hendes 3. og sidste praktikperiode. De sidste 6 måneder har hun været en fast del af det rådgivende team i Cyberhus.dk, digitale rådgivning og her kan I læse hendes afsluttende og spændende refleksioner om hendes oplevelser i Cyberhus.

________________________________________________________________________________________________

 

 

 

 

 ”Har du været på den motorvej som drøner inde i ho’det på mig, nej vel har du ej. Og hvad ved du om at være tanketom og forladt uden venner. Nej for du er fra den anden side” Sådan lyder nogle af linjerne fra den sang som Ole Berthelsen har skrevet om at være på den anden side, og som de unge i Cyberhus nu kan lade sig inspirere af. Men hvad vil det egentlig sige at være på den anden side?

Jeg har været i praktik som pædagog i Cyberhus et halvt år. Jeg har chattet med unge og svaret på spørgsmål i brevkasserne. Jeg har mødt unge der er nysgerrige, forvirrede, forelskede, opgivende, taknemmelige, hjælpeløse osv. Men hvad ved jeg egentlig om det at være teenager? og hvad ved jeg om det at være forladt og føle sig alene?

Efter dette halve år ved jeg mere om det at være ung og hvilke problemstillinger de kan stå i, men jeg ved ikke meget mere. Jeg ved det de fortæller. Jeg har fået et lille indblik i mange unges fortællinger om deres liv. Men uanset hvilken chat eller hvilket brevkassespørgsmål, så vil det altid kun være et lille udsnit af en større virkelighed hos den unge.

Når jeg ser tilbage på praktikken så er jeg beriget med utallige af unikke fortællinger om livet. Fortællinger som jeg ikke vil glemme, men som jeg vil tage med mig videre i det pædagogiske arbejde. Jeg har fået en viden om de unge bag facaden. Min egen pædagogfaglighed er også blevet udfordret, fordi jeg har skullet forholde mig til børn og unges problemstillinger bag en skærm og ikke face-to-face. Jeg har også fået øget indsigt i det digitale univers, hvor de unge bruger meget af deres tid.

På den anden side af skærmen

Jeg ved aldrig hvem der sidder på den anden side af skærmen. Jeg ved ikke hvordan den unge ser ud eller hvordan den unge agerer. Men på den anden side af skærmen sidder der faktisk en person som henvender sig til mig. En som vil fortælle noget. Det er ikke altid, at de unge ved hvad de vil eller hvad de skal gøre. Men ved at jeg ”lytter” og spørger ind opstår der et rum, hvor de unge giver udtryk for deres følelser og hvor der er mulighed for at ændre på nogle af de negative fortællinger de har om sig selv.

Jeg kender ikke deres tomhed og jeg kender ikke deres motorvej. Men jeg kender til tomhed og jeg kender til det, at det drøner rundt inde i hovedet. Jeg tror at alle mennesker kan nikke genkendende til de følelser. Men selvom jeg kender til den følelse, så vil min følelse aldrig være den samme som den unges følelse. Jeg har ikke oplevet det de har og jeg har ikke set og hørt det de har. Derfor kan jeg bruge samtalen som et redskab til, at skabe et trygt rum, hvor de unge til at reflekterer over sig selv. Når de reflekterer over sig selv, så kan de komme til at se selv på nye måder og på den måde få dekonstrueret nogle af de negative fortællinger de kan have om sig selv.

På den anden side af overfladen

”Jeg har oplevet meget af det du skriver om og jeg har aldrig haft nogen det tør høre på mig.” Sådan skriver en ung, som kommenterer på Oles sang. Det at turde høre på de unge, er noget af det jeg vil tage med mig videre. At turde spørge ind til det som gemmer sig under overfladen. Ved at turde spørge og have tid til at lytte, tror jeg at flere ikke vil føle sig alene på den anden side.

Venlig hilsen Sine – praktikanten

]]>

Nyheder