Gennem det seneste år har CfDP i tæt samarbejde med Aarhus Kommune, Bikubenfonden m.fl. arbejdet på at skabe brobyggende og virkningsfulde digitale indsatser med offentlige tilbud, civilsamfundet, erhvervslivet og andre relevante aktører. Det sker som del af Bikubenfondens innovationsproces med udvalgte kommuner og andre aktører, der skal udvikle nyskabende løsninger for at styrke anbragte unges netværk og relationer. 

Forskellige spor i arbejdet

Det overordnede formål med projektet er at nytænke overgangen mellem en anbringelse og eget hjem, således at de involverede unge (og voksne unge) får en oplevelse af fællesskab, overblik, sammenhæng, samt målrettet hjælp og kommunikation i indsatserne. 

Det vil først og fremmest ske gennem et fysisk samlingspunkt, med udgangspunkt i tanken om “én indgang”, og samtidig skal det fysiske rum suppleres med et digitalt fællesskab på vores platform Gruppechat.dk, hvor unge kan indgå i digitale fællesskaber med hinanden om et givent emne. I projektet betyder det, at de unge har en nemt tilgængelig og sikker kanal til både hinanden, og de medarbejdere fra Aarhus Kommune som er ansat i projektet. Sidst, men ikke mindst, skal projektet afprøve helt konkrete samarbejdsmuligheder med civilsamfundet, så udvalgte NGO’er kan være med til at løfte de ønsker og behov, som de unge henvender sig med. På den måde kan den kommunale medarbejder frigive tid til at koncentrere sig om sin kerneopgave i arbejdet med de unge. 

Projektet er støtte af Bikubefonden, og de deltager aktivt i projektets udvikling og afprøvning. 

Én indgang

Min Vej Hjem ønsker at skabe én indgang for anbragte og tidligere anbragte unge, hvor de kan opnå en fleksibel helhedsorienteret indsats og langsigtet hjælp. Det betyder, at de unge kun skal henvende sig et sted, uanset hvilke spørgsmål eller behov de måtte have, og så vil medarbejderen i projektet sørge for, at de rette indsatser bliver iværksat for at løse opgaven eller imødekomme behovet. Det bliver på den måde nemmere for den unge at få den rette hjælp. 

Medarbejderne kommer til at befinde sig på en fysisk base i Aarhus, hvor man, som ung, kan kigge forbi til bl.a. rådgivning, læringsforløb, kompetenceopbyggende aktiviteter eller indgå i allerede etablerede fysiske fællesskaber/netværk med andre unge. 

Projektet ønsker at undersøge hvilke beslutningskompetencer der skal til, for at medarbejderen kan fungere som én indgang, og hvilke kommunikationsveje der potentielt er en udfordring. Samtidig vil det blive undersøgt, hvilken betydning det vil have for de unge, at de kun skal forholde sig til én indgang, både i forhold til deres oplevelse af at blive hjulpet, og deres motivation for at søge hjælp. 

GRUPPECHAT.DK SKAL SKABE DIGITALT SAMMENHOLD

På platformen gruppechat.dk kan de unge i projektet blive en del af et online fællesskab. Her kan de dels kommunikere med hinanden, og dels kommunikere med medarbejderne fra projektet. Hver uge vil der blive afholdt en gruppechat, hvor de unge kan tjekke ind med hinanden og med medarbejderne, og en gruppechat som fokuserer på et særligt emne, hvor de unge så kan udveksle erfaringer, tanker og følelser. 

Projektet vil undersøge om et digitalt frirum, hvor de unge kan tale om det der fylder og samtidig få indblik i hvilke tanker, følelser og oplevelser som er fælles for hele gruppen, kan være med til at styrke følelsen af fællesskab og netværk. Både for de unge som er i anbringelse på nuværende tidspunkt, og de unge som tidligere har været i anbringelse. 

Gruppechat.dk er bygget som en anonym platform, og fordi al kommunikation foregår på skrift, forsvinder en del af de hæmninger som typisk opstår i en fysisk kontakt om et sårbart emne. Forventningen er derfor, at det kan sætte rammen for en åben og ærlig dialog mellem de unge, hvor der også er mulighed for at øve sig i at danne relationer til andre og sætte ord på de ting, som måske er svære at tale om. 

Min Vej Hjem afholder gruppechat hver onsdag kl.18-20 på Gruppechat.dk. Chatten er HELT åben for alle nysgerrige unge. Det er uforpligtende, gratis og det kræver ikke en bruger for at være med. Se den på forsiden her.

APP SKAL BYGGE BRO TIL  CIVILSAMFUND 

Samarbejdet med civilsamfundsaktørerne skal foregår gennem en app. App’en er allerede i drift og implementeret i over 50 kommuner i Norge, og går i sin enkelhed ud på at skabe et stærkere samarbejde mellem kommunalt ansatte og de ressourcer som findes blandt civile aktører i bl.a. NGO’er og foreninger. Det handler altså om at iværksætte de frivillige kræfter som allerede findes i samfundet, for at løse en fælles målsætning om at hjælpe unge i sårbare eller udsatte positioner bedst muligt. 

I projektet bliver der udvalgt 2 NGO’er til samarbejdet, og det vil blive testet hvilke opgaver der, med fordel, kan uddelegeres til frivillige hænder, og hvilke der bør varetages af projektets medarbejdere. Endvidere vil vi teste, om appen kan styrke dialogen og relationer mellem kommunen og civilsamfundsaktørerne.

Vi er langt i arbejdet og har været gennem en grundig designproces det seneste år. Vi forventer, at den digitale platform bliver en væsentlig forudsætning for samarbejdet med kommunen og civilsamfundsaktørerne. 

CfDP står for løbende drift, test og afprøvning af den digitale platform i tæt samarbejde med Aarhus Kommune, underleverandørere, projektets projektleder og øvrige aktører, herunder andre civilsamfundsaktører. 

Projektet søger unge

Medarbejderne i projektet søger både unge fra Aarhus, der er anbragt eller har været anbragt, for at få så forskellige input som muligt i testforløbet, og der er derfor brug for unge i alderen 16-29 år. 

Fælles for de unge er, at de skal have lyst til og mod på at deltage i forskellige aktiviteter, blive udfordret til at prøve nye ting og være med til at evaluere projektet, når det slutter. Til gengæld stilles der med et superdedikeret og dygtigt team, og en garanti om at det både bliver hyggeligt, sjovt og spændende at være med.

For at høre mere overordnet om projektet eller tilmelde unge, kan man kontakte projektleder Rikke Damgaard rihd@aarhus.dk

For at høre mere om Gruppechat.dk eller civilsamfundsappen, kan man kontakte Anni Marquard på anni@cfdp.dk 

Hvad synes du om vores artikel?

Hvis du vil sætte et par ord på din tilbagemelding, vil det hjælpe os rigtig meget, til at kunne forbedre vores indhold.

Vil du vide mere?

Signe Sandfeld Hansen

Seniorkonsulent med fokus på digital ungerådgivning og fællesskaber Kontakt Signe

CfDP har ekspertise og ydelser inden for digital rådgivning, børns digitale vaner, digital dannelse og trends og tendenser på sociale medier og i computerspil.

Vi deltager i og driver projekter om blandt andet computerspil som pædagogisk redskab, hate speech og anti-ligestilling på nettet.