Cyberhus er et samarbejde mellem Center for Digital Pædagogik og 26 kommuner, som nu hædres med KL’s Forebyggelsespris 2021. Prisen gives til den bedste kommunale indsats rettet mod børns og unges trivsel og mentale sundhed i en coronatid.

– Prisen er et kæmpe skulderklap og anerkendelse til alle de medarbejdere og frivillige i både Center for Digital Pædagogik og de 26 kommuner, som har arbejdet i overhalingsbanen under corona-nedlukningen for at sikre en rådgivning, som kan nå børn og unge, siger Anni Marquard, grundlægger og daglig leder af Center for Digital Pædagogik.

Fra KL’s bedømmelsesudvalg lyder begrundelsen for tildelingen af prisen blandt andet, at det digitale rådgivningstilbud Cyberhus er en innovativ løsning, som bruger kommunale ressourcer og kompetencer på en ny måde til at skabe nærvær på afstand blandt børn og unge i sårbare positioner.

Samskabelse der gavner
Center for Digital Pædagogik gør sig fortjent til KL-prisen ved at udøve det, de er bedst til: Med solid erfaring at innovere digitale løsninger gennem samskabelse – til gavn for sårbare børn og unge.

– Samskabelse er en kæphest i Center for Digital Pædagogik, og Cyberhus er et eksempel på samskabelse mellem civilsamfund og det offentlige, når det er allersmukkest. Når vi i Center for Digital Pædagogik og kommunerne ryster posen sammen, får vi skabt innovation på et højt niveau. I stedet for at grave grøfter har vi fundet løsninger, som løfter børn- og ungerådgivningen i Danmark, siger Anni Marquard.

Rådgivningen i Cyberhus er i dag implementeret i 26 kommuner med 175 kommunale rådgivere og Center for Digital Pædagogiks 60 frivillige rådgivere. Udviklingen af brobygning mellem Cyberhus og kommunerne har de seneste fem år været støttet af VELUX FONDEN. Netværket mødes hver måned og supplerer og støtter hinanden. Kommunernes digitale rådgivning når ud i lokalsamfundene til de børn og unge, som kan være svære at nå ud til.

– Cyberhus når nogle børn og unge, som ofte går under radaren. Dem som sidder bag computeren og er ensomme. Vil man i øjenhøjde med børn og unge i 2021 i sine indsatser, er man simpelthen nødt til at gå digitalt. Forhåbentligt betyder denne pris, at vi får flere kommuner med, så vi kan hjælpe og støtte endnu flere sårbare børn og unge i hele Danmark, siger Anni Marquard.

KL’s mål med Forebyggelsesprisen er at synliggøre kommunale tiltag, der har vist en positiv effekt og er med til skabe viden og inspiration om indsatser, der er blevet implementeret med succes.

Center for Digital Pædagogik har over 16 års erfaring med at forstå og gøre en forskel i børn og unges digitale liv. Gennem online rådgivning, foredragsvirksomhed og ikke mindst pædagogisk arbejde med digital rådgivning er Center for Digital Pædagogik blevet en af Danmarks førende NGO’er med fokus på digitale mediers påvirkning af børn og unges dagligdag og trivsel.

Center for Digital Pædagogik er etableret i 2004 af Anni Marquard. I dag har centret i Aarhus 15 ansatte og cirka 60 frivillige – og er et af landets førende videnscentre for digital rådgivning til børn og unge. Center for Digital Pædagogik er en del af KFUM’s Sociale Arbejde, som på landsplan driver over 170 sociale institutioner og tilbud.

Yderligere informationer for pressen

Grundlægger og leder af Center for Digital Pædagogik, Anni Marquard, 5050 2413.

Hvad synes du om vores artikel?

Hvis du vil sætte et par ord på din tilbagemelding, vil det hjælpe os rigtig meget, til at kunne forbedre vores indhold.