Når vi i verdens lykkeligste land har skabt en årgang, for hvem det er helt almindeligt at søge professionel psykologisk hjælp for at overkomme hverdagen bør vi nok lige rulle vores nuværende praksis til et periodisk syn.
Er de unge under et alt for stort forventningspres eller er de blevet så mentalt tyndhudede, at de oplever livets naturlige bekymringer og udfordringer som mistrivsel? Sandheden findes nok et sted midt i mellem.

Faktum er at den nye omfattende forskningsrapport om danske børn og unges trivsel og velfærd fra SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, viser at 35 procent af de 19-årige piger i 2013 havde søgt psykologisk bistand. Mere end 1/3 af en årgang. Det giver i hvert fald mig anledning til bekymring.

På jagt efter anerkendelsen
I mit daglige arbejde i Center for Digital Pædagogik´s online rådgivningstilbud til unge, Cyberhus, møder jeg hver dag piger, som mistrives. Piger der henvender sig omkring alt fra kærestesorg og eksamenspres til spiseforstyrrelser og selvmordstanker.
Jeg møder piger, som har oplevet frygtelige overgreb og omsorgssvigt. En gruppe af unge der fylder en del i vores rådgivning.

Men siden jeg startede i Cyberhus i 2007 har en anden gruppe vundet større indpas i rådgivningen. Unge piger som, efter eget udsagn, er vokset op i familier med både støtte og omsorg, men som til trods for deres baggrund alligevel udvikler eksempelvis spiseforstyrrelser og selvmordstanker. Altså unge piger som objektivt set, ”burde” trives.
Det er klart, at der kan være en lang række årsager til, at unge, der egentlig er vokset op med gode forudsætninger for at trives, alligevel mistrives. Men noget har de til fælles.

De fortæller, at de hele tiden forsøger at opnå anerkendelse. Den helt grundlæggende følelse af at blive anerkendt som et menneske på godt og ondt…det er den de savner. De føler, at anerkendelse er noget, de kun kan opnå, når de træffer de ”rigtige” valg, har succes og lever op til andres eller egne forventninger. Det er en kamp, der er så godt som umulig at vinde. For selvfølgelig fejler de. Det gør vi jo alle.
Og hvis de unge ikke grundlæggende føler sig anerkendt på trods af handlinger, valg og fejl, så bliver det meget let for dem at sætte lighedstegn mellem at fejle og at være en fejl…og det oplever jeg at de gør.

Jeg møder nogle piger, der føler et enormt pres for at leve op til egne og andres forventninger. De føler, at de skal have succes på nogle bestemte parametre(eksempelvis uddannelse, sociale relationer, den sunde krop), og de ved, at de selv bærer ansvaret for, at det lykkes. Og det er her, at filmen knækker. For hvor de alle har fanget budskabet om, at ”du kan, hvad du vil” så er de ikke nær så opmærksomme på at vejen til succes kan være ufremkommelig og væsentlig længere end først antaget. De forstår ikke, hvorfor de fejler når alle andre lykkes. For det gør alle andre i disse pigers optik.

Har vi glemt at fortælle dem “hele sandheden”
Har vi glemt at fortælle de unge at alle de andre heller ikke kan? Har vi glemt at fortælle at alle mennesker fejler og at vejen til succes ofte er alt andet end lige? Nogle gange kan man gøre alle de rigtige ting og stadig ikke komme i mål. Det kan betyde at man må starte forfra og finde nye veje, og andre gange må man indse at man slet ikke kommer i mål…og så må man sætte sig nye mål i stedet.

Hvis de unge kun har fokus på at succes måles på bestemte parametre og i øvrigt er noget man selvfølgelig opnår hvis bare man vil det nok…hvem har så skylden? Ja, ud fra den logik at ”du kan hvis du vil” så må det jo være den unge selv.

Men hvad jeg oplever som langt mere skræmmende er at denne gruppe af piger som jeg har erfaringer med er så fundamentalt usikre på sig selv at de oplever selv de mest naturlige menneskelige handlemønstre som vrede, sorg, at føle sig ked af det som udtryk for svaghed. 
Det ligner slet ikke mig at gøre sådan noget her. Jeg er ikke sådan en der beder om hjælp. Jeg plejer ikke at være svag. Et udsagn jeg har hørt rigtig mange gange fra unge piger der som indledning på en chatsamtale undskylder for at de overhovedet er logget på. 
Igen tænker jeg om vi har været gode nok til at fortælle de unge at det er helt naturligt at være sårbar, når vi oplever sorg modgang og krise. At den sårbarhed er et udtryk for menneskelighed og ikke svaghed.

Jeg møder piger som hver gang de møder modgang, sorg og krise søger en løsning. Det tænker jeg er meget naturligt, men har vi været gode nok til at fortælle de unge at nogle gange findes der ikke en løsning. Nogle gange må man bære sin sorg og smerte hele livet. Og har vi glemt at fortælle at det er okay?

Vi kan gøre det bedre
Jeg tror at vi i fællesskab kan gøre det bedre. At vi som ældre generation og bærere af vores fælles kultur og værdier kan klæde de unge bedre på til at klare sig gennem livets benspænd. At vi godt kan vise et lidt mere nuanceret billede af livet. 
For vi skal stille høje krav, og de unge må gerne drives frem af høje ambitioner og store drømme. Men de skal samtidig have de nødvendige redskaber til at kunne opstille realistiske forventninger. Og for at kunne gøre det har de brug for et mere komplet billede end…Du kan hvis du vil.

]]>

Hvad synes du om vores artikel?

Hvis du vil sætte et par ord på din tilbagemelding, vil det hjælpe os rigtig meget, til at kunne forbedre vores indhold.

Vil du vide mere?

Niels-Christian Bilenberg

Pædagogisk konsulent Kontakt Niels-Christian

CfDP har ekspertise og ydelser inden for digital rådgivning, børns digitale vaner, digital dannelse og trends og tendenser på sociale medier og i computerspil.

Vi deltager i og driver projekter om blandt andet computerspil som pædagogisk redskab, hate speech og anti-ligestilling på nettet.