Signe Sandfeld Hansen

Seniorkonsulent med fokus på digital ungerådgivning og fællesskaber Mere om Signe

På sitet grænseløst.dk arbejder CfDP fortsat med de seksuelle gråzoner, og en opsamling på projektet indtil nu viser, at den digitale indsats kan være med til at mindske det seksuelle tabu i mødet med de unge.

Siden juli 2021 har Grænseløst.dk været et digitalt univers for viden om bl.a. seksuelle rettigheder, sugardating, prostitution og grænsesætning. Derudover indeholder det en bred vifte af personlige fortællinger fra unge, der på den ene eller anden måde har fået sine grænser overskredet, eller som har bevæget sig i gråzonerne mellem normalt parforhold og prostitution.

Sitet, der er finansieret af Socialstyrelsen, er skabt som en oplysningsindsats i et projekt, hvor formålet er at forebygge gråzoneprostitution, og har fået liv gennem kombinerede kræfter fra CfDP, LivaRehab, RedenUng, Kvisten og Ungtilung.com. På den måde er sitet blevet et vigtigt eksempel på, hvordan flere organisationer kan arbejde sammen om et fælles formål, så indsatsen til de unge kan nå længere ud, end hvis der arbejdes individuelt.

En nytænkende kommunikationskampagne

Når vi dykker ned i resultaterne fra den sideløbende digitale kampagne på de sociale medier, som viser, at kampagnens indhold har haft mere end 1,3 mio eksponeringer på Snapchat, tyder det på, at indsatsen har fået både bredde og længde. Kampagnen er også blevet vist på Facebook, Messenger og Instagram, men Snapchat er den kanal, som har klaret sig bedst. På Grindr har kampagnen også nået bredt ud, hvor der er blevet annonceret med indhold målrettet særligt til homoseksuelle. 

Formålet med indholdet i kampagnen er at sætte gang i refleksioner hos tilskuerne gennem blandt andet en provokation af eksisterende forestillinger og holdninger. Kampagnen indeholder eksempelvis en video, der giver indtryk af, at man kan få nye accessories uden at bruge penge. Videoen fører ind på en landingsside, der ved første øjekast ligner en webshop. Her kan man både købe undertøj, smykker og sko, og også anerkendelse, omsorg og opmærksomhed. Når man klikker på den ønskede vare, bliver man – ligesom på normale webshobs – bedt om at vælge en betalingsform. Der er bare et twist.

Udover visa og afbetaling, er her også mulighed for at betale med “byttehandel”, hvor der blandt andet kan vælges mellem “4 nudes til en, du ikke kender”, eller “en tur på hotel med en ældre mand”. Disse valgmuligheder har til formål at tydeliggøre de dilemmafyldte gråzoner indenfor f.eks. sugardating. Når man har valgt sin betalingsform, præsenteres man for en tekst, der forklarer, hvorfor betalingsmulighederne er, som de er. Annonce slutter med “Er du i tvivl om, hvor langt du vil gå, så læs vores gode råd her”, og sender herefter brugeren ind på Grænseløst.dk.Alt kampagneindhold kan ses på grænseløst.dk/oversigt

Svære emner uden tabu

Udover platformen og kommunikationskampagnen, har vi også arbejdet med nogle mindre digitale indsatser hos de øvrige puljedeltagere. Målet var her at undersøge, hvilke andre – mindre omfattende – initiativer, der kan støtte op om deres indsatser, så vi skaber de bedst mulige forudsætninger for forebyggelse.

Hos alle involverede organisationer har CfDP ydet sparring til deres interne kommunikationsindsatser, herunder i forhold til annoncering på de sociale medier, men også i forhold til at udvikle og målrette en landingsside på organisationernes egne platforme. Derudover har vi afholdt foredrag om unges digitale liv, og stillet gruppechat til rådighed som et rådgivningsværktøj. De såkaldte mini-indsatser har været skræddersyet til de pågældende behov hos organisationen, og det har derfor været forskelligt, hvilke tiltag der gav bedst mening.

Gruppechatindsatsen

Den indsats, som har været mest direkte til de unge, har været gruppechat, som afprøves af LivaRehab. Gruppechatten er faciliteret på Gruppechat.dk, som er CfDPs egen platform, men LivaRehab har stået for at planlægge og afholde alle gruppechats selv. På Gruppechat.dk benytter de sig af navnet LivaUnge, for at henvende sig mere direkte til puljens målgruppe af unge i alderen 15-30 år.

Gruppechat afprøvningen har budt på mange forskellige emner, herunder sugardating, homoseksualitet, overgreb, BDSM, porno, sex for hash og meget andet. Til næsten alle emner har der, udover rådgiver, deltaget enten en ungementor eller en gæsterådgiver. En ungementor er en ung, der har erfaringer med emnet, som deler sine erfaringer med andre unge, mens en gæsterådgiver kan være en fagperson med specifik viden om det givne emne. Gruppechatten har haft åben hver anden tirsdag kl.20-22 og er velbesøgt med gennemsnitligt 4,7 deltagere pr. gang. Tilbagemeldingerne fra de unge tyder desuden på, at gruppechatten giver dem et trygt rum, hvor de kan dele deres oplevelser, tanker og følelser – uden de skal være bekymret for at blive mødt med fordomme.

”Tak fordi jeg har fået lov til at være med. Det har været en rigtig god oplevelse for mig at være med, og håber jeg igen får muligheden for at være med en dag”

Ung fra LivaUnges gruppechat

” ja det har været en rigtig god chat, og især at jeg ikke er alene om det med grænser, ensomhed, bytte ensomhed for sex on andre ting. det føltes trygt at kunne dele”

Ung fra LivaUnges gruppechat

Udviklingen fortsætter ind i 2022

Ved udgangen af 2021 har vi talt med alle samarbejdspartnere for at justere og evaluere på indsatsen. Det har vi gjort både i forhold til den store kampagneplatformen, men i høj grad også mini-indsatserne. Det betyder, at vi går ind i 2022 med fornyet energi og med masser af ideer til, hvordan vi fortsat kan understøtte deres arbejde med en digital vinkel.

Vi glæder os til at se, hvad året bringer, og vi glæder os til at gå det i møde sammen med fagligt stærke og omsorgsfulde samarbejdspartnere.

Hvis du vil vide mere om projektet

Kontakt projektleder Signe Sandfeld Hansen på signe@cfdp.dk

Hvad synes du om vores artikel?

Hvis du vil sætte et par ord på din tilbagemelding, vil det hjælpe os rigtig meget, til at kunne forbedre vores indhold.

Vil du vide mere?

Signe Sandfeld Hansen

Seniorkonsulent med fokus på digital ungerådgivning og fællesskaber Kontakt Signe

CfDP har ekspertise og ydelser inden for digital rådgivning, børns digitale vaner, digital dannelse og trends og tendenser på sociale medier og i computerspil.

Vi deltager i og driver projekter om blandt andet computerspil som pædagogisk redskab, hate speech og anti-ligestilling på nettet.