CfDP driver som bekendt en skole-/oplægstjeneste, der debatterer digitale problemstillinger med børn, unge, fagpersoner og forældre. Det seneste års tid har vi brugt meget krudt på især lærersammenslutninger. Det fokus har vi haft, fordi vi gerne vil bidrage til, at flere lærere selv opnår kompetencer til at undervise elever i de mange spændende problemstillinger og MULIGHEDER, som de digitale medier stiller os overfor.

Fra de mange læreroplæg har vi især fået den erfaring, at skoler i stor stil begynder at indse nødvendigheden af at definere en egentlig politik for brugen af sociale medier. Men det er en svær øvelse. I en tid, hvor medierne kan få en friskolelærers krænkende sms’er til en elev til at blive til overskriften: “Odense vil lave regler for elevernes Facebook-kontakt med eleverne“, er det altså svært at være nuanceret og fastholde fokus på mulighederne frem for begrænsningerne. Kolding Lærerkreds har netop offentliggjort et sæt retningslinjer til lærere om brugen af sociale medier. Hos Tvsyd hedder overskriften “Advarer lærere mod Facebook“. Det helt unødvendige fokus på død og ulykke forringer kraftigt lærernes lyst til at se alle mulighederne i brugen af sociale medier; og det er faktisk lidt ærgerligt.

Fra diskussionerne på skolerne ved jeg, at mange bekymringer går på, at man ikke vil udlevere sig selv overfor eleverne. Og man vil frem for alt gerne være forsigtig. Mange lærere ved ikke, at man idag har gode muligheder for at oprette arbejdsgrupper og fællesskaber på sociale medier, hvor man ikke får adgang til hinandens privatliv. Man kan sagtens anvende Facebook, uden at man bliver ven med eleven – og omvendt. Det centrale er nogle gange, at man gennem et venskab med eleven også øger sit læreransvar betragteligt, da man ikke kan undlade at reagere på problematisk adfærd hos/omkring eleven. Uanset tidspunkt og forum. Men det gensidige venskab er netop ikke en forudsætning for at anvende sociale medier i en faglig kontekst. Jeg håber de mange retningslinjer, der skrives i disse dage vil finde den rigtige vinkel på problematikken…

Skolerne står overfor nye udfordringer. På en efterskole jeg besøgte i sidste uge fortalte en lærer mig, at der var blevet oprettet en elevside for nuværende OG tidligere elever på Facebook sammen. Hvor man tidligere har været vant til at starte på en frisk hvert år med nye elever og nye relationer, er det nu blevet muligt for elever at have forudindtagede holdninger til forskellige lærere og processer på skolen allerede inden man starter. De sociale medier skaber en ny virkelighed for både elever og lærere. I stedet for at begrænse og opstille forbud må man bruge det aktivt. Spekuler i mulighederne, når der udformes en politik. Det gavner.

I Center for Digital Pædagogik vil vi gerne deltage i skolernes diskussioner om digital dannelse, sociale medier, netetik og meget andet.

Skulle du være interesseret i at læse om vores oplæg/foredrag, så check vores tilbud HER

]]>

Digital trivsel