I det sidste halvandet år har Rasmus Paludan turneret rundt i Danmark og promoveret ekstreme højreorienterede synspunkter imod islam og indvandrere. Men udover at være formand for det indvandrekritiske parti “Stram Kurs”, er han af forskellige grunde også blevet et populært YouTube-fænomen blandt børn og unge. Hans besøg i socialt udsatte boligområde bliver filmet og lagt op på hans YouTube-kanal. I disse videoer refererer han til Islam som en ”taberkultur” og forbinder provokativt muslimer med homoseksuelle, hvorved begge grupper bliver stødt.

YouTube fjernede på et tidspunkt en af Rasmus Paludans videoer, hvor han talte nedsættende til en 14-årig dreng – ved at kalde ham en ”kriminel taber” – baseret på YouTube’s politik vedrørende chikane og mobning. Paludan er også blevet sigtet for bagvaskelse og blev i starten af april dømt for racisme for at tale nedsættende om afrikanere i en video, han selv fjernede fra sin profil.

LÆS OGSÅ: SELMA – Mobning og hate speech

Umiddelbart ser det ud til, at langt størstedelen af personer i Danmark er enige om, at Rasmus Paludan er et ekstremt tilfælde med meget lidt reel støtte. Men problemet er ikke antallet af støtter, han har. Det er, hvordan denne form for hate speech bliver spredt blandt børn og unge, og hvordan det er med til at udbrede normaliseringen af lede generaliseringer om bestemte grupper.

Hate speech bliver normaliseret, og YouTube kan hjælpe til

Journalisten Frederik Kulager fra Zetland fremlagde for nyligt, at kun 14 procent af de views, der kommer på Rasmus Paludan YouTube-kanal, kommer som et resultat af, at folk aktivt søger efter hans videoer. Resten kommer fra ”næste video-forslag” og ”hot lige nu”-sektionen med anbefalet materiale fra YouTube. Dette kalder på en bedre forståelse af algoritmer og, hvordan budskaber bliver udbredt online. Forskning udført af Algotransparency.org sidste år viser, at YouTubes algoritme ”systematisk forstærker videoer, der er opsplittende, sensationelle og konspiratoriske”.

Måske ser man Paludans videoer med intentionen om at grine af og latterliggøre ham. Men YouTube vil aldrig kunne se forskel. Derfor vil det automatisk antage, at du vil se mere af samme materiale, og måske vil det også anbefale dine venner det samme.

Eksempel på en YouTube-kanal, der lægger ironiske videoer op med Paludan. Her kan det være svært for udenforstående at gennemskue grænsen mellem Paludans hadefulde indhold og jokes.

Når man underviser teenagere at stå imod hate speech, er det meget svært at bruge konkrete eksempler fra Rasmus Paludans videoer, fordi det kan blive forstået som at skabe eller dele hate speech. (U)heldigvis behøver vi næsten aldrig at dele eksempler, når vi har træningstimer med unge mennesker, fordi alle allerede kender videoerne. Når man spørger elever om Paludan, har næsten alle fra 10 år og opefter set flere videoer med ham – både de egentlige videoer og parodier, diss-tracks, memes og så videre. Til en vis grad kan det blive argumenteret for, at det er positivt, at børn benytter de samme medieredskaber til at håne Rasmus Paludan, men det faktum er stadig, at det originale materiale bliver omdelt.

I et ekstremt tilfælde så vi elever der, under en lektion i benyttelse af medier, gjorde en Nazi-salut, da emnet faldt på Paludan. Da de blev konfronteret med det, argumenterede de for, at det var ment som ”for sjov” og ”sarkastisk” for at demonstrere, hvor latterlig Rasmus Paludan var. Dette er et skinnende eksempel på vanskeligheden ved at klargøre intentioner. For den jødiske pige i klassen var det måske ikke sjovt og/eller tydeligt, hvad intentionen med handlingen var.

LÆS OGSÅ: Sårbar og vred man søger…

Vi skal diskutere hate speech med unge

Rasmus Paludan er ikke nødvendigvis et eksempel på en person, der bryder dansk lovgivning hver gang han taler, men mere et eksempel på et moralsk nederlag i forhold til, hvordan vi forholder os til bestemte grupper af mennesker. Det viser et behov for at diskutere hate speech med nutidens børn og unge for få dem til at forstå, at menneskers bestemte karakteristika må blive beskyttet fra angreb. Vi må også forstærke deres evne til at genkende og regulere deres egne følelser, tanker og adfærd og føle empati med og forstå andres synspunkter inklusive, hvis de kommer fra andre baggrunde og kulturer.

Med grobund i metoder baseret på social og emotionel læring adresserer SELMA’s arbejdsredskab disse problemer. Det bliver et sæt af principper, metoder og aktiviteter, der vil hjælpe undervisere og fagpersoner med at arbejde på online hate speech hos 11- til 16-årige teenagere. Undervisere vil være i stand til at navigere gennem 100 aktiviteter, der vil adressere en lang række tematiske spørgsmål som f.eks.:

– Hvad er online hate speech?
– Hvordan får hate speech mig til at føle?
– Hvad er min rolle, og hvad kan jeg gøre?

Ydermere vil det styrke dem i deres kompetencer til at tage handling og blive i stand til at ændre deres miljøer mod det bedre.

Hvad er SELMA?

SELMA er en forkortelse af begreberne Social and Emotional Learning for Mutual Awareness. Det er et 2-årigt projekt, som er medfinansieret af den Europæiske Kommission, og som sigter mod at tackle problemet med online hate speech ved at fremme og promovere gensidig opmærksomhed, tolerance og respekt. Projektet bygger på en tilgang, hvor man gennem social og emotionel læring forsøger at styrke og understøtte de unge i at fungere som agenter for forandring. SELMA sigter mod at hjælpe de unge med at få en større forståelse af fænomenet “online had”, og giver dem bedre værktøjer og strategier til at handle og skabe forandring.

[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Custom_HTML”] Digital trivsel Radikalisering