Filosofen Nicholas Carr er kommet til Danmark. Eller rettere; hans synspunkter er ved at blive hørt i Danmark – senest i udsendelsen “Facebook ødelægger de store tanker” på P1’s Eksistens. Hans bog “The Shallows – What the Internet Is Doing to Our Brains” udkom i juni og har været diskuteret lige siden i bl.a. USA, hvor Carr selv befinder sig.

Men tankerne vækker genklang mange steder; og spørgsmålet om hvorvidt de nye medier er så positive som de fleste hylder dem som, er værd at stille kritisk – som vi også har nævnt her på siden. Carr tager udgangspunkt i det kendte princip, at vores hjerner ændrer sig alt efter hvad de bliver sat til. Spiller jeg skak hele livet, holder min hjerne styr på tusindvis af mulige fremtidige mønstre på brættet. Klatrer jeg på en klippevæg, er det næsten som om mine hænder husker, hvor det næste fremspring er, selvom øjnene, der så det, nu kigger længere oppe, og jeg ikke tænker på det bevidst. Der sker mere bag i vores hoveder, end vi lige er klar over – og vi specialiserer os hele tiden i at bruge de redskaber til de opgaver, vi nu engang har og er sat foran.

Og Carr mener altså, at internettet med Facebook, youtube og en konstant strøm af nye, interessante hjemmesider at besøge, træner især de yngste generationers hjerner til at blive dårligere.

Med dårligere mener Carr dårligere til fordybelse. Det har han muligvis ret i; især børn og unge lader sig nemt distrahere af alt det sjove. Lige ét spil mere, lige én youtube video mere, lige indtil denne udsendelse er slut… Der er intet nyt i distraktioner, og der er intet nyt i, at forældre, pædagoger og lærere må tage ansvaret for, at de begrænses, når der skal spises, arbejdes, laves lektier, osv. Så langt er få, og slet ikke jeg eller CfDP, uenig.

Farlige redskaber?

Men Carr går et skridt videre og mener, at de nye digitale distraktioner er endnu værre. Mobiltelefonen er med alle steder, Facebook checkes ved enhver given lejlighed, osv. Det er ikke bare tiden, der bliver brugt, og som man rimelig nemt kan begrænse som ansvarlig voksen. Det er selve den måde vi bruger redskaberne på, der er problematisk.

“Over årene,” skriver Carr, “har jeg haft en ubehagelig fornemmelse af at nogen, eller noget, piller ved mine hjerne, omprogrammerer neuronerne, omprogrammerer hukommelsen”. Jeg er helt enig. Jeg har selv mærket ændringerne. Når jeg bliver i tvivl om et ord, googler jeg rundt efter det – nogle gange finder Google det først, nogle gange får jeg sparket den grå fedtsæk i kraniet i gang, ved at finde på gode søgeord, og den vinder kapløbet. Jeg kan dårligt huske mit eget telefonnummer, hvis du tager min mobil – men med den i hånden kan jeg finde vej til Rom på cykel, og huske e-mails på alle, jeg nogensinde har skrevet til.

De unge, der vokser op med de nye medier i dag, ender op med helt andre hjerner og sind, end vi voksne gjorde. Ligesom skriftsproget ændrede, hvordan vi brugte vores hukommelse – ingen kan et helt homersk heltekvad i hovedet mere – så ændrer de digitale medier vores tænkning. Og hver gang er der nogen der begræder det tabte; den måske første filosof, Platon, var måske også den første til at gøre netop det, da skriftsproget vandt indpas:

“…denne opfindelse … vil skabe forglemmelse i dem der skal lære, for de vil ikke bruge deres egen hukommelse; de vil stole på tegnene udenfor dem selv og ikke huske ved egen kraft.”

Men er det så skidt? Lad os vende kritikken mod en anden teknologi, som vi er helt vant til; vores armbåndsure. Ingen kan klokken mere, ville Platon beklage sig – en kritiker, der følger Carrs tankegang, ville fokusere på, at vi hele tiden kigger: Vi bliver distraherede, og mærkelige i hovedet af at være afhængige af at vide, hvad klokken er. Har vi brug for at vide det? Hvor meget koster det vores hjerner at holde styr på, hvornår den sidst kiggede?

Er “vandstanden” i kraniet det vigtigste?

En anden nutidig filosof, Andy Clark, har et svar parat til den kritik. Uret, mener han, er en del af vores sind. Der foregår konstant lidt ping-pong frem og tilbage mellem hjerne og ur – og det resulterer i en rimelig god fornemmelse af, hvad klokken er blevet. Det samme viser sig at ske med de sociale redskaber – ved at sende en SMS med “laver?” til venner i ny og næ, checke Facebook, mm. opnår de unge en fornemmelse for hvor deres venner er, hvordan de har det, og hvordan status lige er på venskabet. En del af denne proces foregår på computeren, noget på telefonen, og noget på Facebook’s servere – og noget sker inden for kraniets vægge.

Det er helt naturligt, og det sker hele tiden. Vi har et øje på sidemakkeren i klassen, vi følger med i stemmelejet i medpassagererne i bussen. Vi samler op på tusindvis af signaler, hele tiden. Ubevidst og effektivt giver de et billede af verden lige nu. Hjernen samarbejder hele tiden med tusinde sansesignaler, som ikke ødelægger tænkningen men aktivt fodrer den vigtige oplysninger, bevidst og ubevidst. Hvorfor skulle elektroniske signaler være anderledes?

Denne blog-post udspringer selv af, at noget dukkede op i mine sociale strømme; blogs, Facebook og de aviser der flyder rundt omkring. Uden at tælle efter eller have tænkt videre over det, beslutter jeg mig for, at nu er Carr kommet til Danmark. Her starter fordybelsen så og jeg tjekker min søgehistorie og bogmærker i min browser, mine medarbejdere og lidt løst rundt på Google – mens jeg skriver. Det fungerer upåklageligt.

Selvfølgelig skal vi lære børn og unge fordybelsen, men vi skal ikke være bange for, at vores og deres bevidstheder flyder rundt på flere medier ind imellem og under opgaverne. Vi har ikke brug for folk der kan recitere Homer, eller skrive én bog  én anden – vi har brug for en generation der kan finde nye forbindelser og samle nye tanker ud af informations-strømmen. Vi må gerne sprede vores bevidsthed ud i æteren…

Carr og Clark’s måske vigtigste bøger om emnet kan findes her:
https://www.amazon.com/Shallows-What-Internet-Doing-Brains/dp/0393072223
https://www.amazon.com/Natural-Born-Cyborgs-Technologies-Future-Intelligence/dp/0195177517

]]>

Digital trivsel