På workshops blandt lærere ender jeg ofte i en debat om unges excessive brug af smartphones og sociale medier. Den gældende diskurs på området er: “Det er problematisk, at unge er så hungrende efter feedback og så selvpromoverende at de ikke ænser verden omkring dem” .
Jeg er ikke 100% uenig i at der kan være noget med, at unge er blevet en tand mere narcissistiske efter de har fået Facebook samt smartphones til at dyrke de mange instant pleassures til hver en tid. Jeg er dog meget uenig i at det kun er et “ungeproblem”.

Igår var jeg til en gæsteforelæsning med Max Van Manen, som skulle give sit bud på “E-life and Cyberpedagogy”. I et ellers inspirerende oplæg noterer jeg mig gang på gang at de eksempler der anvendes til at illustrere “negative” aspekter af teknologiens indflydelse på os handler om unge. Van Manen havde eksempelvis observeret en lang række unge i bussen som konstant havde deres smartphone i hånden, i gang med at være social ad alskens kanaler i stedet for at tale med hinanden eller reflektere over verden. Jeg undrer mig over eksemplet, for når jeg kører i bus sidder der masser af voksne mennesker med smartphones i hænderne i fuld gang med nøjagtigt det samme.

Vi hører gymnasielærere klage over at de unge konstant misbruger teknologien til at surfe og facebooke i stedet for at modtage undervisning. Men for et par dage siden var jeg til et møde i mine børns daginstitution. Undervejs i mødet noterer jeg mig adskillige personer der checker mail, facebook og surfer. Fyren ved siden af mig hiver sin smartphone frem, finder wordfeud og fortæller mig stolt at han har lavet et ord til 78 points. Fuldstændigt uden antydningen af at det skulle være mangel på pli at hive sin smartphone frem midt i et forældremøde.
Til forelæsningen med Van Manen sad jeg bagest i lokalet og kunne derfor også se hver gang en deltager lige checkede sin FB profil, twitterstrøm eller surfede på billige flybilletter til ferien. Det skete ofte.

Vi hører historier om at en typisk teenager sletter sin nyskrevne statusopdatering efter 1 time eller 2 hvis den ikke har fået nok ‘likes’ eller kommentarer. Det er måske nok mere drastisk end hvordan voksne ville handle. Men vi kender alle følelsen. Det er rart at “blive set”. Det er bestemt ikke kun unge, der bruger Facebook til bekræftelse.

SÅ – De unge er måske nok frontrunners omkring brugen af social teknologi, men problemet andrager jo os alle. Jeg bruger en betydelig del af min hverdag på etisk forsvarlig brug af digitale medier hos børn og unge – og det er super relevant. Men vi skaber en ikke-eksisterende kløft, hvis vi taler om digitale udfordringer som noget der kun handler om børn og unge.

 

]]>

Digital trivsel