I søndagens udgave af Berlingske Tidende (13/2-2011) kan man læse to væsensforskellige artikler om Facebook. Den ene er David Trads’ analyse af Facebook set i lyset af den sidste tids hændelser i Egypten – dvs. historien om, hvordan det sociale netværk spillede en afgørende rolle i opstanden mod det korrupte Mubarak-styre. Den anden artikel er en kommentar fra Rasmus Hagedorn-Olsen, der med grobund i en verserende tysk debat tager fat i det, han kalder “informationsrovdrift på det digitale jeg”. Foreningen af de to historier i samme avis forklarer noget af Facebooks fortsatte succes. Vi kan alle blive indigneret, når mastodonter som Facebook og Google laver en forretning ud af at dele vores personlige informationer i et system af ranking og algoritmer, som gør os alle til statister. Men det kan vi tilgive, fordi Facebook trods alt gør verden mindre, mere fri, mere demokratisk etc. Den første artikel i Berlingeren anlægger den positive kosmopolitiske vinkel på Facebook: “For Mark Zuckerberg, hvis officielle mission er at skabe en mere åben verden, må revolutionen i Egypten være beviset på, at hans projekts rækkevidde og styrke er så altomfattende, som han altid har hævdet“. David Trads spekulerer endda i, om 2011 bliver året, hvor Zuckerberg modtager Nobels fredspris som den yngste nogensinde. Den anden artikel er som antydet langt mere kritisk. Dens udsigelse synes at være: Fordi vi ikke ønsker at betale for noget som helst på internettet, bliver konsekvensen, at Facebook og Google m.fl. laver forretningsmodeller, hvor vores private oplysninger sælges til reklameindustrien – og hvor pinlige episoder fra fortiden placeres højst i søgeresultaterne, fordi der altid rangeres på popularitet.  Hagedorn-Olsen refererer til en tysk minister, der har foreslået implementeringen af et digitalt viskelæder, der kan fjerne personfølsomme oplysninger fra nettet.  “Som menneske ændres og modnes man gennem årene, og i fremtiden bør det være ens ret at have muligheden for at gå tilbage i tiden og slette nogle dumme teenage-bemærkninger eller billeder, som ellers kan hænge på ens digitale jeg i al evighed” , skriver Rasmus Hagedorn-Olsen i sin kommentar. Det er vigtigt, at man forstår, at nettet ikke fungerer som en redigerbar virkelighed, der kan kontrolleres. Man kan aldrig få succes med et digitalt viskelæder. Hvordan skulle det dog fungere i praksis?
Det er langt mere essentielt, at vi tager børn og unge i hånden og klæder dem på, inden de begår de værste digitale brølere. Jeg fryder mig over, at informationsstrømme i sociale medier kan medvirke til nødvendige revolutioner, men jeg ærgrer mig over, at man i 2011 kan tale om værktøjer til at redigere i information på nettet. I Cyberhus – Center for Digital Pædagogik har vi altid agiteret for etiske filtre i hovedet, der skal fungere som et forebyggende element på alle de ubehagelige ting, der kan plette det ‘digitale jeg’. Det er denne forebyggende indsats, der efter min mening er den mest fundamentale. Viskelæderet er en sympatisk idé men også en urealiserbar ide, der slet ikke kan erstatte undervisning i (og refleksion over) tilstedeværelsen i de digitale og sociale medier.

]]>

Hvad synes du om vores artikel?

Hvis du vil sætte et par ord på din tilbagemelding, vil det hjælpe os rigtig meget, til at kunne forbedre vores indhold.

Vil du vide mere?

Jonas Ravn

Seniorkonsulent med speciale i unges digitale trivsel Kontakt Jonas

CfDP har ekspertise og ydelser inden for digital rådgivning, børns digitale vaner, digital dannelse og trends og tendenser på sociale medier og i computerspil.

Vi deltager i og driver projekter om blandt andet computerspil som pædagogisk redskab, hate speech og anti-ligestilling på nettet.