Facebook har netop rundet den imponerende milepæl, en ½ milliard brugere. Der er pt. 2 milliarder internetbrugere på verdensplan. Hver fjerde af dem er således på Facebook. Vildt!
I takt med denne milepæl begynder biograferne at vise trailere for filmen “The Social Network”. Filmen beskriver, hvordan den unge Mark Zuckerberg stifter det, der i dag kan beskrives som nutidens største internetsucces – nemlig Facebook.com. Ifølge Mark Zuckerberg selv er filmen det pure opspind – en mindre væsentlig detalje ifølge Hollywood.
Det må under alle omstændigheder være topmålet for en dot com virksomhed at skabe så meget hype om sig selv, at filmfolk får lyst til at fortælle historien – uanfægtet at den er opdigtet naturligvis.

Facebook-nyheder boomer på nettet. Forskere står i kø for at forklare fænomenet. Bloggere kommer med lange rants om indstillinger og privatliv, nyhedsmedier ansætter facebook-journalister. Og nu også en regulær blockbuster film. Det er superspændende og topaktuelt. Især for en medieinteresseret voksen mand som mig.
Hvis man derimod er 13 år, så interesserer man sig ikke for Facebook som et brand eller en vare. Man interesserer sig ikke for redskabet i sig selv men for “det”, som redskabet kan bibringe af venne- og identitetspleje. Jeg står tit på skolebesøg og supplerer debatten om webetik med fakta i stil med “Facebook-brugere uploader skam mere end 1 milliard billeder hver måned”.
Hver gang får jeg følelsen af, at eleverne tænker “imponerende, og hva’ så?”.

Her ser man nok et billede af den afgrundsdybe forskel på at være digital indfødt og digital tilflytter.
De unge lader os andre om at analysere og debattere. Fair nok. Men her er alligevel et eksempel på noget forskning, som jeg gerne vil gøre opmærksom på:
“Nogle voksne” har netop analyseret sig frem til, at de unge er blevet langt mere bevidste om indstillinger og privatliv det sidste år. Målinger viser, at der i løbet af det sidste år er sket en markant fremgang i antallet af unge, der justerer på deres sikkerhedsindstillinger. Fra 90 ud af 100 til nu 98 ud af 100. Fedt!
Det betyder måske, at nogle af Cyberskolens debatter om awareness kan flyttes fra et teknisk fokus på sikkerhed til et mere eksistentielt fokus på, hvordan vi er sammen på nettet. Og i særlig grad hvordan vi er sammen via de sociale netværk.

]]>

Hvad synes du om vores artikel?

Hvis du vil sætte et par ord på din tilbagemelding, vil det hjælpe os rigtig meget, til at kunne forbedre vores indhold.

Vil du vide mere?

Jonas Ravn

Seniorkonsulent med speciale i unges digitale trivsel Kontakt Jonas

CfDP har ekspertise og ydelser inden for digital rådgivning, børns digitale vaner, digital dannelse og trends og tendenser på sociale medier og i computerspil.

Vi deltager i og driver projekter om blandt andet computerspil som pædagogisk redskab, hate speech og anti-ligestilling på nettet.