Forleden blev Cyberhus kontaktet af en journalist med interesse i fænomenet I-dosing og vores viden og erfaring med det. Vi måtte af gode grunde afslå at vide noget som helst om det, fordi .. ja .. ingen af os anede, hvad det var.
Når en journalist siger, at et fænomen er på vej til at blive det nye sort i forhold til unge, og det man kan kalde “grænsesøgende digital adfærd”, så bør vi naturligvis undersøge det nærmere. Skulle I-dosing blive et hit herhjemme, som det er blevet i USA, så kan man nemt forestille sig, at Cyberhus vil blive afkrævet en holdning til det af både børn og voksne.

Lidt hurtig research fortæller mig følgende:
I-dosing kaldes også “digital drugs”: “The effects are made possible, purportedly, through “binaural beats,” where a tone of one frequency is played into the right ear and a slightly different frequency is played into the left. Believers say these beats synchronize brain waves, replicating the experience of being high on anything from alcohol to true love.” (fra denne anbefalelsesværdige artikel)
Altså lydfiler med new age musik og hvid støj, der angiveligt kan inducere en ud-af-kroppen-følelse sammenlignelig med narkotika og alkohol – men også ægte lykke, forelskelse, nær-religiøs helhedsforståelse osv. Angiveligt – skal jeg understrege.

I-doser er navnet på det firma, der har størst succes med at sælge lydbidder til de trancehungrende.
Den store succes skyldes, at en genial markedsføringsperson har fået ideen, at navngive de forskellige sound-bites med titler som ‘cocaine’, ‘heroin’, ‘LSD’ osv. Man fortæller altså de unge, at man ved at købe og høre en bestemt lydbid kan komme i en mental tilstand, der svarer til den, man måtte opleve, hvis man er påvirket. Forestil jer, at man som ung får muligheden for helt lovligt at
prøve kokain, og at man samtidigt kan se hundredevis af reaktionsvideoer på Youtube, hvor unge dokumenterer effekten af de forskellige lyde. Semi-farligt og yderst dragende.
Kombinationen af placebo-effekt, en aura af mystik, viral markedsføring samt elementet af “living on the edge” – er en cocktail ingen unge kan stå for. Jeg tror faktisk, det er så enkelt. Hvis man giver en meditations-cd til en teenager, vil han afslå på det kraftigste. Giver man derimod produktet navne som “heroin” eller det mere himmelråbende “Hand of God” eller “Gate of Hades” så sælger man i
stedet et appellerende produkt til en person, som er i en søgende fase af sit liv. Forestil jer, hvad en mut teenager vil sige til at få forløsning for sin weltschmerz bare ved at tage en 5 minutters dosis af lydfilerne “quick happy”, “Grey-B-gone” eller “AntiSad”.

Når medierne kommer væltende med deres dommedags-vinkel på de unges online-liv, har det som regel en selvforstærkende effekt. Det så vi blandt andet med fænomenet Happy Slapping og for nylig med Chat-roulette. I USA fik en episode opmærksomhed i medierne, hvor en lille gruppe drenge på en High School blev taget i at dose hen til lyden af I-dosers lydfiler. I den efterfølgende
periode blev I-dosers player downloadet mere end 1 million gange. Crazy! Måske skal jeg bare stoppe med at skrive om det nu…
Jeg synes, det her er rigtigt interessant. Ikke fordi jeg på nogen tænkelig måde tror på, at I-doser har for 2 ører videnskabelig validitet, men fordi det alligevel fortæller mig meget om det moderne digitale menneske.
For a plugged-in modern human, the most powerful sensation that binaural beats might replicate is the sensation of doing nothing. (kilde)
Vi er ganske enkelt så meget på, at vores hjerner stort set aldrig holder fri. Når vi så tvinges (frivilligt?) til at tage en ½ times afslapning, så tolker vores hjerner det som at være i en helt ny bevidsthedssfære. Det er da tankevækkende. Det ironiske er så bare, at man skal narre de unge til at tro, at de er høje på kokain eller LSD for at få dem til at slappe af.
For mig at se er der tale om urgamle meditationsteknikker udsat for mediehype og vovede titler. Der er intet nyt i at få hjælp af lyd til at rense hjernen. Både tibetanske munke og technofreaks kan skrive under på det. Jeg synes i værste fald, at man bondefanger de unge med titler, der umuligt kan matche oplevelsen. Og så taler man håbløst ned til de unge – blandt andet ved at fortælle dem, at der
findes en 5 minutters genvej til lykke. Come on. Farligt? Næppe – men interessant at følge. Helt sikkert.

]]>

Digital trivsel