disse oplæg trækker vi direkte på vores erfaringer med vores mange skolebesøg og kan fortælle forældrene om, hvad der er normalt, nyt, problematisk, eller bekymrende hos børn og unge i dag. Men ligesom på besøgene i skoleklasserne, lærer vi også selv noget af forældrenes bekymringer, spørgsmål og løsninger.

Gør som jeg siger?

I år begynder et nyt tema at tegne sig, nemlig forældrenes egen netetik. Der har længe været bekymring om, at børn og unge trækker sig væk fra omgivelserne så snart de begynder at kede sig, og hvor uhøflige og ligeglade den nye generation er. Måske i tusinder af år. Men kritikken er taget til – og nok også med rette. Men den er forfejlet, hvis den kun retter sig mod børn og unge. Vi har alle skullet lære at begå os blandt hinanden, med en smartphone i lomme – med mere eller mindre succes. [caption id="" align="alignnone" width="460"] Et såkaldt “glashole” med Google Glass briller – vi frygter allerede for hvordan det næste redskab vil føre til sædernes forfald.[/caption] Flere eksperter har allerede påpeget problemet – eksempelvis her i Politiken. Vi skal ikke være nær så bekymrede for de tre venner der sidder med hovedet begravet i hver deres dims, inde på drengeværelset, som vi skal tænke over vores egen asociale brug. Det gælder, som i linket her, især omring de helt små børn. Dem der ikke kan forstå hvorfor en telefonsamtale, en sms eller dagens nyheder er så vigtige, og kun kan se far eller mors afvisning af dem selv. Men også senere i børnenes liv, er det vigtigt at se på sine egne vaner.

Gør som jeg gør!

Vi har længe anbefalet, at man udstikker regler for opførsel, fremfor regler for redskaberne. For eksempel at kræve opmærksomhed og nærvær omkring middagsbordet, frem for at kræve at mobilen lægges i en skål i stuen ved spisetid. Det kan være svært for en 11-årig der vil ud at lege, at ignorere den bippende telefon med besked fra vennerne – men det er netop dét, der skal læres. Måske er det bedst for hende eller ham, at lægge telefonen fra sig. Måske skal den slås på lysløs, eller vibrationerne fra? Måske kan man lære at bare ignorere det? Det skal netop være op til den enkelte, hvordan man lærer at styre sit forhold til sine redskaber – mens far og mor viser hvad det er for en adfærd vi vil have; nærværen omkring middagsbordet. Som det ofte er i børneopdragelse, er eksemplets magt måske det vigtigste. Er man nærværende og interesseret, bliver det meget hurtigt tydeligt for børnene at deres opmærksomhed bør være på samtalen og ikke mobilen. Og et krav om at mobilen ikke bliver brugt vil blive mødt med langt større forståelse. En del af at være nærværende og interesseret, er jo så selvfølgelig at man selv glemmer sin mobil for en tid – hvis man kan klare det! Reglerne bør kort fortalt være ens for børn, unge og voksne – og være tydeligt baseret på hvad det er for normer og værdier man vil styre efter. Det handler også om hvordan man præsenterer reglerne: Ved aftensmaden skal det være ro og tid til familien – så render man man selvfølgelig ikke ud af døren midt i det hele, eller taler med andre undervejs. Vi vil gerne hinanden, og følge med i hinandens liv – selvfølgelig er vi Facebook venner på kryds af generationer. Familien har sin egen privatsfære, som alle er med til at bestemme og styrke – selvfølgelig spørger man om man må dele et billede man har taget, før man uploader det. Selvfølgelig er der plads til undtagelser, men det kan jo netop bekræfte reglen at man får særlig tilladelse til at løbe fra maden når mobilen bipper, så man kan nå sit lift til badminton.  

De første spæde skridt

[caption id="" align="alignnone" width="450"] Skribenten er selv skyldig i at dele børnebilleder uden tilladelse – dog ikke herover, hvor en anden forælder har givet hele verden tilladelse til deling[/caption] Hvilke billeder man tager, deler og tagger af sig selv og hinanden, er en stille, konstant kilde til bekymring. Både blandt forældre, lærere og pædagoger. Fra tanken om de yderst sjældne, men frygtelige tilfælde af nøgenbilleder spredt over hele nettet, til en konstant uro omkring hvorvidt ens teenager nu kan styre det med billeder fra festen. Her er det helt sikkert børnenes brug det handler om, men man kunne faktisk starte meget tidligere med at tale om billeder og online deling af dem. Det kræver så bare, at vi som forældre afhænder en ret som vi ellers har taget for givet fra lang tid før mobilen: retten til at afbillede vores børn som vi vil. Mange børn har billeder på Facebook, allerede før de er født. Og før man kan sige ja eller nej, kommer der så hundredevis flere til, i det tøj som forældrene (eller den stolte, strikkende farmor) synes er passende. Det er selvfølgelig yderst forståeligt, og ikke nødvendigvis forkert. Men vi skal måske lidt tidligere end før begynde at lade børnene være medbestemmende over hvilke billeder der skal deles, hvornår og til hvem. Både fordi vi ofte deler langt bredere i dag, men også simpelthen fordi det er en vigtigere og vigtigere del af at kunne indgå i en online kultur, at kunne tage beslutninger om hvordan man fremstår i billeder. Igen lyder vores gamle omkvæd om at komme i gang tidligt. Man skal ikke vente på teenagerens fejltrin, før man taler om de rette billeder på Facebook. Måske bør man allerede før barnet får en Facebook-profil, spørge om man har forvaltet deres privatliv godt nok, og give dem ret til at fjerne eller fremhæve de billeder der ligger af dem? Skrevet af tidl. medarbejder Kristian Lund]]>

Digital trivsel For forældre