Det er selvfølgelig lidt af et postulat at smide på bordet, men det er min erfaring, at pædagogstuderende meget sjældent, eller slet ikke, forholder sig til digitale medier, så snart de tager arbejdstøjet på og bliver fagligt orienteret.

Det eneste sted vi lader ungerne passe sig selv
Jeg undrer mig over, at digitale medier ikke har en større og mere obligatorisk plads i uddannelsesforløbet i det pædagogiske felt. Et af de pædagogiske slagord, de fleste fagfolk kan blive enige om, er at “vi skal møde børnene og de unge der hvor de er”. Vi ved, at børn og unge også lever et online liv, og at det har stor betydning for deres dannelse og udvikling. Men hvor er vi som pædagogiske fagfolk i den proces? Er vi gode nok til at møde dem? Det er ikke min oplevelse.

Jeg oplever, at vores nuværende engagement i de unges digitale liv svarer lidt til at have en boldbane eller et fællesrum i vores institution som vi ved ungerne bruger. Et sted, vi ved, de går hen og er sammen med andre,  men et sted, vi som voksne vælger aldrig at komme.  En tanke, der er utænkelig for de fleste tror jeg… Ikke desto mindre mener jeg, at det er præcis det der sker det hver dag i forhold til de digitale medier.

En meget stille forsamling
I kraft af mit hverv som koordinator i Cyberhus holdt jeg for nylig oplæg for en gruppe pædagogstuderende i Aarhus om digital pædagogik og online rådgivning. Som jeg tidligere har gjort, når jeg har holdt sådanne oplæg, startede jeg med at spørge lidt ind til de studerendes kendskab og forhold til digitale medier.

Vi kunne hurtigt blive enige om, at størstedelen af de unge, som de pågældende studerende med tiden skal ud og arbejde med, har et aktivt online-liv, og at digitale medier spiller en væsentlig rolle i unges identitetsdannelse.

De studerende gav udtryk for, at de alle også selv er yderst aktive online, og at digitale medier er en uadskillelig del af deres hverdag. 
Men da jeg spurgte, hvor mange af dem der så har arbejdet pædagogisk med digitale medier, eller overvejet at inddrage digitale medier som et pædagogisk redskab i deres uddannelse og senere pædagogiske praksis, forblev alle tavse. 
Det skal siges, at jeg efterhånden har været ude hos en række pædagogstuderende, og ovenstående oplevelse afviger på ingen måde fra, hvad jeg tidligere har erfaret.

 

Fagfolk skal med
Jeg tror, at mange børn og unge kunne have stor glæde af at have følge af, eller mødes med en tryg og sikker voksen, der kan støtte, lære og inspirere, når de bevæger sig ud i online-verdenen. Det er ligeledes min overbevisning, at mange fagfolk kunne styrke relationen til, og forståelsen af, børn og unge ved også at gå online, og møde børn og unge i øjenhøjde.

I det hele taget rummer digitale medier et enormt potentiale for at skabe rammen om et nyt og anderledes møde mellem børn og unge og pædagogiske fagfolk. 
Den digitale bus er kørt med alle ungerne… Skulle vi ikke tage at komme med?

Vi skal ikke alle være cyberpædagoger, men vi skal tage stilling
Nu er det bestemt ikke hverken min, Cyberhus’ eller CfDP’s holdning, at alle pædagogstuderende og pædagoger skal være digitale pionerer eller cyberpædagoger. Dog kunne jeg godt tænke mig, at langt flere forholdt sig mere aktivt til digitale medier. Når digitale medier med al tydelighed er en vigtig faktor i hverdagen for både børn, unge og voksne hver især, er det naturligvis også essentielt, at vi som fagpersoner forholder os til den betydning, de nye medier har for den nuværende og fremtidige pædagogiske praksis.

]]>

Digital trivsel