– workshop om forebyggelse på sundheds- og socialområdet via digitale medier

Kom til workshop d. 20. november i Aarhus og fyld rygsækken med inspiration fra landets førende digitalpædagogiske eksperter og kolleger fra andre kommuner.

Formålet med workshoppen er at inspirere flere kommunale sundhedsindsatser til at omfavne og udforske de muligheder, som digitalpædagogik i dag åbner på det forebyggende område.

Til workshoppen vil du møde kolleger fra andre kommuner, alle med interesse for digitale sundhedsindsatser. Vi vil udfolde og diskutere deltagernes forskellige erfaringer og komme med eksempler på god praksis såvel som give sparring på de vigtigste udfordringer.

Dagens program:

 

10.00 – 10.15: Velkomst

Ved centerleder Anni Marquard

Der var engang i 2004, hvor vi åbnede vores første online rådgivning, at fagpersoner nægtede at tage den digitale rådgivning seriøs. Tiden er en helt anden nu. Nye muligheder og initiativer åbner for spændende innovative digitale rådgivningsmetoder, som mange kommuner allerede har taget til sig.

10.15 – 11.00: KRAM på nettet – forebyggende sundhedsindsats for unge

Ved konceptudvikler Jonas Sindal

Introduktion af samarbejdscase mellem Center for Digital Pædagogik og Folkesundhed København. Vi diskuterer, hvad der har dannet grundlag for samarbejdet, og hvordan man er lykkes i at forbedre de unges sundhedsmæssige vilkår. Som deltager er du med til at sæte fokus på de udfordringer, som du ser i indsatsen, og i fællesskab udfolder vi nogle af de mange forskellige fremtidsperspektiver i samarbejdsmodellen. Deltagerne veksler mellem gruppearbejde og fælles diskussion.

11.00 – 12.00: Ung og online – alt er på spil!

Ved foredragsholder og specialist i unges netkultur, Jonas Ravn

I Center for Digital Pædagogik møder vi børn og unge, hvis mobilsamtaler og online profiler er en del af deres samlede identitet – også når de ikke lige taster. Oplægget anvender praksisnære cases og temaer fra mere end 8 års undervisning hos unge og fagpersoner i Danmark og tilbyder viden om unges aktuelle digitale fællesskaber.

12.00 – 12.45: Frokost

12.45 – 13.30: Digitaliseret pædagogisk praksis

Ved digitalpædagogisk konsulent Niels-Christian Bilenberg

Når man arbejder pædagogisk i digitale sociale medier, får man mulighed for at nå børn og unge på helt nye måder. Niels-Christian Bilenberg fortæller om de helt særlige muligheder i den digitale rådgivningspraksis og udfordrer de traditionelle rammer for god ungerådgivning. Vi kommer omkring styrker, svagheder og konkrete cases og diskuterer de svære etiske overvejelser.

13.30 – 14.00: Hvad siger resultaterne – kan vi nå de unge pædagogisk online?

Ved konceptudvikler Jonas Sindal

I 2014 blev de foreløbige resultater af København Kommunes sundhedsfremmende indsatser på cyberhus.dk evalueret af evalueringsvirksomheden Ineva. Evalueringen giver flere interessante indsigter til fremtidige udformninger af digitale tilbud.
Læs “Evaluering af KRAM-indsater på Cyberhus.dk” (pdf).

14.00 – 15.00: Idépanel med kagebord

I dagens sidste modul inviteres deltagerne til at tænke sig selv ind i fremtidens kommunale ungeindsatser på nettet. Vi diskuterer udsigterne i at danne netværk på tværs af deltagernes fremtidige digitale indsatser på ungeområdet, og centrets medarbejdere står til rådighed for sparring på konkrete forespørgsler og idéer fra deltagerne.

 

Tid og sted

20. nov. 2014 kl 10.00 – 15. 00
Store Sal, Frivilligcenter Aarhus
Grønnegade 80
8000 Aarhus C

Tilmelding

Digitale indsatser kan være meget andet end varm luft og hurtige kampagner. I Center for Digital Pædagogik tror vi på, at stabilitet og kontinuitet er nøgleord i udviklingen af attraktive digitalpædagogiske tilbud for unge.

Vil du være med, så kontakt centerleder Anni Marquard på anni@cfdp.dk eller telefon 50502413. Det er gratis at deltage i workshoppen.

]]>

Digital trivsel