I bogen ‘Digital Trivsel’ bruger jeg ikke begrebet Cyborg, men det ligger bag bogens grundlæggende tilgang til børn og unges online liv. Det er et begreb jeg har med i baghovedet, og tager med ud til foredrag og workshops hos fagpersoner – og som jeg mener forklarer hvad der er på spil i mødet mellem børn og unge, og al den nye teknologi. Det er baggrunden for vores påstand om, at de sociale tjenester på nettet er lige så naturlige for de unge, som det er at køre på cykel, skrive stil i et tekstbehandlings-program, eller bruge sine stemmebånd!

Det sociale liv for den unge cyborgCyborg står for cybernetic organism, og betyder ganske enkelt en organisme, der har mekaniske eller kemiske forbedringer. I den oprindelige tanke, og i eksempler fra science fiction verdenen, betyder det maskine smeltet sammen med kroppen. Men langt mere relevant er det at se på, hvornår redskabet smelter sammen med sindet!

Den unge der sidder og skriver dansk stil foran computeren er et fantastisk eksempel: Tastaturet lader os skrive langt hurtigere end ellers. Programmet hjælper os med at stave; både ved at sætte røde streger, men også blot ved at sætte teksten tydeligt op, så vi selv kan checke visuelt om stavemåden vi troede var rigtig nu også ser sådan ud. På computeren kan vi flytte tekst og afsnit rundt, springe frem eller tilbage i teksten og skrive flere steder, lynhurtigt lave noter eller udvidelser midt i teksten, osv. osv. Den danske stil bliver et samarbejde mellem maskine og menneske. Vores hjerne er i centrum og styrende, men kunne aldrig have gjort det samme arbejde uden maskinen.

Mens vi skriver, tænker vi ikke mere over maskinen, end over vores hænder og øjne. Alle redskaberne “forsvinder”, og kun arbejdet med stilen er tilbage. Vi er, mentalt set, alt lige dér, hvor vi udfører vores arbejde.

 

Cyberspace vs Cyborg

Det betyder ikke, at børn og unge “forsvinder ind i cyberspace” når de sidder ved computeren. Det er hidtil aldrig sket, at en forælder eller pædagog måtte kravle ind i maskinen eller noget parallel-univers for at finde et bortkommet barn… Tværtimod er det redskabet der forsvinder, for den der bruger det. Vores Facebook-profiler, hvad vi bruger dem til og hvordan de er indstillet bliver en del af vores identitet; hvordan vi præsenterer os selv, hvem vi taler med og hvem vi i sidste ende er overfor hinanden.

Når børn og unge bruger sociale tjenester og redskaber til at dele fotos, kommentere statusopdateringer eller chatte – så er det ikke programmet eller internettet de tænker på, det er deres kammerater de deler med. Det er den sociale kontakt som de unge og deres hjerner er koncentrerede om, ikke de redskaber de bruger til at skabe kontakten. Fuldstændig som når vi ikke tænker på vores stemmebånd eller farmors høreapparat (internt eller eksternt i kraniet) når vi taler over middagen.

 

Opdragelse af cyborgs

Dermed ikke sagt at redskaberne ikke gør en forskel, og er med til at præge børn og unge. Det er de i høj grad. Netop fordi de er så nemme og hurtige at bruge (Facebook taler om “friktionsløs deling” som deres mål). Cyborgen tænker ikke over sit redskab, men redskabet er en ubevidst del af cyborgen – selvfølgelig gør det en enorm forskel om man deler et billede via billedalbum eller Facebook. Derfor er vores rolle som voksne selvfølgelig heller ikke at ignorere det sociale der sker på de nye redskaber, men netop at indse og tage alvorligt at det er noget socialt der sker, lige hér. Vi skal ikke (som min kollega Jonas har uddybet tidligere her på siden) kræve at der “tænkes før hvert klik”, lukke for en bestemt tjeneste eller bande mobilerne langt væk – vi skal insistere på og kræve, at der gælder de samme sociale regler og grænser, online som offline.

Og så skal vi hjælpe børn og unge med at reflektere over de redskaber de bruger, hjælpe dem til at indstille dem mere hensigtsmæssigt for sig selv og hinanden, og tage snakken om de kulturforskelle som er blandt de unge, og os voksne og unge imellem. Men det emne kunne udgøre en hel bog, og mere til…

 

Digitalt indfødte?

Jeg kan varmt anbefale bogen Natural Born Cyborgs af Andy Clark hvis man er blevet nysgerrig på Cyborg-begrebet. Linket fører til en anmeldelse og uddybning i samme lægmands-filosofiske stil som bogen.

I Center for Digital Pædagogik tror vi nemlig heller ikke på nogen enorm kløft mellem de såkaldt digitalt indfødte og os stakkels, fortabte digitale tilflyttere. Vi kan lære nye sprog, redskaber og kommunikationsformer så længe vi lever – hvilket Facebooks kundetal i Danmark også understøtter. Den store forskel er derimod, at børn og unge er i et helt andet stadie end os voksne, i forhold til at danne deres identitet. De bruger måske andre redskaber, men endnu vigtigere er, at de står i helt andre udfordringer og sociale sammenhænge.

Vi er alle cyborgs – de unge er blot unge cyborgs, som skal have hjælp til det sociale. Mens de unge lærer at være sig selv, træder forkert eller har success, så skal vi være klar til at rose, støtte, sætte grænser og stille krav -ligegyldigt hvilket redskab de vælger at bruge. Derfor skal vi lære de nye redskaber at kende, som en del af børn og unge.

 

(Dette blog-indlæg er også en del af vores temaside om bogen Digital Trivsel – I Arbejdet med Udsatte Børn og Unge).

Skrevet af tidl. medarbejder Kristian Lund

 

 

 

 

 

 

 

 

]]>

Digital trivsel