CfDP oplever disse dage en del kontakt fra journalister i kølvandet på en TV2-udsendelse om den nu afdøde Amanda Todd. Senest gårsdagens 22-nyheder, hvor jeg var inviteret – indslaget kan ses her.

Amandas historie indeholder nogle af de værste ting, der kan ske på nettet og afsluttedes tragisk med hendes selvmord den 10 oktober. Først lokkedes hun til at vise sig topløs på webcam, så blev hun afpresset med billederne, som senere kom bredt ud, og brugt imod hende af både fremmede og skolekammerater. En flytning løste ikke problemet og mobningen fortsatte efter et selvmordsforsøg. Der florerer stadig hadefulde beskeder nu, efter hendes selvmord…

Nettet på godt og ondt

I nyhederne i går var fokus på hendes forsøg på at råbe om hjælp, på at udtrykke hendes desperation og ensomhed. Youtube-videoen fulgte en stil lagt af bla. Jonah Mowry, og min kollega Niels-Christian har tidligere beskrevet hvordan sådanne videoer netop er de unges egen måde, at sige dét der er svært. For Mowry fik det afsløret et problem overfor venner og familie; mens det i sidste ende ikke hjalp Amanda.

Vi kender på ingen måde sagen godt nok til at sige hvorfor. Ifølge hende selv fik Amanda allerede professionel hjælp, og videoen var altså ikke nogen afsløring som ændrede på hendes hverdag eller på hvem der kunne hjælpe hende. Men derfor kan det godt have været en lettelse af få tingene ud, at få præsenteret sit synspunkt. Her er nettet en enorm styrke, fordi det netop er nemt at udtrykke sig trygt fra sit eget værelse i det tempo og i den stil, man selv ønsker det.

Samtidig er det også bagsiden af medaljen. Det kan være rigtig nemt at udtrykke sig og trykke send; måske så nemt at man får sagt for meget. Nettet kan gøre én mere modig, end man ellers er; en yderst vigtig pointe som er et af de gennemgående temaer i vores nye bog Digital Trivsel. Hvis vi som forældre og fagpersoner skal forstå, hvad der skete med Amanda, må vi forstå hvordan denne overdrevne modighed gik igen i hele historien: Det var for nemt at vise bryster på webcam, for en fremmed at ligge billederne ud offentligt, for hendes mobbere at angribe hende online, osv. osv.

Amandas modighed i at vise sig selv og hendes problemer har dog næppe skadet hende. Hun var desværre allerede en uheldig kendt, som alt for mange følte sig modige nok til at have en holdning til og angribe igen og igen.

Digital Mobning?

Tilbage står vi med dette sære fænomen, at så mange blev del af angrebet på Amanda. Normalt defineres mobning som når man udelukkes fra og hånes i et fællesskab, som man ikke uden videre kan fravælge. Fremmedes chikane er ikke mobning, selvom den kan være slem nok (og for at gøre forvirringen total dækker det engelske begreb “bullying” over begge dele).

Alligevel er der paralleler: En af mekanismerne bag mobning lader til at være at man gør sig selv mere rigtig og smart ved at gøre en anden forkert og kikset. Derfor ser vi også klasser, hvor det skifter ugentligt, hvem der er offer og hvem der er mobber. Noget lignende ser vi mange steder i vores kultur; fra reality-TV-idoler som er udvalgt til, at vi skal elske at hade dem, til talent-konkurrencer og deres dommere som man enten elsker eller hader. I den bedste sendetid, og i tusindvis af Facebook-grupper i mere eller mindre grov karakter.

Når man som Amanda bliver ufrivilligt kendt, så vil nogen vende sig mod én. Det så vi også med Jonah Mowry og her i Danmark med Fie Laursen. Det lader til, at vi som en stor dysfunktionel klasse har besluttet os for, at vi gerne må have nogle at elske at hade. Ungdomskulturen har så deres, og der bliver ikke lagt fingre imellem når man selv sidder trygt, anonymt og på afstand på sit eget værelse.

De mange kommentarer om Amanda siger i virkeligheden ikke noget om hende. Hun kunne være en hvilken som helst anden kendt fra TV eller nettet. Kommentarerne siger noget, om dem der skriver dem; og det er dét fokus vi skal ligge, hvis vi skal forstå og gribe ind overfor den digitale mobning og chikane.

Skrevet af tidl. medarbejder Kristian Lund

]]>

Digital trivsel