Det er aldrig kedeligt

“Jeg ved aldrig hvad jeg møder i rådgivningen. Nogle gange tager det 10 min, og nogle gange tager det 2 timer at lave et godt svar, men uanset hvor lang tid det tager, så sørger jeg for at få alle nuancer med, så mit svar både kan hjælpe den unge der spørger, men også alle de unge som læser med.”

Rådgiver – Cyberhus.dk

Som frivillig får du:

  • Viden om og konkret erfaring med digital rådgivning
    Når du starter som frivillig rådgiver modtager du oplæring og undervisning i  skriftlig rådgivning og i hvilke opmærksomhedspunkter man skal have, for eksempel i forhold til anonymitet, tydelighed og at læse mellem linjerne.
  • Mulighed for at planlægge dine vagter, så det passer til dig
    Arbejdet tilrettelægges, så det matcher dine behov og din livssituation, og der tages hensyn til travle periode, f.eks. i forbindelse med eksamen, flytning, sygdom eller andre livsbegivenheder
  • Faglig sparring & vejledning
    Der vil altid være mulighed for at modtage sparring og vejledning fra en lønnet koordinator.
  • Tværfagligt og socialt netværk      
    Du bliver en del af tværfaglig frivillig-gruppe, som sætter pris på såvel den faglige sparring, som det gode grin. Vi afholder løbende faglige arrangementer og fællesmøder, og du kan deltage både online og fysisk.
  • Faglig og personlig udfordring
    En anonym rådgivning, der er åben for alle emner inviterer til, at man bliver udfordret på såvel konkrete problematikker som de kortvarige relationer til de unge. Hvordan møder du en dreng på 13 år, der går med selvmordstanker,  en pige på 16 der netop har selvskadet igen eller den 15-årige der føler sig fanget i en forkert krop. 
  • Praktisk erfaring som du kan skrive på CV’et.
    Når du har været frivillig rådgiver i mindst seks måneder, så har du opnået en stor portion erfaring med digital og skriftlig rådgivning. Derfor vil vi også gerne belønne din indsats som rådgiver med en anbefaling og en udtalelse omkring dine erfaringer som frivillig rådgiver.

Specialisering i brevkassen

I brevkassen henvender børn og unge sig med forskelligartede problemer – og det er det der gør brevkassen til noget særligt.

Du vil møde tematikker som kærlighed, kroppens udvikling, seksualitet, omsorgssvigt, alkoholmisbrug, psykisk sygdom, selvskade, selvmordstanker og meget meget mere.

Der er desuden mulighed for at specialisere sig i specifikke emner og der er også mulighed for at svare på spørgsmål med vidt forskellige emner – alt afhængig af hvad der passer dig bedst. 

Skab rammerne for det gode fællesskab blandt unge

På Cyberhus.dk afholder vi også gruppechats, hvor unge kan dele tanker, følelser og oplevelser med andre unge. Alle gruppechats faciliteres af en rådgiver, så vi sikrer et trygt rum.

Det er muligt at være ungerådgiver på forskellige måder i vores gruppechat. Det er muligt at skifte mellem eller kombinere de forskellige typer af chats alt efter din hverdag. 

  • Gruppechat-forløb: Et gruppechat-forløb er typisk 3-5 uger med ugentlig chat á 1,5 times varighed. Her definerer du emne og tidspunkt
  • Fri chat bemanding: Vi har FriRummet (tirsdage kl.19.30-21) og Søndagsklubben (19-20.30) som frie chats. Du skriver dig på de vagter som passer ind i din kalender, dog min. 2 gange månedligt. I de frie chats definerer de unge emnet.
  • Pop-up chat: Det er en enkelt chat om et givent emne, f.eks. i forbindelse med særlige mærkedage eller uger. En pop-up chat er typisk 1,5-2 timer, og du bestemmer selv hvornår den skal afholdes.

Skriften bliver et værktøj

I gruppechatten får jeg mulighed for at udvikle min skriftlige faglighed. Det er noget jeg virkelig kan bruge i mit daglige arbejde, fordi jeg så har øje for hvordan jeg gør mig forståelig på skrift til børn og unge.

Rådgiver – Cyberhus.dk

Som ungerådgiver forventer vi, at du:

  • er fyldt 21 år
  • har adgang til en computer med internetadgang (til rådgivning)
  • har adgang til computer med kamera og mikrofon (til teammøder)

Du har også:

  • lyst til at få erfaring med at møde og hjælpe børn og unge gennem skrift
  • relevant faglig erfaring, hvor du har opnået viden og kompetencer inden for pædagogik eller psykologi.
  • lyst til at rumme forskellighed og er grundlæggende nysgerrig i din tilgang til andre mennesker
  • lyst til at indgå aktivt i sparring, og være åben overfor feedback

Dine sproglige færdigheder, betyder at du kan

  • formulere dig let forståeligt i et korrekt dansk
  • formulere dig relativt hurtigt på skrift via f.eks. tastatur eller andet hjælpemiddel

    Det praktiske

    Du arbejder hjemmefra, men har altid sparring lige ved hånden, fra én af vores koordinatorer.

    Du kan forvente at bruge:

    • Cirka 7 timer månedligt (i gennemsnit) på rådgivning og teammøde (á cirka 1-1,5 time månedligt). Dette er vejledende, og vi tager hensyn til f.eks. travle perioder i dit liv.

    Det er også muligt for dig at

    • Deltage i kvartalsvise faglige fredagsbarer (oplæg + social hygge) med opfordret fysisk eller digital deltagelse. Faglig Fredagsbar er for hele Center for Digital Pædagogik.

    Der er kørestolsadgang til vores lokaler i Aarhus, samt handicaptoilet. Liftbredde er 160×72 cm og max vægt 200kg.

    I brevkassen gennemlæses og udgives alle svar af en koordinator, så du sidder aldrig alene med ansvaret for at give et godt svar. 

    Lyder det som noget for dig?

    Du kan kontakte Niels-Christian Bilenberg på mail nc@cyberhus.dk eller telefon 86 370 400 / 31 381 440, hvis du ønsker at blive frivillig rådgiver eller bare vil høre mere.